At der ikke er mere end en enkelt opskrift på tacos (tortillas med black bean chili og cole slaw) her er jo en skandale. For jeg elsker tacos. Specielt tacos med refried beans. Det er nemt, hverdagsvenligt og tager max 30 min at lave.
Jeg elsker løg, så der er både løg og løgpulver i opskriften her, det kan du godt skrue ned for, hvis du ikke er en lige så stor løgelsker som mig.
Tacos med refried beans
30 min / 2 portioner
Ingredienser
Refried beans
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 1 dåse bønner (jeg brugte butterbeans)
- 1 dl vand
- 2 tsk konc. grøntsagsfond (valgfrit)
- 1 tsk sød paprika
- 0,5 tsk røget paprika eller chipotle
- 0,5-1 tsk løgpulver
Syltede løg
- 2-3 forårsløg/helt tyndt skåret løg
- 2-3 tsk lys sirup
- lidt salt
- lagereddike + vand
Guacamole
- 2 avokado
- 1 lille fed hvidløg
- limesaft
- salt
Desuden
- Tortillabrød
- Majschips
- Lime
- Frisk koriander
- Valgfrie grøntsager (jeg brugte agurk og stegte lidt rød snackpeber)
Sådan gør du
Hak løget superfint og steg langsomt i neutral olie. Lav imens dine syltede løg og guacamole.
Syltede løg: skær forårsløgene i små skiver og læg i en lille skål. Giv et drys salt og 2-3 tsk sirup. Dæk 2/3 med lagereddike og den sidste 1/3 med vand.
Guacamole: Mos avokadoen groft og smag til med fintrevet hvidløg, masser af limesaft og salt.
Når de stegte løg er bløde og gyldne tilsættes hvidløg og bønner og steger med et minuts tid. Tilsæt krydderier, vand og fond. Lad simre forsigtigt under låg i 5-10 minutter. Mos så bønnerne groft og smag til med salt og evt. peber. Tilsæt mere vand, hvis det behøves, og afslut evt med et godt skvæt olivenolie.
Forbered dine udvalgte grøntsager som du kan lide dem og server det hele med lune tortillabrød, majschips, koriander og en limeskive på siden.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.