Ramsløgsolie er sådan en luksus, når ramsløgssæsonen er på sit højeste i løbet af foråret. Det er ikke svært at lave, men man har brug for en kraftfuld blender. Olien skal nemlig blendes så længe at friktionen fra blenderknivene varmer olien op, så smagen fra ramsløgene rigtig trænger ind i olien.
Du kan sagtens lave urteolie med andre krydderurter som f.eks. persille, dild eller basilikum, hvis du ikke har ramsløg eller det bare ikke er sæson. Ellers kan man faktisk også snyde lidt og bruge det grønne på et bundt (5-6) forårsløg plus 2 hvidløgsfed for at efterligne ramsløgssmagen.
Ingredienser
15-30 min / ca. 2 dl
- Et par gode håndfulde ramsløg (eller andre urter)
- Et par dl neutral olie
OBS! For at lave ramsløgsolie har du brug for en god blender.
Sådan gør du
Skyl ramsløgene og kom i din blender. Tryk dem let sammen. Hæld neutral olie på så det dækker ramsløgene omkring 75%.
Blend i 5-7 min eller til man kan mærke, at olien er varm og begynder at dampe lidt (det er derfor du har brug for en god blender med rigelig kraft). Nu er den også kraftigt grøn.
Herefter siler du “oliemosen” gennem et stykke osteklæde, en ren vaskeklud eller viskestykke.
Hæld olien på en plastikflaske eller anden beholder.
Du kan bruge den i salatdressinger, i suppe, i pastaretter, dryppe på grøntsager, på risotto, du kan lave mayo med den osv. Der kommer et opskriftsforslag i morgen.