Tidligt i morges satte jeg mig ud i bilen og kørte nordpå. Morgensolen lyste gyldent himlen op mod øst og morgendisen lå over markerne. Prøvede at suge den landlige stilhed til mig og lagre den i cellerne. Nu er jeg i København et par dage, hvor jeg har lidt forskellige møder. På torsdag kører jeg mod Aabenraa, hvor jeg skal holde foredrag.
Den seneste uge har været varm og solrig, og haven forvandler sig hastigt til sit sommerjeg. Kirsebærtræets knopper er lige ved at sprække, hækken er lysegrøn af blade, der er ved at springe ud, og løgblomster og stauder vokser frem, så man nærmest kan se forskel fra dag til dag. Jeg har allerede plukket de første par buketter, nu kan der stå blomster på spisebordet frem til frosten kommer retur.
Jeg forspirer som en gal, det går blandet, som det plejer. Noget spirer ikke, noget spirer, men dør igen, og noget klarer sig. Det skal nok blive til en sommerhave uanset, men nu, hvor jeg er i gang med en ny bog, håber jeg forfængeligt, at haven bliver ekstra fotogen i år. Om ikke andet tror jeg på mine dahlia, jeg har dobbelt så mange i år som sidste år, så jeg ved ikke engang, hvor jeg skal sætte dem allesammen.
Inden jeg tog afsted prøvede jeg noget nyt og lavede spireruller af bobleplast, det virker lovende. Jeg drømmer om, at de er begyndt at spire, når jeg er hjemme igen på fredag, men det er nok for tidligt. Allermest drømmer jeg allerede om at kramme min datter, som havde feber og røde kinder, da jeg kyssede hende på gensyn i morges. Min lille sol.
Jeg skriver på bogen, men jeg føler stadig ikke, jeg ægte har fundet mine ord. Bliver ved med at skrive insisterende i håbet om, at de kommer. I morgen skal jeg mødes med min redaktør om det første, jeg har skrevet, og jeg glæder mig til at høre, hvad hun tænker. Måske det kan hjælpe mig videre.
Jeg har som sædvanligt svært ved at fokusere på andet, når jeg dykker ned i processen med en bog. Der er stille her, der er stille på instagram, jeg har svært ved at svare på mails, jeg har svært ved at skrive om andet end arbejdet med bogen, men er samtidig ikke helt klar til at fortælle om den, jeg vil være sikker på, at den bliver en bog først. Det føles stadig for skrøbeligt.
Jeg skriver fra en madras på gulvet i lejligheden i København. Her har jeg netop set Heks et smukt, komplekst og råt portræt af forfatter Andrea Hejlskov (som jeg btw virkelig nyder at følge på Substack). Jeg gik glip af filmen på CPH:DOX, men fandt den online. Den rørte mig i dens nuancerede portræt af at være et sårbart, søgende, kraftfuldt menneske. Jeg får lyst til at dykke ned i hendes forfatterskab. Jeg køber generelt virkelig mange bøger for tiden i håbet om at få læst dem en skønne dag.
Det er her i lejligheden, at jeg tydeligst mærker, hvor meget jeg har forandret mig det sidste år. Hvordan jeg på en måde er en anden, end da jeg boede her sidst. Lejligheden føles ikke længere som vores, og samtidig er den så velkendt. Vi er ved at sælge den, som en navlesnor, der bliver klippet over. Nu bor vi på landet, der er ingen fortrydelsesret. En overfladisk del af mig er angst over det, men dybt i min kerne ved jeg, det er den rigtige beslutning. Det er ved skoven og havet og den uendelige himmel, jeg hører hjemme.
68 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlægget
Loading...
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Jeg elsker dine ord – måske har du vænnet dig til dit sprog, men når man ikke har læst det længe er det tydeligt: kvalitet og omtanke, hver sætning rummer meget og er afstemt. Den næste bog bliver god, det ved alle os, der følger dig. Nu skal du bare tro på det selv ❤️
Tak Franka <3 Jeg tænkte sådan på det, da jeg stod op i dag, hvordan jeg skal slippe den overbevisning jeg har om at jeg ikke er en "rigtig forfatter" eller "rigtig skribent", men faktisk eje, at det er noget, jeg kan. Og at alle tvivler, det er nok en del af skriften.