Jeg elsker galetter for deres enkelthed, både i det salte og det søde køkken. Det er en tilgivende dej at lave, man kan være ret sløset med anretningen for det rustikke udtryk er lige om det skal være. Og så bliver det så smukt med røde æbler som her.
I kagen her bruges æblet på tre måder, både som kompot i bunden, i skiver oven på og øverst en æblesirup. Et hyggeligt lille efterårsferieprojekt. Kombinationen med rosmarinen giver kagen et twist, der gør den lidt mere spændende at spise. Det krydrede parfumerede i krydderurterne fremhæver det krydrede og parfumerede i æblerne på bedste vis.
Tag eventuelt til den lokale frugtplantage og pluk æblerne selv, så har du aktiviteter til en hel dag her i efterårsferien.
Æble og rosmarin galette
60-90 min / 6 portioner
Ingredienser
DEJ
- 280 g hvedemel
- 20 g havregryn
- 1 tsk salt
- 125 g flormelis
- 150 g koldt smør
- 2 æg (1,5 til dej, 0,5 til pensling)
ÆBLEKOMPOT
- 2 æbler (til kompot)
- 4 spsk smør
- 4 spsk sukker
- 2 spsk æblecidereddike
- 2 tsk kartoffelmel
FYLD
- 4 æbler
- 0,5 dl sukker
Æblesirup
- Væsken fra kompotten
- 1 spsk frisk timian (eller rosmarin)
- 1 nip salt
Tilbehør
- Vaniljeis eller creme fraiche
Sådan gør du
DEJ
Bland de tørre ingredienser sammen i en stor skål.
Skær smørret af i én stykke og vend det i melblandingen, så bliver det nemmere at håndtere.
Riv så smørret ned i melblandingen på den fine side af et rivejern. Gør det i små etapper, så du løbende blander det revne smør godt ind i melet. På den måde dannes der ikke klumper.
Ryst skålen godt, når alt smørret er revet. Fordel smørret med hænderne, konsistensen skal gerne ligne fugtigt sand.
Pisk de to æg sammen i en lille separat skål.
Der skal bruges et halvt æg til pensling, så hæld kun 1,5 æg ned i dejen.
Ælt forsigtigt til dejen lige nøjagtig samler sig uden synlige pletter af mel. Kom et stykke plastfilm på bordet og læg dejen på. Pak dejen ind i filmen og form den til en rektangel. Lad den hvile 30 minutter på køl, mens du laver fyldet.
Sæt ovnen på 180 grader
ÆBLEKOMPOT
Du skal bruge en lille gryde og igen et rivejern.
Riv æblerne fint ned i gryden og tilsæt smør, sukker og æblecidereddike. Kog op og lad simre i 10 minutter.
Hæld kompotten op i en si, så væsken drænes fra (bliver ca. 1 dl væske – gem til siruppen).
Bland den drænede kompot med kartoffelmel, og kom på køl eller frost, så den kommer ned til stuetemperatur.
FYLD
Skær æblekødet fra æblerne ved at skære fire snit (en firkant) rundt om kernehuset. Skær i fine skiver.
Samling af kagen
Tag dejen ud af køleskabet og rul ud til et stort kvadrat på bagepapir. Ca. 4 mm tyk.
Fordel kompotten på dejen ud til 4-5 cm fra kanten. Placer de friske æbleskiver jævnt oven på. Fold kanten ind over fyldet.
Pensl med æg, drys med sukker og bag i ovnen på 180 grader i 25-30 minutter, til dejen er flot gyldenbrun.
Æblesirup
Imens galetten bager, koges væsken, du siede fra kompotten tidligere, op i en lille gryde. Lad reducere til konsistensen er mere tyktflydende. Kom finthakket timian og salt i.
Pensl galetten med siruppen, når den kommer ud af ovnen.
Spis herligheden med vaniljeis eller creme fraiche.