Da jeg gik på juleferie den 20. december, loggede jeg ud af Instagram og Facebook og gik en virkelig lang tur på stranden i solen, mens jeg snakkede med et par venner. Jeg følte det som en stor befrielse. At logge ud altså. Jeg var i december måned virkelig faldet i fælden med at tage min telefon op i tide og utide og klikke mig ind på Instagram uden at tænke over det. Med en følelse af mental overspisning til følge.
Det er ikke noget nyt det med at logge ud i ferierne. Siden jeg startede med Vegetarisk Hverdag har jeg typisk logget ud af Instagram hele juli måned samt i juleferien. Det er altid en god genstart. Lige at bryde vanen og komme til at savne lidt.
Denne gang føltes det anderledes. Mest fordi jeg ekstra tydeligt kunne mærke lettelsen ved ikke at skulle forholde mig til alt det indhold hele tiden. Indhold, hvad er det også for et ord? Det føles så identitets- og meningsløst. Men det er vitterligt også sådan, det ofte føles for mig at åbne den app. Som at jeg skal forholde mig til tusind lamper, der bimler og bamler, og som jeg ikke aktivt har bedt om at blive præsenteret for.
Lad mig skynde mig at sige, at jeg elsker, hvad instagram har gjort for mit arbejdsliv. De beskeder, der lander i min indbakke om den forskel mine ord og mine opskrifter gør ude i de danske køkkener, er den største motivitation. Jeg er ekstremt taknemmelig over den rækkevidde, den platform har givet mig. Og jeg elsker de mennesker, instagram har introduceret mig til. Madguru og ven Julia Tuvesson som er den største inspiration bag Vegetarisk Hverdag. Jeg tror ikke, jeg havde fundet troen på, at jeg også kunne, hvis ikke jeg havde haft hende at spejle mig i. Min Erfa-gruppe med Line Jensen og Gry Jexen udsprang af instagram, og de to betyder alt både fagligt og personligt. De kloge ord og skarpe holdninger fra Rikke Colin, der har rykket mig personligt, og var en stor inspiration ift. dovenskabstemaet for Den dovne vegetar*. Fulvia (The Glow inst.) der serverer blødhed og skønhed. Jozefina Skovgaard og amerikanske Dr. Becky (Good inside), der på hver deres måde har været så vigtige for, at jeg kunne finde fodfæste i mit moderskab. Bekendtskaber hernede på Falster, jeg formentlig ikke havde lært at kende, hvis ikke det var for den platform. Jeg kunne fortsætte.
Og på samme tid. Mon vi havde kunnet finde hinanden uden den platform?
Inden instagram havde jeg bogmærket mine yndlingsblogs så de lå der som små ikoner i browseren, og dagligt tog jeg runden, oftest over morgenmaden. Var der nogle, der havde skrevet noget nyt? Én blog ad gangen i ro og mag. I løbet af det sidste årti er mange af de blogs lukket ned én efter én. Instagram var dér, man kunne tjene penge, og man behøvede ikke engang skrive så langt. Jeg har ofte nævnt, at jeg savner blogs, og at det også er derfor, jeg selv insisterer på at skrive. Og guderne skal vide det ikke er ved blogskriveriet, at min indkomst ligger. Til gengæld finder jeg stor mening her.
I Sverige har bloggene overlevet, jeg tænker på hvorfor. Der er tydeligvis stadig økonomi i det, i Danmark er man kun interesseret i Instagram og Tiktok (som jeg nægter at komme på, for jeg kan ikke forestille mig noget mere ødelæggende for sjælen end hurtigtklippede videoer og dødsalgoritmer).
Jeg starter stadig hver eneste morgen med at gå ind på Elsa Billgrens blog og læse det daglige indlæg, som hun tidsindstiller til kl 5 hver morgen. Jeg elsker det bevidste ved handlingen at gå ind på en side, hvor der ikke er andet indhold, end det jeg specifikt vælger at læse. Og der er en tryghed i, at der er en daglig tekst om højt og lavt.
I juleferien blev det tydeligt at noget måtte ændre sig. Jeg følte mig gladere og mere fri uden tilgangen til sociale medier. Slugte Miranda July’s All Fours på en uge, løb ture, var til stede. Frihed er en af mine livsværdier, og når jeg får øje på noget, der holder mig fra at leve i linje med en værdi, skal der handles.
Jeg kunne prøve at logge ud med mere jævne mellemrum, men jeg har ikke rygrad til at have appen på min telefon og bare bestemme mig for at bruge den mindre. Der er jo et klart afhængighedsforhold. Og jeg kan ikke (og tror heller ikke jeg vil?) droppe instagram helt, det er simpelthen for vigtig en platform for mit arbejde, og der er mennesker, jeg gerne vil holde kontakten med.
Så i stedet bestilte jeg en ekstra telefon på Refurbed (en virksomhed, der sælger brugte telefoner). På min primære telefon har jeg slettet alle apps, som jeg havde en tendens til at klikke mig ind på uden at tænke over det, fordi min hjerne trængte til et fix. Alt det er kommet over på den nye telefon i stedet. Det var i første omgang Instagram og Facebook, der flyttede. Substack tænkte jeg, jeg kunne beholde på min primære telefon, men den app røg også ud for et par dage siden. Den blev bare det nye ikon min tommelfinger søgte efter i mangel på andet, så snart jeg samlede telefonen op. Og overvældelsen blev ikke mindre af, at det er en platform med flere lange tekster. Karen Dich skrev en fantastisk tekst på netop Substack om overvældelsen ved alt indhold, som jeg kan anbefale.
Jeg oplever, at vi er i en brydningstid, når det kommer til sociale platforme. Nye platforme bliver testet af, mange valfarter fra Meta og X til Bluesky, Substack og Pixelfed. Jeg ved ikke helt, hvad det er, vi håber på. At vi kan komme tilbage til de spæde dage med Instagram, hvor det føltes spændende, vi følte os tættere på hinanden og feedet var reklamefrit og kronologisk med bare de profiler, vi selv havde valgt at følge? Det kan jeg da i hvert fald godt længes efter. Jeg tvivler på, at det er det vi får. Det føles som én afhængighed, der skiftes ud med en anden, når det vi i virkeligheden længes efter er mere nærhed, autencitet og fordybelse (det er i hvert fald det jeg længes efter).
Jeg kan allerede mærke, at en platform som Substack mere giver mig en følelse af utilstrækkelighed og overvældelse end af kreativitet og selvbestemmelse. Og nu har jeg oprettet en profil på Pixelfed, for måske bliver det, det nye instagram? Eller også bliver det bare endnu en platform at føle sig forpligtet over for, som stjæler energi fra det, jeg egentlig gerne vil bruge min (arbejds)tid på.
Jeg holder allermest af at skrive på min egen hjemmeside (for ikke at nævne at lave bøger). Her er der ro, og jeg ejer den oplevelse, jeg giver videre. Her er ingen blinkende reklamer, ingen krav. Samtidig ved jeg også, at jeg kun kan opnå en brøkdel af den rækkevidde, som jeg kan nå på andre platforme. Så lige så snart jeg trykker udgiv her, kopierer jeg indlægget over på Substack, og deler det videre via instagram. Det er jo bare den tid, vi lever i.
Men hvem ved, måske er der nye vinde der blæser?
211 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlægget
Loading...
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Hej Camilla!
Jeg tror der er nye vinde, der blæser!❤️
Jeg har lige slettet min Facebook – for et år siden var det Instagram og Snapchat der røg. Det er en befrielse for mig, for de apps gjorde ikke længere noget godt for mig. Jeg var i starten bekymret for, om jeg ville finde samme inspiration, når jeg ikke længere havde Instagram ved hånden. Det jeg lærte var, at de gode sider ved Instagram, dem kunne jeg istedet finde i kogebøger og håndarbejdsbøger.
Det har ændret mig at skifte Instagram ud med bøgerne. Der er ikke støj i bøgerne for mig og jeg bliver ikke så mentalt overloaded.
Samtidig er jeg blevet gode venner med mine telefon igen. I nogle år var jeg virkelig vred på den, for den var som en magnet på mig og jeg tog så tit mig selv i at sidde der og scrolle i alle mulige apps uden at have lyst til det. Efter jeg har slettet mine sociale medier, er det eneste jeg kan scrolle i min kamerarulle og mine playlister på Spotify og det er i grunden ret hyggeligt 🙂
Jeg vil gerne være selvstændig i fremtiden og i et stykke tid har jeg tænkt, at det smarteste nok var, hvis jeg lavede en Instagram profil. Men jo mere jeg har tænkt over det, jo mindre giver det mening for mig. Hver gang jeg går ind på den app nu, får jeg en følelse af utilstrækkelighed. Jeg bliver stresset over, at jeg føler, jeg arbejder for langsomt og at alle andre laver meget mere end mig. Sådan får jeg det ikke, når jeg læser bøger, når jeg lytter til mine yndlings podcast og når jeg klikker ind på din blog❤️
Jeg elsker at følge med på din blog og jeg elsker, at læse i dine kogebøger❤️ Jeg er så taknemmelig for, at du også bruger de platforme, selvom Instagram stadig er stedet det sker økonomisk. Det gør at jeg kan blive inspireret af dig uden at have Instagram og det er jeg bare så glad for 🙂
De bedste hilsner
Josefine
Altid dejligt at læse den slags reflektioner 🙂
Jeg vil bare anbefale app’en (ironisk nok) Minimalist phone. Når man lige kommer sig over at der er lavet en app til at hjælpe en med at bruge ens telefon fornuftigt og begynder at stole på at de faktisk ikke er interesseret i at man klikker mere og mere hos dem, så kan man nok bedre se meningen med det 🙂
Uanset har den gjort underværker for mit telefon-brug, så ville bare anbefale 🙂
Jeg har mange faneblade i gang på min telefon, men kun én blog: din, på din ‘livet & hverdagen’-fane. For jeg vil ikke gå glip af dine indlæg. Kommer til at lyde MEGET gammel nu (måske fordi jeg er det?!), men var med på (mad-)blogs’ne i deres spæde start (damn, det er næsten 20 år siden, jeg startede min!), men den døde en langsom død, efterhånden som facebook og insta (og reklamer og at-tjene-penge-på-blogs/influencing) blev en ting. Havde fuldstændig ligesom dig en del blogs jeg fulgte med i og checkede, og jeg ELSKEDE det community, der var i madblogverdenen. Men tilsidst blev det mere en popularitetskonkurrence end et sted, hvor jeg faktisk connectede med folk, og der kom et (føltes det som for mig) pres på at poste mere, oftere, vildere – og så røg personligheden bag fuldstændig. Det blev efterhånden mere banner-reklamer end mennesker. Og jaja, jeg kan da også godt blive småirriteret over at google mig frem til en opskrift, jeg skal bruge lige nu, og først skulle igennem en dagbog over hvad bloggeren ellers havde lavet den dag – selvom jeg vil hellere igennem det end at skulle klikke mig væk fra diverse irrelevante videoer og nyhedsbrevsopskrivninger – men det er jo fordi bloggeren ingen betydning har for mig længere. Jeg følger jo ikke med – jeg surfer bare forbi. Jeg savner tyngden og forbindelsen.
Ved ikke helt hvad min pointe er med ovenstående, men måske mest bare at tilføje et HØRT! og at sørge for at du også på din helt egen platform kan ‘høre’, at der er nogen herude, der bliver glad hver gang, du poster – så kan det jo være, du bliver ved 😉
Mange interessante ideer og tanker her! Også efter kl. 18-tankegangen. Jøsses. It never ends. Jeg logger altid ud af IG, når jeg har været online. Det hjælper mig til at overveje hver eneste gang, om jeg virkelig har brug for at logge ind. To telefonsystemet er en supersmart idé! Men jeg er vist selv for doven til at gide det. Jeg har ikke en Facebook-app, og kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft den på min telefon, for hvorfor?
Vi higer efter at være frie, men lænker os til skærmene, hvad end det er telefonen, computeren eller tv’et. Jeg synes, vi lægger et alt for stort pres på os selv, også i forhold til at skulle følge med i alt og alles business. Samtidig har jeg fuld forståelse for at skærmene også udgør et vigtigt arbejdsredskab for de fleste, og er et sted hvor man finder inspiration, og derfor er det virkelig interessant at høre, hvordan I alle griber skærmtiden og selve handlingen i at minimere den an <3
Jeg følger helt bevidst ingen af mine venner eller bekendte på insta. Kun folk der inspirerer mig og/eller tilføjer noget til mit forælderskab. Derudover bruger jeg ikke appen, der er meget færre reklamer hvis man ser den i en browser og synes ikke jeg bliver nær så overstimuleret som i appen. Alligevel bruger jeg mere og mere tid på instagram og kan mærke at jeg skal blive mere bevidst. Ved ikke helt hvad jeg vil sige, andet end at det er svært!
Tak for dit indlæg, altid dejligt at følge med i det du skriver
Meget enig! Det er blevet for tomt og for hurtigt, det hele. Jeg har slettet Facebook og Instagram på min telefon (har heldigvis aldrig haft snapchat eller tiktok) og det er da lidt godt. Men jeg kan også mærke, at den “tomme hurtighed” ikke bare bor i min telefon men også inde i mig. Jeg føler, at jeg skal i gang med at lære at være til stede med det jeg laver, og samtidig aflære min zapper-hjerne. Sådan en mærkelig hvileløshed, som jeg ærligt ikke ved, hvordan jeg skal komme af med. Jeg måtte også slette LinkedIn, fordi jeg så begyndte at glo på den. Dernæst blev det DR Nyheds-app’en, der måtte slettes, for nu gloede jeg på den i stedet og det var faktisk endnu værre. Jeg har stadig ikke lært det. Jeg savner de gamle dage, hvor jeg – ligesom dig – havde mine favoritblogs liggende som bogmærker i browseren og tjekkede dem hver dag. Og det var ligesom det.
Jeg slettede Instagram og Facebook fra min telefon i sommers, for at være mere nærværende med min familie. Det har givet mig så meget ro i hovedet, og når jeg en sjælden gang imellem er på Facebook eller Instagram for at kigge efter noget, bliver jeg så overvældet af alle de billeder og lyde.
Jeg vil i din forbindelse anbefale bogen “Kig op” som netop handler om, hvordan skærmene tog magten og hvilke konsekvenser det har for os som individer og vores samfund.
❤️✌️ Vi er mange, tror jeg, der har det på samme måde. Vores samvittighed byder os at søge væk fra Zukerberg og Musk. Men nemt er det ikke, da det store ‘sociale’ netværk, man har opbygget, jo ikke følger med fra start. Jeg eksperimenterer pt med Bluesky, Pixelfed, Mastodon og måske også Substack om lidt. Ingen af dem synes dog at kunne det, som jeg oplever fb og insta kan. Så jeg bliver nok på dem indtil den dårlige samvittighed bliver for stor og netværket er flyttet med over på de alternative platforme.
Elsker iøvrigt at følge dig og bruge dine opskrifter! I går stod den vegetariske deller; mums 💚
Virkelig relevant og godt indlæg . Går selv med de samme tanker ! Glæder mig til din næste bog ❤️
Tak for dette i skæg, Camilla.
Et praktisk spørgsmål: Jeg har tænkt en del og praktiseret det en smule, det med de to telefoner.
Hvordan løser du simkort-problemet? Har du så bare “kun” data på din stimuli-bombardement-telefon?
En refleksion: en dag i december skrev jeg eb liste over alle de praktiske gøremål, jeg ordner efter klokken 18, som mine forældre slet og ret ikke kunne for 30 år siden. Det efterlod mig lidt måbende. Alt det, jeg ordner efter klokken 18, som mine forældre ikke kunne (og dermed lettere kunne holde fri). De kunne ikke: bestille frisørtid, bestille varer, købe nye ting, tjekke deres bankkonto – og jeg kunne skrive hundrede andre punkter.
Jeg har kun simkort i min primære telefon (altså den uden alt det afhængighedsskabende), så det er dér man kan ringe og skrive til mig og jeg har data, når jeg er ude. SoMe-telefonen får som regel lov til at blive hjemme gemt væk, og jeg bruger den kun, hvor der er wifi.
Det er jo mega interessant med den “efter 18” tankegang. Altså det er ikke så mærkeligt, at vi er så mange, der går ned med stress, når hjernen vitterligt aldrig (hvis meget sjældent) får en pause. Arbejdsmarkedet får mange høvl, helt klart også med rette, men telefonerne er virkelig også et problem.