Kan I huske Café de Paris smør? Nogle af jer er garanteret for unge. Smørret var bøffens og bagekartoflens klassiske makker, der med sin maximalistiske ingrediensliste var et must en fredag aften på det lokale steakhouse. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg nogensinde har spist det før her for nylig, men hey, det smager faktisk virkelig godt på den der nostalgiske 80’er-facon. Er usikker på om det bare er nostalgi eller rent faktisk er en brilliant smagssammensætning? Her bruger jeg smagene fra smørret i en yoghurtsauce, der gør det hele lidt mere friskt.
Og så til min anden nye opfindelse: hasselbacksbåde! Hasselbackkartofler men på den halve tid. Genialt (hvis nu jeg selv skal sige det).
Hasselbacksbåde med Café de Paris yoghurt
35-45 min / 4 portioner
Ingredienser
På bagepladen, trin 1
- 1 kg kartofler af en god spisekartoffelstørrelse
- 1 lille blomkålshoved
- 2 fennikel
- 2 spsk olie
- salt og peber
- 1/2 fed hvidløg
- 1 spsk frisk estragon, finthakket
- 2 spsk kapers
- 2 spsk kaperslage
- 300 g græsk yoghurt 10 % (eller creme fraiche fra 18 %)
- 1 spsk ketchup
- 2 tsk dijonsennep
- ca. 1 spsk citronsaft
- 1 tsk paprikapulver
- 1 tsk karrypulver
- 1 tsk salt
På bagepladen, trin 2
- 3 røde peberfrugter
Servering
- Et lille bundt persille
Sådan gør du
På bagepladen, trin 1
Sæt ovnen på 225 grader varmluft.
Først en disclaimer: hvis du ikke gider hasselbacke den, kan du sagtens bare lave almindelige både. Men der er noget særligt lækkert ved sprødheden i en hasselback.
Skyl kartoflerne men behold gerne skrællen på. Del dem midt over og placer den flade side ned på skærebrættet. Læg en spisepind på hver side af kartoflen, så du let kan skære tynde skiver, til du rammer pindene. På den måde hænger bunden stadig fast. Skær midt over på langs, så du får to både. Læg på den ene side af en bagepapirsbeklædt bageplade.
Skyl blomkålen og skær i 4 store både. Skær fenniklen i ca. seks både. Fordel på den anden side af bagepladen. Er der ikke plads nok så brug to bageplader.
Fordel olie, salt og peber jævnt, og bag i ovnen 15 minutter.
CAFÉ DE PARIS YOGHURT
Lav imens yoghurtsaucen. Riv hvidløg fint og kom op i en mellemstor skål. Hak estragon og kapers fint. Bland med de resterende ingredienser og smag til. Karry kan være meget forskelligt i styrke, så smag dig frem.
På bagepladen, trin 2
Når de 15 minutter i ovnen er gået, tages bagepladen ud og kartoflerne, blomkålen og fenniklen vendes. Bag det hele yderligere 10-15 minutter, til kartoflerne er godt gyldne.
Skær peberfrugterne i store stykker på ca. 5 cm.
De sidste 5 minutter kommer peberen med på pladen.
TIL SERVERING
Skyl og hak persillen groft. Kom grøntsagerne fra ovnen på et stort fad (eller bland og server direkte på pladen) og drys persille over
Server med Café de Paris yoghurten til.
Er det græsk yoghurt der skal bruges?
Ja, græsk er nok bedst. Eller creme fraiche. Jeg opdaterer ingredienslisten med det vuns, så det bliver tydeligere! 🙂