Tænk at man kan lave tzatziki med næsten alt. Klassikeren er selvfølgelig med agurk, men du kan også sagtens bruge gulerod, squash, æble, knoldselleri, rødbede eller som her: fennikel!
Betragt denne her opskrift som en grundopskrift på tzatziki, og så kan du sådan set rive hvilken som helst grøntsag, klemme saften ud af den (ellers bliver det noget tyndt pjask) og blande med de øvrige ingredienser og voila! En sovs som de fleste kan lide og som sørger for der kommer lidt ekstra grøntsager indenbords.
Den er for eksempel rigtig god til mine squashdeller.
Tzatziki med fennikel & citron
5-15 min / 4 portioner
Ingredienser
- 1 fennikel
- 1 fed hvidløg
- 400 g græsk yoghurt
- Skallen fra en citron
- 1 spsk citronsaft
- Salt og peber
Sådan gør du
Riv fenniklen groft på et rivejern. Klem så meget vand du kan ud af den revne fennikel. Det kan du gøre med hænderne, og du kan også komme den i et rent viskestykke, og vride viskestykket for at få så meget vand ud som muligt.
Kom op i en skål.
Riv hvidløget fint og tilsæt sammen med citronskal fra en citron og cirka 1 spsk citronsaft.
Smag til med salt og peber og lad gerne stå og trække i 10 minutters tid inden servering.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.