En genial måde at spise Black Bean Chili er i tortillabrød med guacamole, syltede rødløg og denne friske cole slaw med lime og koriander. Laver man en stor portion chili kan man gemme den i køleskabet eller fryseren og kaste denne her ret sammen på 15 min. Perfekt til en hurtig hverdagsmiddag.
Den fungerer selvfølgelig også udmærket som tilbehør til andre retter, der trænger til et friskt kick.
Ingredienser
15 min ⎢ ca. 4-6 serveringer
- 3 gulerødder
- Et kvart hvid- eller rødkålshoved
- 3-4 forårsløg
- 2 håndfulde frisk koriander
Dressing:
- Saften fra en lime
- 1 stor spsk mayo
- 1 tsk honning
- Salt & peber
Udskift evt mayo med vegansk mayo for en vegansk cole slaw
Sådan gør du
Bland dressingen i en stor skål. Smag til med salt og peber. Den skal være ret salt og syrlig. Du kan smage den yderligere til, når du har tilsat grøntsagerne.
Snit kålen i fine små strimler og skær gulerødderne i helt tynde skiver på et mandolinjern eller så fint du kan i hånden. (Jeg brugte hvidkål og lilla gulerødder og det bliver øjnene jo ikke kede af!) Skær hele forårsløgene i fine skiver. Skyl koriander og hak både blade og stængler i mindre stykker.
Bland det hele og server.