Julen er en af de højtider på året, som godt kan være lidt udfordrende for vegetarer. Det er her det skandinaviske kødfokus er på sit højeste og traditionerne har stærke rødder. Samtidig tror jeg virkelig, der er ved at ske noget, og der er en nysgerrighed og vilje til at imødekommende vegetariske behov, som der ikke har været på samme måde tidligere. Hermed et indlæg om vegetarisk smørrebrød! Både med opskrifter her fra Vegetarisk Hverdag og lidt ekstra inspiration fra det store internet.
Vil du bage dit eget rugbrød har jeg lagt min klassiske rugbrødsopskrift op her på siden sidste år, og der findes også en guide til at starte din egen surdej.
Har du prøvet en opskrift på et godt vegetarisk smørrebrød? Så kommentér endelig med et link, så hjælper vi hinanden til at opdage nye lækre opskrifter. 🙂
Fire vegetariske smørrebrød
Vegetarisk smørrebrød med pankopaneret halloumi
Ja, vi har jo allerede konstateret, at jeg elsker halloumi, og at jeg forsøger at starte en halloumi-revolution i Danmark. Halloumi i alle supermarkeder tak! Og ikke kun om sommeren. Denne vinter kan man stadig få halloumi i Kvickly og andre større supermarkeder og det er trods alt fremskridt. Spørg efter det, hvis det ikke fås i dit lokale supermarked! Det er faktisk den bedste måde at ændre i varesortimentet.
Vegetarisk smørrebrød med kartoffel og goudacreme
Det her er måske mit yndlingssmørrebrød i den vegetariske kategori. Goudacremen er TO DIE FOR. Vi havde noget lignende på buffeten til vores bryllup og gæsterne snakker stadig om den her over tre år efter. Smørstegte kapers er noget alle burde prøve i livet, men hvis kapers ikke lige er dig, er smørrebrødet her også fantastisk med syltede svampe.
Vegetarisk smørrebrød med avocado, rygeostcreme og dild
Et vegetarisk take på den klassiske røgede laks. Synes den røgede smag fra rygeosten, sammen med cremetheden fra avokadoen og den friske smag af dild og citron gør sig rigtig godt. Denne ville også være virkelig lækker på hvidt brød.
Vegetarisk smørrebrød med svenske vegeboller
Brug mine svenske vegeboller med valnødder, svampe og gouda til et smørrebrød! Det er de altså helt geniale til. Bare top med rødkål (evt. hjemmelavet rødkål) og eventuelt lidt syltede agurker.
Andre idéer til vegetarisk smørrebrød
Jeg synes denne opskrift på grønkålstartar med ristede mandler fra Aarstiderne lyder ret lækker. Den kan desuden let veganiseres ved at bruge vegansk yoghurt og mayo (har hørt godt om den fra Hellmanns). Ville have lavet en version af denne til bloggen, hvis jeg havde haft tid i år, men med en kogebog der skal være færdig, så har jeg måttet skrue lidt ned for forventningerne. 🙂
Ditte Ingemanns blogindlæg om vegetariske smørrebrød er også meget inspirerende synes jeg! Gode veganske bud på smørrebrød der også.
Jeg håber, I kaster jer ud i at prøve lidt vegetariske julesmørrebrød i år! De er i hvert fald gode, hvis jeg selv skal sige det.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.