Det er abrikossæson frem til slutningen af august, og i dag byder jeg på min opskrift på abrikosmarmelade med geranium!
Er du sådan en, som koger syltetøj og marmelade selv? For mig kommer det i perioder, og det var faktisk længe siden, jeg havde lavet min egen marmelade (André har stået for den del af madlavningen de sidste par år). Men da jeg fandt perfekte abrikoser til en god pris, vidste jeg godt, hvad jeg skulle lave med dem, og det er egentlig et ret hyggeligt og overskueligt projekt at lave sådan en portion abrikosmarmelade.
Geranium er fuldstændig valgfrit, men det går rigtig godt i spænd med abrikoserne og citronen. Forskellige typer geranium kan smage ret forskelligt og adskille sig i intensitet, så prøv dig frem. Min dufter tydeligt af rose og citrus.
Ingredienser
30-45 min
- 1 kg abrikoser
- 0,5 dl vand
- Saft og skal fra en citron
- 500 g rørsukker
- 1 tsk rød melatin + 1-2 spsk sukker
- ca. 4-6 geraniumblade (valgfrit) eller skallen fra endnu en citron
Sådan gør du
Desinficér 3-4 marmeladeglas. Enten ved at overhælde dem med kogende vand eller ved at stille dem i en 140 grader varm ovn i 30 min.
Skyl abrikoserne, fjern kernerne og skær i små stykker. Kom op i en mellemstor gryde.
Riv skallen af citronen fint og gem til senere. Pres saften af citronen og tilsæt til gryden.
Kog frugten forsigtigt op og lad simre i 5-7 minutter til frugten er mør.
Tilsæt nu sukker og lad simre et par minutter til sukkeret er opløst. Skum urenheder fra. Rør melatinen sammen med sukker og tilsæt sammen med citronskal og finthakkede geraniumblade. Lad simre med i 2 minutter.
Hæld marmeladen på glas og lad køle af.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.