I dag får i opskriften på grov tærtedej med olivenolie. En sprød og nem bund som er min grundopskrift til de fleste madtærter. Nogle gange laver jeg også tærtedej med smør, hvis det skal være ekstra luksus. Men hvor smørtærtedej smager intenst af smør, træder olivenolien lidt mere i baggrunden smagsmæssigt, hvilket jeg synes fungerer rigtig godt. I morgen kommer et forslag til fyld!
Jeg plejede at være sådan en rigtig tærteelsker. Kunne bage tærte hver uge, hvis det skulle være! Og så gik det op for mig her i weekenden, at jeg faktisk ikke har lavet en tærte, siden jeg startede profilen her for et års tid siden. Så da jeg skulle på picnic med nogle venner i søndags var det en perfekt mulighed for at bage en lille tærte!
Grov tærtedej med olivenolie
30-45 min / 1 alm tærteform
Ingredienser
- 100 g fuldkornsmel (1,5 dl)
- 150 g hvedemel (2,5 dl)
- 1 tsk salt
- 0,75 dl olivenolie
- 0,75-1 dl vand
Sådan gør du
Bland mel og salt i en stor skål, du kan eventuelt piske det sammen med et piskeris.
Hæld olien over melblandingen og brug en gaffel til at fordele den så fint så muligt i melet.
Tilsæt vandet lidt ad gangen og fordel i melblandingen med gaflen, til du kan samle dejen til en kugle med hænderne.
Dejen skal ikke være tør, men heller ikke klistret. Forsøg at ælte dejen så lidt som muligt.
Tryk dejen ud i en klassisk tærteform med fingrene. Tærtedej lavet med olie kan godt være lidt “flaget”, det er helt ok, bare pres den sammen med fingrene.
Lad hvile i køleskabet i 10-20 min (valgfrit), mens du varmer ovnen op til 200 grader.
Prik huller i tærtebunden med en gaffel.
Bag i 15-20 minutter, til bunden er let gylden. Fyld med dit yndlingsfyld!


113 

Tak for nem og god opskrift. Jeg var løbet tør for fuldkornshvedemel, så brugte bare ren hvedemel – det fungerede også perfekt!
Tak for opskriften. Den vil jeg gerne prøve. Du skriver en “klassisk tærteform”, hvor stor er den i diameter?
Mvh Dorte
26-28 cm 🙂
Smør du formen, inden du trykker dejen ud i formen?
Hilsen Stine 🙂
ps – Tak for alle de gode opskrifter!
Jeg smører ikke formen, der er rigeligt fedt i dejen 🙂
Der mangler vist en ovntemperatur?
Vh. Louise
Det står i opskriften. 🙂 200 grader!
Mange tak for inspiration og fine opskrifter.
Vil det være muligt at bede om opskriften på porretærte med oliven?
På forhånd mange tak for hjælpen.
Mange hilsner, Inge-Merete
Hej! Den opskrift er med i Den dovne vegetar, så der må du få fat i bogen. 🙂 Hvis du ikke vil købe den, kan den lånes på biblioteket. Kh Camilla
Kan tærten fryses ?
Ja 🙂