For et par uger siden delte jeg et indlæg om de mest populære opskrifter her på bloggen i 2020, og inden vi kommer alt for langt ind 2021, tænker jeg, jeg også vil dele de 10 mest populære opskrifter på instagram! Der er et par gengangere på listerne, men ellers er det faktisk forskellige opskrifter, som har været de mest populære.
Jeg er i fuld gang med opskriftsudviklingen til den nye bog, og det gør det svært også at nå at udvikle nye opskrifter til blog og instagram, men jeg håber I kan bære over med mig! Indhold og opskriftsfotos skal være færdige om lidt over en måned, og så er der “bare” omslag, principdesign (har en grafisk designer som layouter bogen for mig denne gang), illustration og nogle fotodage med en ekstern fotograf tilbage. Alt det håber jeg på at have krydset af inden påske. Wish me luck.
Jeg har indtil videre lykkedes med ikke at stresse for meget over det, og bare tage det en dag ad gangen. Så længe jeg får krydset nogle felter af i mit (ret omfattende) excel-ark over ting der skal produceres, så føles det godt. Så må vi se, hvor langt jeg når, inden min deadline den 10. marts. 🙂
Nu kigger vi på de mest populære opskrifter på instagram! De er valgt ud fra, hvor mange der har gemt dem. Det tænkte jeg sagde mest om opskriften, antallet af likes handler nogle gange mere om, at billedet så lækkert ud? Det var min logik.
10. Græsk salat med kartofler og sprøde kikærter
På en 10ende plads har vi dette twist på en græsk salat, som jeg oprindeligt udviklede til Yolly Magazine i sommers. Den er så god, at den kommer med i næste kogebog!
➪ Græsk salat med kartofler og sprøde kikærter
9. Penne med karamelliseret hvidkål
Opskriften her er med i Vegetarisk i aften?, og jeg ELSKER den. Det er så magisk, hvad man kan med det ydmyge hvidkål. En af vores bedste råvarer! Nu havde jeg også en anledning til at opdatere opskriften her på bloggen med det billede, jeg tog til kogebogen.
➪ Penne med karamelliseret hvidkål
8. Bulgogi aubergine
Det har været en positiv overraskelse, at denne her opskrift har vist sig at være så populær! Jeg knuselsker de koreanske smage og her er virkelig en nem og lækker opskrift pakket med smag. Har du prøvet den?
7. Blomkålslasagne
At jeg ikke har flere lasagneopskrifter på Vegetarisk Hverdag er en skandale, men jeg prøver at kompensere ved at have et helt tema om lasagne i den kommende bog! Heldigvis indeholder opskriften her de grundkomponenter, som behøves for en klassisk lasagne, så kan man jo variere med andet fyld end blomkål, hvis man har lyst. Populær er den i hvert fald!
6. Auberginepasta
Auberginepastaen har været en favorit længe både her på blog og på instagram, og jeg tror, jeg repostede den i foråret, hvilket gav den et ekstra liv. Den er bare skide god, hvis jeg selv skal sige det.
5. Blomkålspasta
Blomkålspasta’en går igen som en toplisteopskrift, og det kommer jo ikke som nogen større overraskelse. Her har den dog bevæget sig fra en 9. plads på blog-toplisten til en 5. plads på insta-toplisten!
4. Saag Paneer (med feta)
Opskriften på Saag Paneer (med feta) er endnu en genganger på listen. Den har virkelig været en kæmpe favorit sidste år, og jeg glæder mig til, jeg skal lave den snart igen. Det smager så vanvittigt godt altså.
3. Halloumiburger med tartarsauce
Nogle gange deler jeg opskrifter fra Vegetarisk i aften? på instagram og blog, og burgeren her blev et hit! Den er baseret på samme “fars” som halloumidellerne, og minder om en fiskeburger på grund af tartarsaucen — bare endnu mere comfy, fordi OST.
➪ Halloumiburger med tartarsauce
2. Gnocchi alla Sorrentina
Det her er en seriøs familiefavorit og jeg ville heller ikke tøve med at servere den til gæster med en flaske rødvin og en frisk salat on the side. Den er så nem og comfy og god! Små luftige kartoffelpuder i tomatsovs med masser af smeltet mozzarella. Ja tak.
1. Halloumi Tikka Masala
Nummer 1 på blog-toplisten kommer ikke engang ind på top 10 på instagram-toplisten, hvilket er ret interessant. Her er Halloumi Tikka Masala en klar vinder! Jeg tror, det er første gang i dag, at jeg kan kigge på det billede og tænke “ja, det kunnne jeg måske godt forestille mig at spise og lave”. Er så glad for, at jeg endelig begynder at kunne spise og nyde alt igen!
Graviditetskvalmen gjorde, at jeg knapt kunne kigge på billedet denne her ret i månedsvis. Men det stoppede jo heldigvis ikke jer fra at lave og elske denne her ret! Og gud ske tak og lov for dét.
Håber det inspirerer! Det kan jo være, der er en opskrift, du har misset eller bare ikke har fået lavet endnu.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Dine opskrifter ser virkelige dejlige ud, og jeg overvejer kraftigt at købe din bog. Jeg har det dog lidt anstrengt med ost, og det lader til at du bruger en del (inkl halloumi, feta etc). Hvor mange af opskrifterne vil du sige at det er bærendebi og hvor mange sekundært?
Hej! Jeg bruger en del ost, men oftest er det som smagssætning og altså ikke det bærende element. Altså f.eks. parmesan i en sovs / oven på en pastaret, hvor man godt kunne lave retten uden. Så jeg vil tro, du sagtens kan få masser af inspiration fra bogen, selv hvis ost ikke lige er din ting. Med det sagt er det selvfølgelig svært at svare på, hvordan lige du vil opfatte bogen. 🙂