Så sejt at der allerede er nogle af jer, der har lavet curry fra i går! Og kan lide den ikke mindst. Jeg tænkte, jeg også ville dele hvilket tilbehør, jeg serverede til curry’en til min fødselsdag for nogle uger siden.
Det er så lækkert med gule rosiner som topping, dem kan man købe hos en grønthandler, hvis man er heldig at bo i nærheden af sådan en.
Fik også en kommentar på bloggen fra en der havde skiftet nogle af kikærterne ud med blomkål, det er også en god idé! Jeg havde de grillede auberginer i selve curry’en, men jeg tror faktisk, de er lækrere til.
Grillede auberginer
1-1,5 T / 8-10 portioner
- 3-4 auberginer
- Fint salt
- Olivenolie
Skær auberginerne midt over både på bredden og længden. Skær de fire stykker i både som på det tykkeste sted er ca. 1 cm.
Læg i en si, fordel et godt drys salt over dem og lad stå i minimum 30 min.
Skyl auberginerne og tør dem godt i et rent viskestykke. Fordel i ét lag på en bageplade, giv et godt drys olivenolie og bag ved 230 grader i cirka 30-40 minutter (vend dem efter 20 min) eller til de har fået masser af farve og er sprøde.
Spis til curryen (vi fik spist dem allesammen inden jeg kunne tage billedet til indlægget.
Scotch bonnet sauce
5 min / En lille flaske el. skål
- 2 scotch bonnet chilier
- 3 tomater
- Saften fra 0,5-1 lime
- 2 tsk sirup
- Neutral olie
Min curry er medium stærk, hvilket passer de fleste, men jeg ville gerne tilbyde et ekstra kick til dem som trives med det (mig selv inklusive).
Der er sikkert mere spændende opskrifter derude, men jeg ville have det skulle gå hurtigt, så jeg blendede bare ovenstående, og det fungerede formidabelt! Jeg kom det i en lille plastikflaske, så det var nemt at distribuere, men i en skål med en lille ske fungerer også fint.
Agurkesalat med lime
10 min / 8-10 portioner
- 1,5-2 agurker
- 1-2 faste, syrlige æbler
- Masser af frisk koriander
- En håndfuld syltede rødløg
- Limesaft fra ca. 1-2 limes
- Salt
Skær agurken over på langs og fjern kernerne. Skær i lidt tykke skiver.
Skær æblet i mindre stykker.
Bland med masser af frisk koriander, finthakket syltet rødløg og smag til med limesaft og salt.
En meget enkel salat, men det er så skønt med noget syrligt, neutralt med tonsvis af koriander til den stærke, krydrede curry.
Perfekte basmatiris
25 min / 8-12 portioner
- 8 dl basmatiris
- 12 dl vand
- 2 tsk salt
Skyl risene godt. Kom i en gryde med vand og salt. Kog op.
Lad simre i 10 min under låg.
Hæld evt overskydende vand fra.
Læg et dobbelt stykke køkkenrulle eller et viskestykke mellem gryde og låg, og lad risene hvile i 10-15 min.
Nemme hvidløgsnaan
10 min / 8-10 portioner
- 6-8 færdigkøbte naanbrød
- 30 g smør
- 2 fed hvidløg
- Nigellafrø
Smelt en god klat smør med revet hvidløg.
Varm brødene i ovnen.
Når de er lune tages de ud og pensles med hvidløgssmørret. Drys med nigellafrø og server med det samme.
Jeg lavede den Raita som er tilbehør til Tikka Masala opskriften her på siden. Det fungerede fint 🙂
Ja, den er også god! Kan være jeg skal linke til den i indlægget her også. 🙂