2025 – et tilbageblik

Det er mit indtryk, at 2025 for mange var et krævende år. For mig var det året, hvor jeg lykkedes med at passe bedre på mig selv, end jeg nogensinde har formået før. Et år hvor jeg har stået stærkere i mig selv og min intuition end tidligere. Og samtidig har det været det nok sværeste år i mit voksne liv, som jeg også har prajet lidt om på instagram uden at gå i detaljer. Jeg skrev egentlig denne tekst for min egen skyld – et slags terapeutisk tilbageblik over året, der gik. Her kommer det i en redigeret, men stadig meget ærlig udgave, som jeg deler, fordi det betyder noget for mig som semioffentlig person at kunne have hele mig med og ikke bare fremvise en facade.

Jeg har de sidste par år arbejdet med et ledeord for året. 2024 var tillid, 2025 skulle handle om næring. Hvad nærer mig både kropsligt og sjæleligt, og kan jeg få mere af det ind i mit liv? Måske det også kunne kombineres med den idé til en bog, jeg havde haft siden efteråret og som nu skulle til at tage form (faktisk hed bogen Næring det første laange stykke tid).

Januar

2025 lagde hardcore ud, ingen tid at spilde åbenbart. I starten af januar ramte en meget hård erkendelse. Tanker jeg havde haft løbende gennem et års tid bundfældede sig endelig i kroppen og føltes pludselig meget virkelige, og som noget jeg blev nødt til at tage en svær beslutning omkring. Jeg gik og løb mange ture i skoven og langs kysten den måned. Græd mange tårer. Hvis jeg skal beskrive 2025 med ét ord er det nok livskrise.

Vi dykkede ned i den sidste store del af renoveringen af huset, nemlig køkkenet og Sonjas værelse.

Jeg skrev om at få to telefoner og skrue ned for tiden på instagram. Det har jeg holdt fast i! Og jeg har været mindre på instagram i år, end jeg har været længe. Det har virkelig været en god løsning for mig, at instagram-telefonen kan slukkes og lægges ned i en skuffe, og generelt bliver hjemme, når jeg er på farten.

Februar

Jeg fyldte 37 år og tog til London på inspirationstur til bogen med Line fra forlaget og Sofie, der skulle fotografere og designe bogen. Vi spiste os igennem byen og landede en undertitel, som kunne bruges i forlagets salgskatalog.

Både køkken (med opvaskemaskine! Efter næsten et år uden) og Sonjas værelse blev færdigt, og vi kunne puste lidt ud efter 2,5 års renovering.

Marts

I marts opskriftsudviklede jeg som en gal og skrev og skrev på tekster på temaet næring. Det føltes angstfyldt og dårligt, som om ordene bare ikke ville forme sig lige meget, hvad jeg gjorde. Jeg ville skrive om, hvad det er der nærer os. Både når det kommer til maden og i livet generelt. Og hvad nærer vi denne her klode med? Hvordan påvirker fødevaresystemet jorden? Det var ambitiøst. Måske rigeligt ambitiøst midt i pågående livskrise. I slutningen af måneden tog jeg i sommerhus med kollegavenner. Fire dages skrivetur, nu måtte det bære eller briste. Skrev på trods. Sendte afsted til forlaget.

Marts markerede også et helt år som fastboende i en landsby på Falster. Det har givet mig så meget ro at bo på landet, det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er også stadig lidt forvirret over, hvad jeg laver hernede, men jeg har fået så gode venner, og jeg trives, så jeg ved ikke, hvad forvirringen handler om. Er det noget med identitet? At det er kommet bag på mig, at jeg har det så godt her?

Vi besluttede os for at sælge andelslejligheden i København. Et endeligt farvel til hovedstaden. Tanken om at bo i en lejlighed igen føltes kvælende for mig.

April

I april skrev jeg om at finde ordene. Jeg havde et møde med forlaget om teksterne, jeg havde skrevet, og gik derfra med stor tvivl om, om bogen ville udkomme i år. Jeg arbejdede mere denne måned, end jeg havde gjort meget længe. Lod teksterne være og opskriftsudviklede i stedet. Afholdte fem foredrag på to uger. Forspirede sideløbende på livet løs til haven, som eksploderede frem efter en lang vinter.

På trods af den krise, jeg forsøgte at navigere i, følte jeg mig stærk. Jeg formåede at holde pauser fra arbejdet uden dårlig samvittighed, og jeg nød virkelig haven, som endelig var begyndt at se ud, som jeg havde drømt om. Mindst en gang om ugen kørte jeg ned til skoven om morgenen efter aflevering og mediterede på en træstub med fødderne plantet blandt anemonerne.

I slutningen af april mødtes jeg med Frederikke, som blev redaktør på bogen (hun hjalp mig også med at gøre de personlige tekster i Den dovne vegetar ekstra skarpe). Hun havde læst de tekster, som jeg havde skrevet, og sagde det, jeg havde brug for at høre “det er som om, du er ved at skrive to bøger. Lav et nyt Word dokument og vær meget kritisk omkring, hvad der skal med videre”. Jeg vidste dagen efter, at hele temaet om næring skulle ud, og det var en stor lettelse.

Maj

Titlen LAG PÅ LAG faldt på plads, konceptet blev tydeligere, og det var som om alt flød så meget bedre herfra. Jeg skrev i hængekøjen med udsigt over køkkenhaven og havde sådan et godt flow.

Jeg har aldrig opskriftsudviklet så meget, som jeg gjorde denne måned. Hvis bogen skulle blive færdig til tiden, var der ingen tid at spilde. Og selvom jeg havde travlt, var det også legende og kreativt på en måde, jeg ikke har prøvet før, og jeg følte virkelig, at jeg udviklede mine fotoskills til denne bog. Det er som sædvanligt mig, der har taget alle fotos af retterne. I slutningen af måneden kom Sofie og Line til Falster for at skyde analoge fotos, der skulle supplere opskriftsbillederne.

Jeg checkede ud af instagram og lod bloggen sejle. Den tid jeg havde tilovers, brugte jeg i haven og på at puste ud i skoven.

Vi tog en weekend til Jylland for at møde Tove for første gang, og Sonja fyldte 4 år <3

Og så tømte vi lejligheden i København og lukkede døren til det kapitel. Det føltes vildt og stort og en anelse skræmmende.

Juni

Vi hentede lillebitte Tove hjem og hjerter smeltede.

Sonja har fra dag et kaldt hunden hendes lillesøster.

Jeg lavede mad og mad og mere mad.

Jeg skrev en kronik til Information.

Vi havde foto på forlaget med mine dejlige venner som stillede op med store smil og kram, og jeg følte mig så heldig og rig på gode mennesker. Jeg var så stresset denne her dag, tror ærligt, jeg var lidt spids at arbejde med. Det var en stor lettelse, da vi var færdige og bare kunne spise maden. Billederne Sofie tog blev så gode, og mange af dem har fundet vej til bogen. Forsiden blandt andet!

I slutningen af måneden havde vi statusmøde i arbejdsgruppen, og Line præsenterede en idé om, at der skulle være et dessertkapitel i bogen. En tanke jeg selv havde tænkt, men slået til side på grund af tidspres. Men hun havde jo ret. Fandens også.*

*Det blev heldigvis til nogle sygt gode opskrifter, jeg er meget glad for, at det kom med!

Juli

I de første par uger af juli blev jeg færdig med næsten alle opskrifterne til bogen, og Aller kom forbi til et interview, som blandt andet er kommet ud her.

Jeg gik på en slags sommerferie, og Sonja og jeg tog på lejr i Jylland, mens André arbejdede på Møn det meste af sommeren.

Tove udviklede sig til et reelt bidemonster og at holde ferie alene med ikke helt renlig hundehvalp og en 4-årig og samtidig forsøge at jonglere opskriftstests var udfordrende. 2025 blev et år uden ægte sommerferie, og det huer mig egentlig ikke.

August

I august blev der taget en beslutning om den livskrise og usikkerhed, der havde fyldt siden januar. André og jeg skulle hver til sit. Det er et smertefuldt og sorgfuldt brud, som er sket med stor omsorg for hinanden. Jeg er meget stolt over, at vi kunne give det tid og plads, før vi traf en endelig beslutning. Jeg har været i tvivl om, hvordan og hvornår jeg skulle dele det. Om jeg overhovedet skulle dele det. For mig har det været en elefant i rummet, som også skabte en distance til mit arbejde, hvor det er vigtigt for mig at kunne være mig selv. Det er ikke fordi jeg deler alt, absolut ikke, men det her har alligevel påvirket mit liv så grundlæggende og voldsomt det sidste år, og jeg har brug for, at det ikke er en hemmelighed.

Jeg skrev mit første nyhedsbrev med titlen De første vaklende skridt, og man kan godt læse krisen i det.

Senere i august løftede jeg sløret for titel, forside og tema for LAG PÅ LAG og åbnede for forsalg (TAK fordi I købte så mange bøger, det betød mere, end I aner). Jeg opskriftstestede for fuld skrue, og André og jeg lavede catering til en fest i landsbyen, vi bor i. Jeg tror, jeg lukkede ned for meget i denne periode, det var ren overlevelse.

September

I starten af september gik LAG PÅ LAG til tryk, og jeg tog direkte til foredrag i først København og derefter Aarhus. Der var interviews og presse omkring bogen. Sonja fik at vide, at vi skulle skilles. Jeg hang i en tynd tråd.

Oktober

LAG PÅ LAG kom fra tryk og var smukkere end smuk. Jeg er meget stolt af den, det er det projekt, jeg har lavet med flest nye opskrifter og generelt bare MERE af alt.

Oktober var en måned af heftige kontraster. Politiken kom til Falster. Vi fejrede bogen i arbejdsgruppen på Maison og med karaoke. Jeg signerede bøger solgt i forsalget på lageret med uvurderlig hjælp fra Line Jensen. Der var bogreception for LAG PÅ LAG på forlaget torsdag den 9. oktober. Dagen efter gik skilsmissen igennem i e-boks. Mandag var det bare mig og Tove, der boede fast i huset. Tirsdag udkom LAG PÅ LAG. Jeg blev kaldt Fråderens hersker og “hverdagsmadens hippeste dronning” i Weekendavisen.

November

De første tre uger af november var tunge. Jeg kunne endelig give slip efter måneders arbejde og sorgen fik plads. Bogforum i starten af måneden var krævende at komme igennem. Det var brutalt med den dobbelthed det er at være en succes udadtil og i stykker bag kulisserne. Det begyndte heldigvis at lette lidt i slutningen af måneden.

December

I december tog jeg efter syv år på medicin min sidste antidepressiva. Jeg havde haft lyst til at fortsætte min nedtrapning meget længe, men livet var for turbulent. Nu var det tid. Og jeg længtes efter en sejr at slutte året på. Jeg kommer til at skrive mere om det på et tidspunkt. Måske når de sidste hjernetåger er lettet (håber de gør det).

Jeg fik gang i surdejsbagningen igen, og jeg er hooked! Der er ikke noget bedre end hjemmebagt surdejsbrød og rugbrød.

Og så begyndte en bus at køre rundt i Københavns gader. What is life?!

Jeg skrev et debatindlæg til Politiken om vigtigheden i at invitere andre mennesker hjem, selvom det roder, og der ligger nullermænd i hjørnerne. Og jeg startede min egen nullermands-madklub her på Falster.

Vores lille familie holdt jul sammen i Malmø. Det var følelsesladet, men også fint. Jeg ved, vi vil gøre, hvad vi kan for at lande på benene i den form vores familie har taget nu. Det er trods alt opmuntrende at leve i en tid, hvor der er mange familieformer at spejle sig i.

2026

Nu er vi nogle dage inde i januar. Mit ord for i år er overgivelse. Ikke på Maude jeg-går-op-og-lægger-mig-måden, men mere “come what may, jeg forsøger bare at stå her med fødderne solidt plantet på jorden og forholder mig til tingene, som de kommer, uden at forsøge at kontrollere for meget”. For livet er godt nok om noget uforudsigeligt.

Jeg drømmer stadig om at flytte, og at skabe mit eget helle et sted. Men jeg ved ikke hvor eller hvornår, så jeg giver slip og lader det åbenbare sig. For nu overgiver jeg mig til der, hvor jeg er. Nyder mine nye relationer og min elskede kyst og skov. Og så håber jeg, at jeg snart får lyst til at kaste mig over madlavningen igen. Indtil da glæder jeg mig over igen at have tid og overskud til at skrive, for det har jeg savnet.

235 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlæggetLoading...

Skriv en kommentar

Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.