Tacos med bønner er en ægte go-to for mig, når jeg ikke lige ved hvad jeg skal lave til aftensmad. Man kan krydre bønnerne på mange forskellige måder, her er det en slags fajitas-krydderiblanding, men freestyle endelig. Du kan helt selv vælge, hvilke grøntsager du kommer i, tacos er generelt gode til lige at komme af med den sidste rest kål eller en trist peberfrugt fra køleskabet.
Du kan holde dem veganske som her, eller du kan bruge creme fraiche eller ost som ekstra tilbehør, hvis du har lyst. Sidstnævnte findes selvfølgelig også i veganske varianter. Jeg havde også lidt Sriracha på, det glemte jeg at skrive i opskriften. Og så går du ikke galt i byen med lidt syltede rødløg.
Tacos med bønner – fajitas style
15-30 min / 2 portioner
Ingredienser
Bønner
- 1 lille løg
- 1 stort fed hvidløg
- 1 dåse sorte bønner (240g)
- 1 spsk tomatpuré
- 1 dl vand + 2 tsk konc. grøntsagsfond
- 1 tsk paprika
- 2 tsk korianderfrø
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk paprika
Guacamole
- 2 avokado
- 1 lille fed hvidløg
- limesaft
- salt
Tilbehør
- Valgfrie grøntsager
- Tortillabrød
- Majschips
- Lime
- Frisk koriander
- Sriracha eller anden chili
Sådan gør du
Bønner
Hak løget superfint og steg langsomt i neutral olie i en sauterpande eller gryde.
Når de stegte løg er bløde og gyldne tilsættes hvidløg, og tomatpuré. Steg med et minuts tid.
Hæld vandet fra bønnerne og kassér. Tilsæt bønner, krydderier, vand og fond til løgene. Lad simre forsigtigt under låg i 5-10 minutter. Mos så bønnerne let og smag til med salt og evt. peber. Tilsæt mere vand, hvis det behøves, og afslut evt med et godt skvæt olivenolie.
Guacamole
Mos avokadoerne, riv hvidløget fint og smag til med limesaft og salt.
Tilbehør
Forbered dine udvalgte grøntsager, som du kan lide dem. Jeg stegte peberfrugt hårdt og skar en lilla gulerod i tynde skiver og en agurk i mindre stykker.
Server det hele med lune tortillabrød, majschips, koriander og en limeskive på siden.
Hvornår kommer du tomatpuré i?
Det er en smutter! Det skal i sammen med hvidløget, jeg har opdateret opskriften nu. 🙂