Den allerførste vegetariske ret, jeg lærte at lave og elske, var min version af Fajitas! Dengang var det stegt på en pande og uden bønner, for jeg var voldsomt bønneforskrækket. Noget jeg griner lidt af nu, for jeg ELSKER bønner i dag. Det er noget af det mest comfy, jeg kan forestille mig.
I stedet for at stege grøntsagerne på en pande er denne version lavet på en bageplade i ovnen inspireret af DRONNINGEN af bageplademad (eller plåtmat som hun kalder det på svensk) Julia Tuvesson og den blev udgivet i Yolly Magazine tilbage i april.
Ingredienser
30-45 min / 4 portioner
På bagepladen
- 3 peberfrugter
- 3 løg
- 2 tsk koriander, stødt
- 1 tsk spidskommen, stødt
- 2 spsk olivenolie
- Salt & peber
Bønner
- 1 dåse (240 g) sorte bønner
- 1 knsp. kanel
- 1 knsp. røget paprika
- 1 spsk olivenolie
- Salt og peber
Desuden
- Guacaziki eller guacamole
- Tortillabrød
- Et bundt koriander
- Tortillachips med salt
Sådan gør du
Sæt ovnen på 225 grader varmluft. Salt agurken til guacaziki.
Skyl peberfrugterne, fjern toppen og kernerne, og skær i strimler. Skær løgene i strimler eller tynde både. Fordel på en bageplade beklædt med bagepapir, og drys koriander, spidskom-men og olivenolie over. Giv et godt drys salt og peber, og fordel godt med hænderne. Sæt i ovnen i 10 min. Lav imens guacaziki.
Hæld vandet fra bønnerne, og skyl dem godt. Lad dem dryppe af, og bland med kanel, røget paprika, olivenolie. Smag til med salt og peber.
Når peberfrugterne og løget har fået fin farve i ovnen, fordeles bønnerne oven på grøntsagerne, og varmes i 1-2 minutter. Læg tortillabrød i folie i bunden af ovnen, så de varmes samtidig.
Server endelig bare direkte på bagepladen, og lad alle bygge deres egne tacos.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Virkelig nem og smagfuld ret 🤩 Genial guacaziki til.
Opskriften kommer i rotation herhjemme!
Dejligt!