De første vaklende skridt

Dette indlæg blev delt via mit nyhedsbrev for nogle uger siden. Du kan tilmelde dig her.

Jeg sidder i skrivende stund ved spisebordet i stuen og kigger ud på haven, der blomstrer så smukt. Bliver forstyrret af gigantiske mejetærskere, der buldrer forbi. Høsten er støvende og larmende. Min bedste tid på året er nu med nystarten efter sommerferien, hvor der er en begyndende friskhed i luften. Hvor solen ligger lavere og mere gyldent, og man i yderpunkterne kan finde striktrøjerne frem igen.

I fredags gik jeg en tur i haven, efter André og Sonja kørte afsted mod børnehave og arbejde. Vi er lige vendt tilbage fra ferie, og mødet med mailindbakken torsdag var mildt sagt overvældende, så jeg havde brug for frisk luft, inden jeg satte mig ved computeren igen.

Jeg er slet ikke klar til at kaste mig ind i arbejde, og samtidig har jeg så meget, jeg skal nå. Om under en måned skal den bog, jeg har arbejdet på hele året til tryk. Og der er som altid flere hængepartier, end jeg synes er behageligt.

Nu forsøger jeg bevidst at lande blødt i arbejdet. Ignorerer det der bimler og bamler og vælger stædigt en roligere start med tid til at slentre rundt i haven i morgensolen og observere alle sommerfuglene, der flyver rundt. Idylliske små øjeblikke i et liv, der ærligt er mere kaos end idyl lige pt. De mange beslutninger og to do punkter må vente til på mandag. Jeg ved ikke engang, om det er en god idé at skrive et nyhedsbrev, men det var dét, jeg havde LYST til, og det føles både rebelsk og rigtigt at give mig selv lov til ikke at være fornuftig. Det har generelt været min tilgang til arbejdet de sidste par år, meget mere lyststyret end strategisk, og jeg aner ikke, om det er smart, men jeg bliver et gladere menneske af det og måske er det det eneste, der betyder noget. Det går i hvert fald meget godt på trods af manglende strategiske forretningsplaner.

Køkkenhaven er forvandlet til Toves graveområde (jeg elsker, hvor skyldig hun ser ud her), jeg har ikke luget i flere måneder, og det lever ikke helt op til den vision, jeg havde i foråret. Kålen holdt op med at vokse for halvanden måned siden, og jeg aner ikke hvorfor, men jeg er virkelig træt af det (jeg har gødet, inden du begynder at komme med gode råd). Men vi høster da bønner, squash og krydderurter, og jeg forsøger at være tilfreds med det lille. Heldigvis kan man med kameraet zoome ind på de små detaljer og nyde dem på computerskærmen som et fastfrosset stykke perfektion, der kun afspejler en lille del af virkeligheden.

Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået i denne her have, men denne sommer er det også med en vis melankoli, jeg går rundt derude. Måske bliver det vores sidste sommer her. Vi har hele tiden vidst, at huset her var lidt for lille, hvis vi valgte at blive boende på landet. Det er et dejligt lille hus, men vi købte det som sommerhus, og ikke til at bo i året rundt, og der mangler et ekstra værelse. Her er to gode soveværelser oven på, som man nok godt kunne lave til tre, hvis man ville, men jeg drømmer også om et hjemmekontor i stueetagen og god plads til både kreativitet og gæster. Og når man nu bor på landet, skal man ikke gå ned på plads, tænker jeg.

Vores familie udvikler sig, og det samme gør vores behov. Så nu kigger jeg så småt mod horisonten og overvejer, hvad det næste skridt er. Det kunne godt blive her på Falster, hvor vi efterhånden har opbygget gode venskaber, og der er spirende nye relationer i bevægelse. Hvor der er så mange ildsjæle, der arbejder for at puste mere liv i egnen (os selv inklusive, som har engageret os i renoveringen af vores Landsbyforening, og har fået tildelt penge fra Nordeafonden, så den kan blive det samlingspunkt for langsbyen, vi drømmer om). Hvor jeg elsker kysten og skoven, og hvor pengene rækker lidt længere. Og med alt det sagt kan jeg ikke slippe tanken om Møn. Som nok var det første sted, jeg forestillede mig at bo, da jeg begyndte at tænke på landet, og hvor min gode gode ven Line bor.

Man skulle tro, at Møn og Falster var tæt på hinanden, men der er alligevel 40 minutters kørsel mellem vores huse. Til gengæld vil jeg gerne aflive myten om, at Falster er længere væk fra København end Møn. Det er det ikke, det er faktisk tættere på. Alt afhænger af afstanden til motorvejen.

Jeg ved ikke, hvor det lander. Men ét ved jeg: Jeg elsker at bo på landet. Det har givet mig så meget ro og plads til at være mig. Så jeg forholder mig åbent, huset må åbenbare sig og vise os hvor det næste hjem er. Det kan være, der går flere år, før det føles helt rigtigt. Eller også sker det lige pludselig.

Det føles i hvert fald tydeligt, at jeg både tager vaklende skridt ind i efterårsterminens fuldproppede arbejdsliv, og ind i næste fase i livet.

Jeg håber, I vil følge med ♡ Og hvis du sidder derude og drømmer om en fleksbolig på landet, 3 km fra den dejligste strand og til godt under en million, så tøv ikke med at skrive til mig?

49 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlæggetLoading...

Skriv en kommentar

Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.