Min mor og hendes familie boede i Bangkok i fem år tilbage i 70erne, så jeg er vokset op med lidt mere thaimad end gennemsnitsdanskeren. Der er ingredienser som i min bog er fuldstændig uundværlige for en autentisk karry, her i form af en thaisuppe med grøntsager og nudler. Det er:
- En god karrypasta – jeg synes supermarkedernes er håbløse, tag i et godt asiatisk supermarked, f.eks. Den kinesiske købmand eller det på istedgade
- Limeblade – limeblade er MAGI. Køb på frost, så holder de sig længe i fryseren. De tørrede taber smag meget hurtigt.
- En god kokosmælk – jeg har i mange år sværget til mærket Chaokoh.
- Fiskesauce – umamismagen i klassisk fiskesauce er svær at slå. Jeg er dog ved at udvikle en opskrift på et vegansk alternativ til jer der ikke spiser fisk. Husk at der ofte er rejer i karrypasta forresten.
- Sukker og lime – det thailandske køkken er fuldstændigt afhængigt af brugen af sukker og lime, de skaber en hellig treenighed med umami’en fra fiskesaucen.
Hvis du vil have mere protein i din thaisuppe, kan du sagtens servere lidt stegt fast tofu til. Jeg synes, den er meget mættende og tilfredsstillende med nudlerne og grøntsagerne.
Ingredienser
30 min / 3 portioner
- 80 g nudler /pers. (jeg brugte 5mm risnudler)
- 2-3 fed hvidløg
- 1 spsk revet ingefær (1-2 cm)
- 1-2 spsk neutral olie
- 2 spsk rød karrypasta
- 1 dåse kokosmælk (400ml)
- 8 dl vand + 1xfond eller bouillonterning
- 4-6 limeblade
- 1-2 spsk fiskesauce
- 2-3 tsk rørsukker
- Saft fra 0,5-1 lime
- 1 god håndfuld frisk koriander
- 1 zucchini
- 4-6 grønkålsblade
- 6 forårsløg
Sådan gør du
Læg risnudlerne i blød i koldt vand.
Riv ingefær og hvidløg. Varm en mellemstor gryde op. Tilsæt olie, hvidløg, ingefær og karrypasta. Svits i et par minutter.
Tilsæt kokosmælken og kog godt igennem. Gerne til det begynder at skille og danne fedtpletter på toppen.
Imens kan du forberede dine grøntsager. Pluk bladene af korianderen og skær stilkene fint. Skær forårsløg i fine skiver. Skær zucchini over på længden og i 5-7 mm tykke skiver, og riv grønkålen i mindre stykker.
Tilsæt korianderstilke til suppen sammen med limeblade, vand, fond, 1 spsk fiskesauce og 2 tsk rørsukker. Kog op og lad simre i 10 min.
Steg grøntsagerne i olie ved høj varme. Først zucchini i ét lag med et drys salt. Vend når de er har fået godt med farve. Derefter steges grønkål, læg evt et grydelåg over kålen, så går det hurtigere og kålen får mere farve.
Kog nudlerne. Hvis du bruger risnudler, der har ligget i blød skal de ikke have meget mere end 1-2 min. De må gerne have lidt bid, de koger videre i din suppeskål.
Smag suppen til med limesaft og evt mere fiskesauce og sukker.
Server med en ekstra skive lime til din thaisuppe.
Vil den mangle noget uden koriander?
Det er vi ikke så vilde med herhjemme.
Bh. Heidi
Altså for mig, ja, men hvis I ikke kan lide det, er det nok ikke noget, I kommer til at savne. 🙂
Vil bare lige fortælle, at det er den absolut bedste og nemmeste thaisuppe jeg længe har smagt – tak
Fantastisk! Dét er jeg godt nok glad for at høre.