Jeg havde store ambitioner om, hvad jeg skulle nå inden jul, og selvfølgelig når jeg kun knap halvdelen. Forsiden til kogebogen driller, og har taget en del kræfter, og der er et butiksjob som skal passes. Jeg rejser jo en hel måned til Australien juleaften, så der er meget som skal nås inden. Den evige juletravlhed, am I right?
Det skal heldigvis nok blive jul alligevel og hvis der skulle være nogle derude, som selv vil spise vegetarisk eller har familiemedlemmer der gør, så kommer her mit forslag på en vegetarisk menu til jul!
Vegeboller med valnødder svampe og gouda
Det her er min absolut bedste opskrift på en god vegebolle. Du kan sagtens bage den som en nøddesteg/paté, men jeg elsker metoden her, hvor man koger dem først og så steger dem i smør. Kogningen gør dem saftige og så får man altså lidt mere stegeskorpe, når man steger dem i små boller.
Vegetarisk brun sovs
Første gang jeg skulle lave vegetarisk brun sovs, vidste jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Man er så vandt til den klassiske “ovnsteg-en-and/flæskesteg-brug-saften-til-sovsen”-metode. Men det er heldigvis ikke svært at lave en velsmagende vegetarisk sovs, man skal bare tænke på at bygge mange lag af umami og velsmag ind. Der er en del ingredienser i min, men ingen som man ikke ville finde i de flestes spisekammer, og den tager ikke en evighed at lave.
Hjemmelavet rødkål
Jeg elsker denne her opskrift på rødkål. Det er min svigermors og vi laver den efterhånden hvert år. Tror det bliver svært for mig at gå tilbage til færdiglavet rødkål, nu hvor jeg har smagt denne, og det dufter skønt af jul i hele huset, når den simrer.
Fennikel- & citrussalat med mynte
Vil I have et friskt indslag på julebordet til at skære igennem noget af alt det tunge, så anbefaler jeg på det kraftigste denne klassiske og enkle salat med fennikel og citrus. Du kan eventuelt tilføje lidt ristede hakkede mandler, det tror jeg ikke vil gøre den dårligere. Den friske anissmag fra fennikel og den skarpe og søde smag fra citrusfrugter fungerer rigtig godt sammen med julekrydderierne i de andre komponenter på julebordet.
Jeg ønsker jer en glædelig jul og et lykkebringende nytår!
Jeg håber I kan bruge opskrifterne som inspiration til en vegetarisk menu til jul. Jeg selv fejrer en smule med min svenske familie her i weekenden, og det bliver dejligt med lidt julehygge, selvom vi ikke er hjemme på juleaften.
Jeg har planlagt en række opskrifter, som bliver tidsindstillet og kommer ud, mens jeg er på ferie, så der bliver ikke helt stille her på kanalen. Men dette indlæg er det sidste, hvor jeg sidder ved tastaturet i realtid. 2020 bliver et vildt år, så meget kan jeg konstatere.
Tak fordi I har fulgt med her i løbet af året! Det glæder mig hver eneste dag.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.