Jeg har haft lyst til at ryste posen i forhold til mine morgenmadsvaner i laang tid. Jeg har, så længe jeg kan huske, spist det samme hver morgen. Andrés hjemmebagte surdejsbolle med svensk prästost, røræg med crispy chili in oil, kaffe og et lille glas æblemost. Nu får dén morgenmad lov til at være noget specielt i weekenderne, for i hverdagene spiser jeg nu en slags grøn grød med toppings!
Professorens grønne grød
Den originale grønne energigrød er skabt af professor og forsker Oluf Borbye Pedersen. Han har blandt andet skrevet Magtfulde mikrober om alle de gode ting mikrober som blandt andet gode bakterier gør for vores kroppe. Den grønne grød er en måde at fodre vores tarmmikrobiom og give tarmbakterierne optimale arbejdsbetingelser.
Der er bare en lille detalje. Og det er, at jeg ved at kigge på ingredienslisten til den grønne grød ikke kunne undgå at tænke, at den smagsmæssigt nok ikke var noget for mig. Vi snakker frisk spinat, broccoli, forholdsvis meget frisk ingefær og gurkemeje, persille, noritang, æble, kiwi, avokado, bønnespirer, urtete og nødder. En ingrediensliste med masser af lækkert, men også nogle ting, der springer lidt i øjnene for mig. Det lyder bare… helseagtigt.
Og med risiko for at gøre mikrobiom-effekten mindre satte jeg mig altså for at lave min egen opskrift. For det vigtigste i forhold til mad er, som jeg har sagt tusind gange: det skal smage godt!
Hvilken blender skal jeg bruge?
Jeg har en Vitamix blender, som jeg købte for over et årti siden. Den kører stadig ubeklageligt og blender alt flydende til atomer. Det er sådan, jeg bedst kan lide det. Der skal ikke være stykker af grøntsager i for min del – jeg ved dog at andre foretrækker, at det knaser. Det gør man, som man synes.
Jeg går og overvejer at købe en Magimix food processor, for jeg er begyndt at lave mit eget nøddesmør til grøden her, og det klarer hverken vitamixen eller min minihakker specielt godt. Eller det vil sige Vitamix blenderen kan sagtens blende nøddesmør, den er bare virkelig besværlig at rengøre bagefter.
Hjemmelavet nøddesmør
Jeg ville nok bare købe peanutbutter for nemhedens skyld, hvis ikke det var fordi, min mand er dødeligt allergisk og jordnødder er bandlyste herhjemme. Cashewsmør er meget dyrt, og svært at finde på supermarkedshylderne – derfor laver jeg det selv. Kan fortælle mere om det en anden gang, men det er så enkelt som at riste nødderne i ovnen, til de er gyldenbrune og så blende dem i hundrede år med et drys salt, til de på magisk vis forvandler sig fra nøddemel til nøddesmør.
Min grønne grød
Jeg ville gerne lave en enklere grøn grød, som ikke krævede så mange ingredienser. Jeg elsker grønne smoothies og grønne juices og har gjort længe, så jeg udgik bare efter, hvad jeg kan lide og ikke kan lide i den kategori. Jeg er for eksempel ikke fan af hverken avokado eller banan i smoothies, jeg synes, det bliver for vammelt. Til gengæld er masser af mynte og citron et must!
Jeg kan også godt lide, at grøden er iskold. Så jeg bruger frossen broccoli og spinat. Det er også nemmere at købe en håndfuld poser af og have i fryseren, så der ikke skal handles hele tiden. I Rema1000 kan man købe økologiske broccolibuketter.
Jeg laver en stor kande urtete og sætter i køleskabet i en bøtte, når den er kølet ned. Så har jeg til mindst en uge ad gangen.
Jeg laver bare en portion friskt hver morgen. Hvis tiden er knap om morgenen, tænker jeg, man kan lave fem bøtter med ingredienserne, så det bare er, at veje broccolibuketter af og blende om morgenen.
Det giver mig omkring 200-300 g grøntsager plus 100 g frugt hver morgen. Det føles bare som en god start på dagen, og jeg er mæt frem til frokost.
Professorens grønne grød – i min version
5-15 min / 1 portion
Ingredienser
Base
- 100 g frosne broccolibuketter
- En stor terning frossen helbladet spinat eller 1 god håndfuld frisk grønkål
- 0,5 citron, skal og saft
- Godt med mynte (sådan 8-10 store blade) og nogle gange også lidt basilikum
- 4-5 små dadler eller 3 store
- 2 tsk hampefrø*
- 1 dl kold urtete
- 1 dl æblemost
*En pose hampefrø er dyre, men de holder meget længe. De bidrager med lidt cremede vibes uden at gøre det vammelt, som jeg synes avokadoen i den oprindelige opskrift godt kan gøre. Jeg køber i Kvickly, der sælger dem fra Änglamark.
Desuden version 1
- Et stykke fennikel (en god skive agtigt)
- 6 cm agurk (kan udelades)
Desuden version 2
- ca. 30-50 g sojabønner (edamame) fra frost (jeg har købt øko i Føtex)
- Evt. lidt ekstra urtete
Toppings
- En god håndfuld frisk frugt som fersken, bær, ananas, mango, etc.
- 1 spsk cashewsmør eller anden nøddesmør
- Hjemmelavet granola (tilsætter lidt ad gangen, så det er sprødt til jeg når bunden af skålen)
Sådan gør du
Kom alle ingredienserne til “grøden” i en blender og blend helt fint. Tilsæt mindre væske, hvis du godt kan lide den mere “grødet”. Jeg kan bedst lide den lidt tyndere i det. Sådan lidt tyk suppekonsistens.
Top med frugt, nøddesmør og tilsæt lidt granola ad gangen, så du altid har noget sprødt crunch på toppen.
Vi har spist den grønne grød hver dag i 3 uger, men spiser den mellem frokost og aftensmad, altså ikke om morgenen, det har vi ikke lyst til, er det ok. Vi er pensionister så det er ikke svært for os at spise grøden på andre tidspunkter. Mvh bente flindt
Jeg tænker man kan spise den lige, hvor det passer en bedst, så det skal I bare fortsætte med. 🙂
Vil så gerne prøve den her version af grøn grød!
Hvordan er det mht. de frosne grøntsager og hygiejne? Har altid troet de skulle koges først?
Ps: Vi bruger dine fantastiske opskrifter flere gange om ugen herhjemme 🙂
Som jeg forstår det er frosne grøntsager blancherede, og derfor er det ikke det samme som ved frosne bær f.eks. 🙂
Så kunne jeg få lavet grøn grød! Jeg syntes som du, at professorens opskrift virkede omstændelig og ikke så lækker. Men min blende kunne ikke rigtigklare de frosne grønsager, og resultatet (efter lang tid) var nærmest grøn slushice — og det synes jeg altså er for koldt om morgenen! Så nu tager jeg det frosne ud og lægger i køleskabet i en boks dagen før. Nemmere at blende, stadig koldt, og smager overraskende godt. Så tak for den opskrift.
Wauw den er god! Har spist den i en uges tid i streg nu og ser mig ikke tilbage!
Hvor er det dejligt!
Hvad er det for noget urtete du bruger?
Lige nu er det en urtete, jeg har fået, så kan ikke sige præcis hvad der er i. Men kunne sagtens bare finde på at købe en i et supermarked, alternativt tage i en tebutik og dufte til lidt forskellige. Den jeg har nu er ret grøn og floral i smagen, det fungerer fint, men jeg tror ærligt det meste fungerer. 🙂
Er vild med din opskrift!!!
Hvis man liiiiige har ekstra overskud, så kan man komme en spiseske chiafrø i enten den ene dl. te eller juice aftenen før. Dette er med til at gøre grøden endnu mere cremet🧃
Solsikke ”smør” er et godt og billigere alternativ
Hej – 1000 tak for alle dine opskrifter. Har vitterligt ikke oplevet at en eneste har skuffet – det er altid en ny favorit hver gang!
Må jeg spørge hvilken blender du bruger til denne grød? Vi har ‘kun’ en stavblender….
Hej Pernille, Tak! Jeg skriver det faktisk også i teksten til opskriften her, jeg har en Vitamix blender. Ved at andre er glade for en blender fra Sage og nutribullet tror jeg også er god. Kh Camilla
Ups ja… et helt afsnit om det endda. Det ved jeg ikke helt hvordan jeg overså 🙂
Tak fordi du svarede alligevel
Jeg har taget tilløb til at afprøve “grøn grød” – for jeg kan også se på den originale opskrift at det bliver liiiige helset nok for mig 😆
Men tror jeg vil kaste mig ud i det nu, med udgangspunkt i din opskrift. Tak for at minde mig om at alt grønt er godt; og det er bedre jeg spiser noget jeg godt kan lide og får grøntsagerne ned, end helt at fravælge det, fordi det ikke er mig (eller jeg ikke har alle ingredienser hjemme).
Jamen præcis! Jeg tænker også hellere lidt og noget jeg kan holde fast i end at helt vælge det fra. Jeg tror også, jeg kommer til at lave den endnu tyndere visse dage, og nærmest drikke den frem for at spise den som grød. Eller hvis jeg har lyst til den bolle med ost, så måske lave en lidt mindre portion som smoothie til. Tænker virkelig det vigtigste er, at det ikke bliver en plage, men noget man faktisk nyder.