Min livret som barn var boller i karry. Må nok indrømme, at jeg stadig virkelig elsker den ret. Ris og karrysovs! Jeg laver det sjældent selv, for André synes det er et meget mærkeligt koncept, og så laver jeg ekstremt sjældent mad med kød. Men da jeg var alene hjemme for noget tid siden og opdagede, at jeg havde alle ingredienserne, så lavede jeg altså en omgang boller i karry! Brugte Anammas vegobullar, de er nemlig ret gode.
Jeg havde lidt forskellige grøntsagsrester i køleskabet, som trængte til at blive brugt, så basen på sovsen blev løg, gulerødder og blomkål. Så får man også sneget lidt flere grøntsager ombord, det kan jo være genialt til jer med børn.
Jeg har skrevet 2-3 spsk karry i opskriften. Personligt bruger jeg tre, så den bliver lidt stærk i det, med to spsk får du en lidt mildere karry. Selvfølgelig også afhængigt af, hvor stærk den karry, du har derhjemme er. Brug din sunde fornuft, så du får en sovs der passer til dine smagsløg.
Ingredienser
30-45 min / 4 portioner
- 3-4 dl brune basmatiris
- 2 løg
- 1-2 gulerødder
- 300 g blomkål
- 2-3 spsk olie
- 2 fed hvidløg
- 2-3 spsk karry
- En god klat smør
- 4 dl vand
- 3 dl mælk (f.eks. havremælk)
- 1-2 spsk flydende konc. grøntsagsfond
- Evt. maizena
- 300 g Anamma vegobullar (UPDATE: Anamma er blevet en del af Naturli, så kig efter deres veggie balls på frost)
Topping: 3-4 løg
Sådan gør du
Skyl risene og sæt dem over. Kog efter anvisningerne på pakken.
Skær grøntsagerne i mindre stykker og steg ved middel varme med et drys salt og godt med olie til de er flot gyldenbrune.
Tilsæt finthakket hvidløg og karry sammen med en god klat smør og steg videre i fem minutters tid ved lav varme.
Tilsæt vand, mælk og koncentreret grøntsagsfond. Kog op og lad simre i 15 minutters tid.
Steg imens skiver af løg langsomt i olie med et drys salt til de er gyldenbrune. Brug som topping.
Blend sovsen helt glat med en stavblender. Jævn med maizena, hvis det behøves.
Steg vegobollerne i smør eller olie og tilsæt til sovsen. Server med risene og de stegte løg.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Den er jo altid god, men savner grundsmagene som du er så god til at fremhæve i alle dine andre retter. Kunne den ikke piftes op med flere krydderier og syrlige samt sødt ? Hvad har du af ideer ?
Hej Brian,
Jeg vil sige at smagen afhænger helt ekstremt af den karry man bruger. Og hvor frisk den er. Helst skal en karryblanding ikke være ældre end 3 måneder. Man kunne sikkert piffe sovsen ekstra op med et par tsk æblecidereddike og lidt sukker efter behov. Men hvis man vil have en karry med et rigtigt kick, så ville jeg nok lave min indiske curry i stedet. Dén er der i hvert fald godt med smag i. Denne her er jo mere af en familieklassiker.
Kh Camilla
Hej Camilla.
Mange tak for rådene, det vil jeg prøve 🙂
Mvh Brian