Er jordbærtærte mon danskernes foretrukne sommerkage? Den er i hvert fald på toplisten for mig. Denne version er ikke en klassisk version af en jordbærtærte, men én der er lidt lettere at gå til. Bunden er baseret på bunden fra Den dovne bryllupskage – en opskrift, du kan finde i Den dovne vegetar. Den oprindelige bund er med makroner, men jeg ville prøve at lave en version, som var en anelse mindre sød og med en kraftigere smag af nødder frem for makronsmagen (som jeg nu også elsker det nostalgiske ved).
Eftersom vi har en mandelallergiker hjemme hos os, kom der pistacie i bunden, og det var virkelig lækkert med det salte indslag. Men jeg tænker egentlig, du kan bruge lige de nødder, du har lyst til og så tilsætte lidt salt.
Sonja fyldte 3 år midt i sidste uge (Så stort!), og vi fejrede med helium-dino, vafler til morgenmad og pasta med tomatsovs til aftensmad efter ønske fra fødselaren. Så sjovt at holde fødselsdag for et barn, som virkelig forstår, hvad fødselsdag er nu.
I søndags havde vi en lille lokal fejring på Falster med nabovenner og Sonjas bedste store børnehaveven. Jeg har drømt om at sætte bordet ned under kirsebærtræet, siden vi købte huset, og det var faktisk første gang, vi gjorde det. Som et februarbarn er det en drøm at kunne holde børnefødselsdag på denne måde. Så dejligt at få lov til at udleve ens egne barnedrømme gennem sit eget barn.
Til fejring hører selvfølgelig en fødselsdagskage, og eftersom Sonja ikke er den store kagespiser, skulle det være noget med masser af frugt. Der er en lokal frugtplantage hernede, som dyrker jordbær i polytunneller, og derfor allerede startede jordbærsalg for nogle uger siden, så Sonja og jeg kørte derop for forsyninger.
Fødselaren fik også ferskner på sin kage efter ønske. Og lys i, hvor vi måtte være to voksne til at skærme for vinden, så de kunne forblive tændt længe nok til at blive pustet ud.
Som man ser er det ikke en perfekt kage. Men det er som om, at det ikke gør noget, at cremen flyder lidt, når den er dækket af smuk frugt.
Det bedste ved denne her kage er næsten, at det er så nemt at lave kagebunden, at Sonja og jeg havde det virkelig hyggeligt med at lave den sammen. Selv det at skalle pistacienødder var en hyggelig aktivitet. Altså selvfølgelig er det altid et vist niveau af kaos at være i køkkenet med en 3-årig, men det her er nok det enkleste, vi har lavet sammen indtil videre? Lykken med en kage, der ikke skal mel i (if you know, you know).
André stod for koldskålscremen. Den adskiller sig fra en almindelig kagecreme ved at blive lavet på ymer i stedet for mælk og så med en masse citron i. Den var fantastisk god! Og nok en lidt større arbejdsindsats, end jeg ville have orket, så jeg giver også en alternativ og mere doven idé, så kan I gå med dagsformen. Det gode er, at cremen sagtens kan forberedes dagen før.
Nem jordbærtærte med koldskålscreme & pistaciebund
30-45 min / til 8 personer
Ingredienser
Kagebund*
- 100-125 g pistaciemel (ca. 200 g saltede pistacie med skal) eller andet nøddemel
- 300 g tvebakker
- 6 æg
- 400 g rørsukker
Koldskålscreme*
- 65 g pasteuriseret æggeblomme
- 0,5 citron, skal og saft
- 25 g maizena
- 40 g sukker
- 0,5 vaniljestang
- 200 g ymer / A83 /tykmælk
- 20 g smør
- 250 g (2,5 dl) piskefløde
- 0,5 citron, skal og saft
Topping
- ca. 1 kg jordbær eller anden frugt/bær
- Hyldeblomster eller hybenroseblade til pynt
Sådan gør du
Kagebund
Sæt ovnen på 175 grader alm. luft (eller 160 grader varmluft, hvis du skal have plads til to bageplader).
Fjern skallerne fra pistacienødderne. Hak fint i en lille foodprocessor eller med en kniv. De kan også knuses i en morter.
Knus tvebakkerne groft i en morter. Der må gerne være nogle lidt grove stykker (max 2 cm) og noget mere fint.
Pisk æg og sukker med elpisker, til det er let og luftigt. Vend tvebakker og pistaciemel i.
Beklæd bageformene med bagepapir. Hæld dejen i og fordel. Bag i ca. 15 minutter, eller til bunden er flot brun. Tag ud og lad køle ned.
Koldskålscreme
Bland æggeblommer, citronsaft og -skal, maizena og sukker i en mellemstor skål og sæt til side.
Skrab vaniljekornene ud af stangen og kom i en lille gryde sammen med vaniljestang og ymer. Varm op under omrøring til ca 60-70 grader, eller indtil det begynder at dampe.
Tag af varmen og hæld en 1/3 af den varme ymer i skålen fra tidligere og pisk godt, så æggeblandingen bliver tempereret. Hæld resterende ymer i skålen, bland godt og kom det hele tilbage i gryden.
Sæt tilbage på lavt blus og bliv ved med at røre, til cremen tykner. Gå efter konsistensen på kold ymer. Herefter pisker du smørret i og hælder cremen gennem en si (hvis du vil have den helt smooth) eller bare direkte ned i en skål eller plastbøtte. Kom plastfilm på (direkte ned oven på cremen), så der ikke dannes en hinde på cremen. Sæt på køl.
Servering
Når cremen er kold piskes den med skal og saft fra den anden halvdel af citronen og piskefløde, til den har ønsket konsistens. Jeg elsker en letpisket creme, men lige her er det meget godt at gøre den lidt stivere, så det hele ikke flyder ud, når den stifter bekendtskab med bærrene.
Skær jordbærrene i halve.
Fordel cremen på kagebundene og fordel derefter bær og blomster oven på. Server!
Lyder virkeligt lækkert! Kan man lave noget af det dagen før?
Ja, du kan forberede både kagebund og creme dagen inden. 🙂 Jeg ville piske cremen op med fløde på dagen. Kh Camilla
Hvor kan man købe A83 ?
I de fleste supermarkeder tror jeg? Men ellers kan du bare bruge tykmælk, ymer eller natural yoghurt. Kh Camilla
Hvor kan man købe A83 tykmælk?
Ser så lækkert ud! Mon du har erfaringer med at lave den som “bradepande-kage”?
Det ville være nemt til en fødselsdag med mange eller at have med under armen som gæst. Men kan ikke gennemskue, om det vil være svært at gennembage?