Rødbedesæsonen synger vist på sit absolut sidste vers, inden sommerrødbederne ankommer. Du kan for eksempel nyde de sidste vinterbeder med humus som her. Det tager mindre end en halv time at lave og smager ufatteligt godt med lidt friske urter på eller krydderblandingen Za’atar, som jeg har brugt her. Har en ting med rødbeder og Za’atar, synes virkelig det passer godt sammen.
Jeg spiste retten her præcis som den var, men for en ekstra mættende oplevelse kan du servere lidt pitabrød eller fladbrød til, eller hvorfor ikke koge lidt perlespelt i grøntsagsfond? Det kunne også være lækkert. En vegetarisk omgang aftensmad behøver ikke være mere indviklet. 🙂
Ingredienser
30 min / 4 portioner
- En portion perfekt hummus (eller køb en færdig, jeg dømmer ingen)
- 750g – 1 kg rødbeder
- Olivenolie
- Salt
- Za’atar (en krydderblanding – du kan sagtens bruge andre krydderier i stedet)
- Citronsaft
Sådan gør du
Sæt ovnen på 225 grader varmluft.
Skyl rødbederne godt, skær enderne væk og skær dem i tern á cirka 2×2 cm. Jeg ristede dem med skallen på (pga. doven og det smager faktisk godt), du kan også skrælle dem. Læg på en bageplade og giv et godt drys olivenolie og salt.
Bag i 20-30 minutter (afhængigt af ovn).
Lav imens hummusen.
Når rødbederne er godt ristede, men stadig har bid, er de færdige.
Anret på en tallerken eller et fad med hummus og rødbederne oven på. Drys med Za’atar og giv det hele lidt frisk citronsaft og et skvæt olivenolie. Jeg pyntede også med lidt frisk timian.
Spis som det er eller server med pitabrød eller fladbrød.