Tilliden til, at alt udfolder sig, som det skal

Jeg tænker på mig selv som ung. Følelsen af altid at jagte den næste milepæl. Når det bliver sommer, så bliver jeg glad. Hvis jeg får en kæreste, bliver jeg glad. Når jeg kommer på højskole og får nye venner, bliver jeg glad. Når jeg flytter hjemmefra, bliver jeg glad. Når jeg er færdig med at studere, bliver jeg glad. Hvis jeg har nok penge på min opsparingskonto, bliver jeg glad og tryg. Mønsteret fortsatte uændret langt ind i mit voksne liv. Jeg ledte altid efter en løsning udefra, og jeg holdt krampagtigt fast i, at min lykke var mit ansvar alene. At verden grundlæggende var et brutalt sted, der ikke ville mig det godt. Det var mig, og mig alene, som kunne sørge for at beskytte mig selv og skabe et godt liv, ved hele tiden at forudse, hvad der kunne gå galt, og gøre alt hvad jeg kunne for at undgå det.

Jeg kobler mit livssyn til de store dødsfald, jeg oplevede tidligt. Min mormor, der døde, inden jeg blev født, min morfar, der døde pludseligt, da jeg var fem år, og min far, der døde af kræft, da jeg var 11 år. Jeg lærte tidligt, at man ikke kan tage noget for givet, og at livet er skrøbeligt. Og så er jeg vokset op med en ekstremt arbejdssom mor, der stod alene med to børn og var i overlevelsestilstand. Det var vi børn også. Vi gjorde alle det bedste, vi kunne, men min pubertet og mine teenageår var præget af sorg. Og helt grundlæggende har jeg et mere sensitivt sind end de fleste.

Jeg skriver om, hvordan de her begivenheder formede mig i Den dovne vegetar. Her skriver jeg også om min sygemelding som 30-årig, hvor jeg bliver diagnostiseret med moderat depression og generaliseret angst. Det syntes jeg på det tidspunkt, var meget skamfuldt at have, men nu ser jeg på det med meget mildere øjne. Det er ikke så underligt – jeg havde presset mig selv mere, end hvad godt er siden mine tidlige teenageår.

Da jeg blev sygemeldt vidste jeg, at noget blev nødt til at ændre sig, men jeg følte mig ret modløs i forhold til hvordan. Hvordan ændrer man sin måde at være i verden på, når det har føltes som den eneste vej at gå størstedelen af ens liv?

Det er specielt at skrive en tekst om, for der er blevet skruet på mange knapper løbende, og der er mange små ting, som allesammen har bragt mig videre mod en anden tillid. Og jeg har ikke gjort det alene, men har været priviligeret nok til at kunne prioritere terapi og støtte undervejs.

En meget vigtig del af min heling (som altså for pokker ikke er fuldendt, og det ideal har jeg givet slip på), handler om, at jeg begyndte at lytte til den hvisken, der sagde “det her føles ikke rigtigt”. Hos mig sidder den som en følelse lige i solar plexus. Før var min respons på den hvisken at fortælle den, at den ikke vidste, hvad der var bedst for den. Der var helt ærligt meget få ting i mit liv, som føltes rigtige, så den logiske slutning for mig var, at det måtte være mig, der var forkert. Jeg var svag og burde tage mig sammen. Resultatet var, at min krop begyndte at lave mere og mere larm for at få mig til at lytte.

Det føltes bare ekstremt farligt at lytte til den hvisken, som blandt andet sagde, at jeg ikke trivedes i et 37-timers kontorjob, at jeg ikke trivedes i min lejlighed i København, at jeg skulle sige nej til ting, som på papiret lød sjove og rigtige.

Nu havde jeg brugt 30 år af mit liv på at ignorere den hvisken. At forsøge at finde kompromisser for mit liv, som passede ind i min forestilling om, hvad et godt og trygt liv var. Uddannelser, jobs og livsvalg, som både kunne gøre mig glad, men også kunne tilfredsstille folk omkring mig.

Men med sygemeldingen var der ingen vej tilbage. Jeg stod et sted, hvor jeg følte, jeg havde gjort alt, jeg kunne for at få min karriere som digital designer til at fungere. Tre forskellige arbejdspladser samt et år som selvstændig, og jeg trivedes ikke i noget af det. Måske var det på tide at tænke, at det var matchet mellem jobbet og mig og ikke bare mig, der var noget galt med.

Jeg begyndte at lave mad igen under min sygemelding. Det havde været min hobby længe og flere havde opfordret mig til at tænke på det som mere end bare en hobby, hvilket jeg slog til side som umuligt. Og samtidig, måske endda ubevidst, observerede jeg særligt svenske madformidlere på instagram gøre deres hobbyer til arbejdsliv.

Jeg har aldrig oplevet at lave noget, der føltes så selvklart som Vegetarisk Hverdag. Fra den dag jeg begyndte at lave mad under min sygemelding, til jeg vidste, hvad mit projekt skulle hedde, hvordan det skulle se ud, hvad grundformen skulle være, var der ikke gået mere end et par uger. Det kom ikke uden en indsats, men det var lystdrevet og kreativt på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Halvandet år efter den første opskrift kom op på Instagram og blog, udkom jeg med min første kogebog Vegetarisk i aften? i april 2020. Og jeg har levet af Vegetarisk Hverdag lige siden. Meget spædt til en start, nu stabilt.

Jeg har aldrig oplevet så meget medvind. Er det sådan, det føles, når noget er skæbnebestemt? Er det en slags belønning for endelig at lytte? Jeg ved det ikke, men jeg føler mig meget taknemmelig. Og samtidig er det også vigtigt for mig at slå fast, at det ikke er sådan, at jeg vågner hver eneste dag og bare glæææder mig til at arbejde, der er masser af forpligtelser og dele af mit arbejde, jeg ikke elsker. Vil nødig male et billede af et utopisk, lykkeligt arbejdsliv op, det tror jeg simpelthen ikke findes.

Sideløbende har jeg arbejdet meget med mig selv, og jeg har gennem de sidste fem års tid fundet en spiritualitet, som har givet mig så meget. En tro. For mig er den ikke knyttet til en bestemt religion eller spirituel retning. Den er svævende og spæd. Men jeg kan bare mærke helt ind i knoglerne, at den overbevisning, jeg havde tidligere om, at alt ligger i mine hænder, ikke stemmer.

Jeg lægger mig ikke bare i sofaen og overlader alt til skæbnen. Jeg føler stadig et stort ansvar for at skabe et meningsfyldt liv for mig selv, og jeg arbejder aktivt for det. Jeg er stadig et ret arbejdsomt menneske. Men jeg lytter nøje til den stille hvisken, når den siger “det her skal du ikke” eller “jeg er ikke helt sikker”. For så siger jeg for det meste nej til en opgave, selvom den ser god og spændende og flot ud på papiret. For det meste. Nogle gange kommer jeg til at sige ja alligevel, og det fortryder jeg 9 ud af 10 gange.

Tillid ligger for mig klods op ad tro. Tro på, at alt ikke er i vores magt som mennesker, og at vi kan lade os guide af det jeg i denne tekst kalder en hvisken. Man kunne også kalde det intuition eller mavefornemmelse. Andre vil måske kalde det Gud. For at kunne lytte handler det for mig om at kunne være stille. Her hjælper naturen utroligt meget. At gå ture uden at lytte til noget andet end vind, blade og hav. Da jeg stadig boede i København fungerede det bedst, hvis jeg var alene hjemme. I sin essens er det noget med at minimere stimuli.

Min nyfundne tillid betyder ikke, at jeg føler en stor ro indeni, eller at jeg er fri for angst. Min krop er stadig lidt sprød og jeg skal konstant minde mig selv om at trække vejret helt ned i maven. Som selvstændig er det let at tænke, at succesen ikke kan vare for evigt. Det er ikke normalt i Danmark at kunne ernære sig primært på salg af vegetariske kogebøger. Det kan godt til tider give mig et sug i maven. Men selv hvis Vegetarisk Hverdag en dag ikke længere er bæredygtigt for mig, så vælger jeg at have tillid til, at det også er en del af min vej i livet. Og at det løser sig.

Jeg var i den største krise det meste af 2025, der resulterede i et brud med min partner gennem 16 år. Jeg gik igennem 6-7 måneder med uvished om, hvor det ville ende. Jeg græd så mange tårer, og det var på ingen måde let at være i, og samtidig følte jeg også for det meste en ro omkring, at jeg ville vide det, når det var tid til at tage en beslutning. Og jeg formåede at lave en kogebog sideløbende uden at gå ned med stress. Det tror jeg ikke havde kunnet lade sig gøre uden tillid og tro.

Jeg klarer ikke det hele alene. Jeg har min coach, som har hjulpet mig med at navigere gennem livet de sidste fire år, og jeg har også prøvet andre mere utraditionelle terapiformer undervejs, som har hjulpet mig meget. Hvis du som jeg har en tendens til at være meget oppe i hovedet og har svært ved at få kontakt med kroppen, kan jeg i første omgang anbefale at starte med kropsterapi. Jeg har gået så meget i samtaleterapi gennem årene, men det var, da jeg prøvede kropsterapi for otte år siden, at der var noget, der begyndte at rykke for mig. Det kan være noget andet gælder for dig, vi er forskellige og skal hver især finde vores vej, men for mig var kropsterapien første gang, jeg forstod koblingen mellem krop og hoved. Senere fik jeg min coach (som også er clairvoyant), anbefalet, og hun har hjulpet mig til at se nogle ting, jeg ikke selv havde lyst til at kigge på. Klassisk samtaleterapi fungerer garanteret for nogle, det har bare ikke hjulpet mig.

Jeg er stadig i krise. Jeg er nyskilt, og jeg har længe følt, at jeg skal flytte, men jeg ved ikke hvorhen. Før ville det have stresset mig, at jeg ikke har svar, men med denne her ret nyfundne tro på, at alt er som det skal være, ved jeg, at mit hus viser sig, når det er tid. Min datter har brug for basen i det her hjem, og det har jeg nok også lidt endnu. Livet er langt, der er tid. Det er meget mildere for mig at kunne leve og give slip på ting uden for min kontrol, frem for at holde krampagtigt fast i forestillingen om, hvordan det burde være.

Jeg tænker på Sindsrobønnen fra AA “Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen, tak” (og hvis du har det svært med Gud, så bare rediger det ud, tanken om Gud er også lidt kompliceret for mig, men det er måske en anden tekst værdigt). Det handler ikke om at give slip på alt, men at forsøge at navigere i, hvad jeg har mulighed for at gøre noget ved, og hvad der er uden for min kontrol. Jeg kan ikke bestemme, hvornår det rigtige hus dukker op, men jeg kan hver måned spare så meget op som muligt, så jeg er klar, når det gør. Og jeg kan, mens jeg venter, få det bedste ud af det, jeg er i.

Jeg bliver også ramt af utålmodighed og visse dage er lettere end andre, jeg har virkelig ikke opnået et utopisk zen-state. Men jeg er blevet bedre til at få det bedste ud af tilværelsen, lige som den er, i stedet for at bruge alt for meget energi på at længes efter hypotetiske fremtidsscenarier, og det er jeg meget taknemmelig for.

266 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlæggetLoading...

Skriv en kommentar

Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev.