Det her er ganske enkelt en vidunderlig vegetarisk suppe til efteråret. Specielt her i september, hvor det stadig er muligt at få fingrene i solmodne og virkelig smagfulde tomater. Det skal dog ikke stoppe dig fra at lave suppen her til vinter, der kan du bruge Mutti’s cherrytomater på dåse, de er nemlig utroligt smagfulde for dåsetomater at være.
Bønnerne går ind og jævner suppen, så den bliver cremet og god, og de mætter! Sammen med en klat aioli på toppen og godt brød til at viske tallerkenen ren, kan jeg love dig, at du bliver både mæt og tilfreds.
Jeg er blevet helt tosset med fennikelfrø og de tager ikke over her, men dukker op her og der med et pop af smag og giver suppen lidt kant.
Koger du bønnerne selv bliver retten her rørende billig, det koster nemlig oftest en femtedel af, hvad det koster at købe dem færdigkogte på dåse. Gør det i weekenden, så har du bønner til hele ugen. Du kan se, hvordan jeg gør her.
Suppe med fennikel, tomat & hvide bønner m. aioli
30-45 min / 4 portioner
Ingredienser
Suppe
- 1 løg
- 2 spsk olivenolie
- 1 fennikel
- Salt
- 0,5 tsk fennikelfrø
- 0,25 tsk chili flakes, stærke
- Peber
- 1 fed hvidløg
- 2 dåser (480 g kogte) hvide bønner eller borlottibønner
- 5 dl kogende vand
- 2-3 spsk konc. grøntsagsfond*
- 250 g smagfulde tomater (til vinter kan du bruge cherrytomater på dåse fra Mutti)
- 0,5 spsk æblecidereddike
Aioli
- 2 dl mayonaise
- 1 lille fed hvidløg
- Et skvæt citronsaft (kan udelades)
Desuden
- Godt brød
Sådan gør du
Hak løget, så fint som du kan. Steg i en større gryde i godt med olivenolie og et drys salt ved middel varme.
Fjern imens toppene fra fenniklen og gem til senere. Skær fenniklen i to halve, skær det meste af “roden” (den der holder sammen på lagene) ud og hak fint. Skær resten af fenniklen i helt tynde strimler.
Tilsæt til gryden med et godt drys salt, hele fennikelfrø, chili flakes og godt med friskkværnet peber. Steg til både løg og fennikel er blevet bløde og har fået lidt farve i kanterne.
Skru ned for varmen. Hak hvidløget fint og tilsæt til gryden. Dræn bønnerne, skyl dem og tilsæt til gryden. Tilsæt evt. lidt ekstra olie efter behov. Nu må du gerne være lidt grov ved bønnerne, så de går lidt i stykker, når du rører rundt.
Tilsæt vand og 2 spsk koncentreret fond og kog op. Skær imens tomaterne i mindre stykker og tilsæt.
Lad simre i 15-20 minutter. Bland imens en aioli og smag så til med eddike, evt. ekstra fond eller salt og peber. Måske en anelse lys sirup eller sukker for at runde den af.
Server med aioli på toppen og godt brød til.
Jeg er helt blæst bagover over hvor lækkert den smager 🤩 Ny yndlings-suppe!! Og når den så laves på hjemmedyrkede tørrede bønner, løg, hvidløg og hjemmelavede dåsetomater er nydelsen ekstra stor 🤗
Tak for opskriften 🥰
Ok, det lyder også next level lækkert med hjemmedyrkede ingredienser! <3
Super lækker suppe😊
Hej! Fantastisk suppe! Ved du, om den er fryseegnet?🫠
Den kan godt fryses! 🙂
Absolut ny yndlings suppe. Ud fra billedet vidste jeg det bare. Tak ♥️