Grillsæsonen er over os og derfor deler jeg hver dag i denne uge vegetariske retter, jeg elsker at komme på grillen. Chimichurri er den ultimative grillsovs og helt perfekt til sommerens grillmiddage. Det er en frisk urte-oliebaseret sovs, som i kombination med grillede grøntsager er helt magisk.
Hvis man skal være helt autentisk er chimichurri egentlig bare med persille, men jeg synes den når et helt andet niveau med frisk koriander. Hvis du ikke er korianderfan skal du dog ikke have dårlig samvittighed over at skifte korianderen ud med persille.
Ingredienser
15 min / til 4 personer
- 0,25-0,5 rød- eller skalotteløg (1 spsk hakket)
- 1 rød chili
- 1-2 hvidløgsfed
- 0,5 dl citronsaft eller æblecidereddike
- 1 tsk fint havsalt
- 1,5 dl finthakket koriander (kan erstattes af persille, hvis du ikke er til koriander)
- 1 dl finthakket bredbladet persille
- 2-3 spsk finthakket oregano (eller 1 tsk tørret)
- 1,5-2 dl olivenolie
Sådan gør du
Hak løget så fint som du kan og læg i en skål sammen med citronsaften/eddiken. Hak chili og hvidløg helt fint og tilsæt med 1 tsk havsalt.
Skyl dine urter godt, tør dem let og hak dem helt fint. Bland sammen med de andre ingredienser og olivenolien.
Smag til og tilsæt evt mere citronsaft og salt. Den skal være til den salt-syrlige side.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Hvor længe kan chimichurrien holde sig? Vi har nemlig en god portion koriander jeg lige skal have brugt
Jeg tror, vi havde den i køleskabet i fem dages tid. Krydderurterne bliver mindre grønne, men holder sig fint. 🙂