Der er flere af jer som har efterspurgt en opskrift på daal and your wish is my command! Det er retten med ligeså mange stavemåder, som der er opskriftsvarianter, for det er jo egentlig bare ordet for en ret med linser i. Grunden til at lige netop denne version smager åndssvagt godt er enkel: SMØR. Masser af smør.
Jeg vil anbefale at lave din egen garam masala blanding, det giver den mest komplekse og lækre smag, men hvis du ikke kan få fat i de forskellige krydderier, så køb endelig bare en færdig blanding, det kan du også fint slippe afsted med.
Jeg toppede min daal med avokado, creme fraiche, koriander og nogle ristede solsikkekerner, jeg havde tilovers. Der røg også lidt syltede rødløg på efter billedet blev taget. Men server med ris, naanbrød, nødder, raita eller hvad du synes bedst om! Og hvis du ikke kan lide koriander er persille faktisk en fin erstatning i denne sammenhæng (det skarpe øje vil se, at jeg faktisk bruger persille på billedet her, fordi jeg ikke gad cykle til Nordvest og købe koriander. A girl’s gotta eat!).
Ingredienser
30-45 min / 4-6 portioner
- 1 stort løg
- 1-2 spsk olie
- ca. 80 g smør eller vegansk alternativ
- 3-4 gulerødder
- 6 fed hvidløg
- 1 spsk revet ingefær
- 1 spsk garam masala (gerne hjemmelavet)
- 1 tsk chili flakes, stærke (valgfrit)
- 2 dåser tomater
- 4 dl vand + 1-2 spsk konc. grøntsagsfond
- 2,5 dl røde linser (ca. 200g)
- Saft fra ca. en halv lime
- Topping: 2 avokado, creme fraiche, koriander, syltede rødløg, ristede kerner/nødder, chili, lime
Sådan gør du
Hak løget fint. Varm en sauterpande eller mellemstor gryde op og tilsæt olie og smør. Lad smelte og tilsæt løg. Skru ned til lav varme.
Riv gulerødderne groft (eller hak dem fint, hvis du har overskud) og tilsæt. Rør rundt i grønt-sagerne jævnligt. Hak hvidløg fint og tilsæt med revet ingefær. Det hele skal stege ved lav varme i omkring 15 min, men ikke brune.
Tilsæt garam masala samt chiliflakes og steg med et par minutter. Tilsæt tomat, vand og konc. grøntsagsfond.
Lad koge op, skyl linserne med koldt vand og tilsæt. Kog under låg, smag på dem løbende. De må gerne stadig have en anelse bid. Forskellige mærker røde linser skal koge i forskellig tid, så kig på pakken og smag dig frem. Tilsæt mere vand undervejs, hvis det behøves.
Smag til med limesaft samt salt og server med avokado, creme fraiche, koriander, ristede kerner, chili og en lime, så man kan få lidt frisk saft på.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Dejlig opskrift. Og jeg har lige renset et ægte tæppe, hvor der var blevet tabt en halv tallerken på. Det bedste er at kunden havde smidt en danskvand på pletten. Og resultatet af denne tæpperens blev meget flot. Især i betragtning af at karry kan være svært at fjerne helt. BH Lars
Virkelig god opskrift!
Kan retten fryses?
Det kan den sagtens ja. 🙂