Reklame for Forbrugerrådet Tænk og deres kampagne “Økologi Fordi”
Jeg begyndte at spise mere vegetarisk for over 10 år siden, da jeg stadig var på SU og pendlede frem og tilbage til min svenske kæreste (nu mand) i Stockholm hver anden uge. Mit budget var med andre ord helt vildt begrænset. Det var langt inden, klimatosse var et koncept, og i hvert fald inden jeg var bevidst om kødproduktionens påvirkning på klimaet.
Det der gjorde udslaget for mig var, at jeg havde set det britiske tv-program River Cottage med Hugh Fearnley Whittingstal i værtsrollen (et alletiders program, som jeg anbefaler varmt!), hvor der blev sat fokus på dyrevelfærd. Programmet fik mig til at tænke meget anderledes på det, der lå i køledisken, og jeg besluttede mig for kun at spise økologiske animalske produkter, så vidt det var muligt.
Det valg betød automatisk, at jeg skulle skære drastisk ned på mit kødforbrug, for økologiske animalske produkter er som bekendt dyrere end de konventionelle af slagsen. En win-win situation, for mens der er forskellige faglige vurderinger af, hvor stor forskel i klimabelastning, der er på økologisk og konventionelt landbrug, er man helt sikker på, at det der batter allermest i klimaregnskabet, det er at reducere vores kødspiseri. Jeg støttede altså både op om bedre dyrevelfærd og gjorde noget godt for klimaet.
Det at spise mere vegetarisk åbnede en helt ny verden af smage for mig, og var på den måde fantastisk både for mine smagsløg og min pengepung. Og det der startede med at handle om dyrevelfærd kom hurtigt til at handle om meget mere end det, og økologien begyndte generelt at fylde mere i indkøbskurven.
Det virkede bare som en no brainer for mig. I og med at økologisk landbrug næsten ikke bruger nogle sprøjtemidler, udpiner produktionen ikke jorden, forurener ikke grundvandet og bidrager faktisk positivt til biodiversiteten i nærområdet. Allesammen gode ting i min bog! Vi har nogle gange en tendens til at glemme miljøet lidt i den store vigtige klimadebat, men for mig er det lige så vigtigt, at vi passer på det nære, mens vi tager hensyn til den store verden. Det hele hænger jo sammen.
Forbrugerrådet Tænk vil med deres kampagne “Økologi Fordi” og Tyg på det skabe debat om økologiens rolle i det klimavenlige landbrug. De har spurgt mig, om jeg vil dele mine bedste tips til at spise økologisk og klimavenligt, uden det bliver væsentligt dyrere. Og det vil jeg mere end gerne!
Mine 4 bedste sparetips for mere økologi
Det behøver ikke vælte budgettet at købe økologisk. Her samler jeg mine bedste sparetips, så du har råd til mere økologi.
1. Spis grønt!
Økologisk kød er dyrt, sådan er det bare. Både for pengepungen og på klimakontoen. Der er stor uenighed blandt eksperter om, hvorvidt økologisk eller konventionel kødproduktion er mest klimabelastende (det er et kompliceret regnestykke), men det der er bred enighed om, er at al kødproduktion belaster klimaet. Vil man have en lavere klimabelastning, skal man altså under alle omstændigheder virkelig skære ned på kødet. Det ved I, som har hængt ud her et stykke tid allerede, at jeg er stor fortaler for.
Den gode nyhed er, at der er så meget god grøn mad, og hvis man bare kan have et åbent sind og en portion nysgerrighed for at prøve noget nyt, behøver det slet ikke føles, som om man går på kompromis. Tværtimod! Der findes fantastiske smagsoplevelser i det vegetariske køkken. Og så kan det hurtigt mærkes på husholdningsbudgettet, når man begynder at spise mere vegetarisk.
Her er mine tre bedste retter til at omvende selv den mest skeptiske kødspiser:
Beluga Bolognese / Black bean chili / Halloumi Stroganoff
2. Gå efter de gode tilbud
Flere af de større supermarkeder har en dag eller to om ugen, hvor alle økologiske varer på hylderne er nedsat med 10-20%, og her er der virkelig mange penge at spare, så hold øje med det i dit lokalområde. Alt med måde selvfølgelig, lad være med at falde for et tilbud på 3 for 2’s pris, hvis du i virkeligheden bare har brug for 1 stk.
Køb dit basislager i discount-supermarkederne
Danmark skiller sig ud ved at være et land, hvor selv discountsupermarkederne virkelig tidligt begyndte at fokusere på økologiske varer, og de fleste discountsupermarkeder har hverdagsserier med basisvarer til rigtig gode priser.
Køb lokalt frugt og grønt i sæson
Det er især varer, der transporteres langvejsfra med fly, samt varer dyrkede i opvarmede drivhuse, som er klimabelastende. Derfor kan det give rigtig god mening at købe varer i sæson, der er dyrket uden brug af opvarmede drivhuse, da de belaster mindst. Med i købet får man friskere varer, der smager bedre, og som ofte også er billigere.
Check eventuelt Forbrugerrådet Tænks sæsonliste ud for inspiration, og så kan du også overveje at investere i en grøntsagskasse med økologisk og lokalt produceret frugt og grønt, for at få et ugentligt benspænd, der fordrer kreativitet i køkkenet.
Når man bor i et land som Danmark, hvor sæsonerne skifter så meget, kan det være et sjovt benspænd at lave mad efter sæson, for retterne vil automatisk variere meget i løbet af året.
Mine bedste retter til de forskellige danske sæsoner:
Sommer
Junipasta med asparges, ærter & mynte / Grillet salat med perlespelt, halloumi & syrlig urtedressing / Minipizza med squash & rødløg
Efterår:
Pasta e ceci / Butternut squash med sesam og perlebyg / Bagte rødbeder og blomkål med feta-tahin-sovs
Vinter:
Okonomiyaki-ish med kålsalat / Ærterisotto / Penne med karamelliseret hvidkål & umami-brødkrummer
Forår:
Pasta med grønkål, ærter og urter / Saag Paneer (med feta) / Auberginepasta
3. Hav et godt basislager af tørvarer og konserves
Har man økologisk pasta, perlespelt, ris, linser, tomat på dåse og måske nogle kapers eller oliven i køkkenskabene kan man altid lave en himmelsk og virkelig billig middag. F.eks. en god portion Spaghetti alla Puttanesca eller en Pasta i tomatsovs med røde linser.
Med tørvarer og konserves er det en ekstra god idé at holde øje med supermarkedernes tilbud og så købe et godt lager hjem, når man kan spare nogle kroner, for det er varer, der holder rigtig længe og mætter godt.
4. Undgå madspild
Spildt mad er jo helt ærligt spildte penge. Og hvis man lægger ekstra kroner på at købe økologisk er det jævnt træls, hvis de varer ender i skraldespanden.
Den bedste måde at undgå madspild på er ved at lave ugentlige madplaner og købe stort ind én gang om ugen. Jeg har lavet et par madplaner til 6 dage, som I er meget velkomne til at benytte jer af: Madplan #1 og Madplan #2. Når det er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at jeg er elendig til at følge en madplan, og jeg handler småt ind flere gange om ugen.
Både André og jeg er dog virkelig gode til at improvisere retter frem af det, vi lige har i køleskabet. Har du en trist grøntsagsrest? Kom den i en stir fry eller suppe, eller bag den i ovnen og server med en lækker dressing. Det giver rigtig god mening at gennemgå køleskabet et par gange hver uge.
Gode tøm køleskabet opskrifter:
Vegansk stir fry med cashewnødder / Grillede grøntsager med tahindressing / Stegte ris
En afsluttende bemærkning
Min tilgang generelt her i livet er, at intet er sort/hvidt. Jeg køber ikke kun økologiske varer, for det er ikke altid, det giver mening for mig. Nogle gange på grund af prisen på visse varer, nogle gange fordi varen er udsolgt, og jeg ikke har tid til at gå i flere forskellige supermarkeder, og andre gange fordi jeg handler ind i en grønthandler, der ikke har det store økologi-fokus, men hvor man til gengæld kan få krydderurter i en fantastisk kvalitet. Jeg synes også stadig det er en udfordring at finde økologiske oste. Der kan jeg forbedre mig, men jeg prøver at gøre mit bedste og vælge økologien til, hvor det giver mening for mig.
Ved at købe økologiske fødevarer er du med til at fremme bedre dyrevelfærd og en mere miljørigtig produktion, samtidig med at du reducerer dit indtag af pesticidrester gennem kosten. Det er fantastiske ting, og min pointe her er: gør det der fungerer for dig, og det du har det godt med. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget, som Signe Wenneberg ville sige.
Er du slet ikke mæt på tips endnu? Så skynd dig ind og følg Tyg på det på Facebook eller på Instagram. Der deler Forbrugerrådet Tænk tonsvis af gode råd til en mere bæredygtig hverdag.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.