Eftersom jeg laver mere og mere mad med bønner og kikærter, er det med at købe færdigkogte på dåse ikke holdbart. Det er meget billigere og faktisk utroligt nemt at koge selv. Man kan til og med sagtens koge kikærter på en hverdag. Kikærterne kan stå i blød, mens du er på arbejde og med natron i kogevandet bliver kikærterne hurtigt helt møre og cremede.
Jeg har prøvet at koge kikærterne med både citronskal, grøntsagsfond, olivenolie og laurbærblade, men min erfaring er, at de er nogle utaknemmelige røvhuller, som ikke tager smag af noget og bare gerne vil være neutrale. Til gengæld kan man så krydre og stege dem, have dem i gryderetter og supper eller blende til en lækker hummus efter kogning.
Opbevaring af kogte kikærter
Jeg koger en hel pose ad gangen, det kan man lige så godt. Jeg opbevarer dem i køleskabet i deres kogevæske og så bruger jeg dem i forskellige retter i løbet af ugen. Hvis jeg vil fryse dem ned, hælder jeg kogevandet fra og fryser dem ned i 240 g portionsstørrelser (svarende til en dåse).
Hvis du også kunne tænke dig at læse lidt om kogning af bønner, så findes der nu et indlæg om at koge bønner til perfektion!
Kog kikærter til perfektion
15-45 min (+ iblødsætning) / 1250 g kogte kikærter
Ingredienser
- En pakke tørrede kikærter (500g)
- Rigeligt iblødsætningsvand
Til kogningen:
- 1,5 L vand
- 1 tsk natron
- Godt med salt
Sådan koger du kikærter
Læg kikærterne i blød i rigeligt koldt vand natten over, eller mens du er på arbejde (8-12 timer).
Hæld iblødsætningsvandet ud og sorter de misfarvede kikærter fra. Kom kikærterne i en stor gryde med 1,5 liter friskt vand. Kog op ved høj varme. Når vandet koger, skrues der ned til lav varme, så det simrer.
Efter fem minutters simren tilsættes natron og salt.
Kogetiden varierer en del i forhold til iblødsætningstiden og fra pose til pose (det er noget med, hvor gamle de er). Det kan være alt fra 15 til 45 minutter. Check dem efter 15 minutter. De er færdige, når de er møre og cremede. Lad dem gerne køle ned i deres kogevæske og opbevar dem i køleskabet i væsken (ligesom med dåsekikærter) eller frys dem ned i portionsstørrelser (uden væske).
500 g tørrede kikærter bliver til ca. 1250 g kogte kikærter. Det er så utroligt nemt at koge kikærter selv!
Opskrifter med kikærter
Tomatsuppe med kikærter og feta-quesedillas
Stegte kikærter i lun salat med persille-tahin-dressing
Bagte rødbeder og blomkål med feta-tahin-sovs
Kikærtedeller med feta & ovnbagte rodfrugter
Salat m. aubergine, kikærter, snackpeber & feta
Græsk salat med kartofler & sprøde kikærter
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev.
160 

Hvordan optør man dem bedst hvis man fryser dem? Kan man hælde dem direkte i retten eller hvordan? Bruger mest kikærter i gryderetter.
Du kan sagtens hælde dem direkte i en gryderet. Ellers er det bare at tage dem ud om morgenen og lade dem tø op i køleskabet. Men førstnævnte er selvfølgelig nemmest. 🙂