Solen skinner (JAAA), og vi begynder at nærme os slutningen på comfort food’ens højtid, men en mac and cheese er der altid plads til! I hvert fald i min bog.
Mac and cheese bliver klassisk lavet med en slags bechamelsauce, men det her er en lidt enklere hverdagsvenlig version, hvor alt laves i samme gryde. Stivelsen fra pastaen gifter sig med revet cheddar og gør saucen cremet og tyk. 🤤
Jeg har tørrede svampe i, og det smager fantastisk godt, men hvis det ikke lige er din kop te kan de sagtens udelades. Du kan også stege nogle friske svampe hårdt så alt væsken forsvinder og tilsætte i stedet for de tørrede. Jeg forestiller mig også at det kan være lækkert at tilsætte stegt grønkål eller blomkål.
Ingredienser
30-45 min / 2-3 portioner
- 1-1,5 spsk smør
- 0,5 dl pankobrødkrummer (eller rasp)
- 0,5 løg
- 0,5 spsk hakket frisk timian (0,5 tsk tørret)
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk smør
- 1 håndfuld (0,5 dl) tørrede tragtkantareller, karl johan eller trompetsvamp (kan udelades)
- 4,5 dl grøntsagsfond (4,5 dl vand + 1 spsk koncentreret fond)
- 200 g pasta (jeg brugte änglamark maccheroni, som kogte 14 min)
- 125 g modnet cheddar
- Revet parmesan på toppen
Sådan gør du
Tænd ovnen på 220 grader. Brun smør i en lille gryde eller sauterpande (der kan komme i ovnen). Vender brødkrummerne i smørret, læg i en skål og sæt til side.
Hak løget og timianen fint. Steg langsomt i olie og smør 5-10 min i gryden til løget er blødt.
Skær evt svampene ud i lidt mindre stykker. Tilsæt svampe og steg med 1 min. Tilsæt grøntsagsfond, kog op og tilsæt så pasta. Lad simre under låg til pastaen er al dente. Det tager 8-15 min. Rør rundt en gang i mellem. Tilsæt ekstra vand, hvis det koger tørt. Der skal være 0,5- 0,75 dl stivelsesfyldt vand tilbage til sidst.
Riv cheddaren groft. Når pastaen er al dente blandes osten i. Rør rundt og smag til med peber og evt salt. Riv parmesan over og fordel brødkrummerne på toppen. Bag i ovnen til toppen er gylden og sprød (5-10 min).