En sød følger sendte mig en mail den anden dag og spurgte hvor søren denne her opskrift på pasta med palmekål var blevet af. Det viste sig, at være en af dem, jeg har lagt op på instagram, men som aldrig har fundet sin vej til bloggen.
Det er faktisk en af grundene til, at jeg er begyndt kun at have mine opskrifter her på mit domæne. Det sikrer, at der ikke er noget der forsvinder, fordi jeg får det lagt op ét sted, men glemmer at lægge det op her. Så i må altså meget gerne skrive til mig, hvis I opdager, at der er noget, der mangler.
Det her er en af de mest geniale hverdagsopskrifter, for den er så nem at bikse sammen. Den kommer også på print i min næste bog. Jeg har altid 50 % nye opskrifter og 50 % favoritter fra bloggen med i bøgerne, så ved jeg, at I hvert fald halvdelen af opskrifterne i bogen er tried, tested & approved, og det giver ro i maven.
Palmekål kan nogle gange være lidt svært at få fingrene i. Det findes ofte i de større supermarkeder i vintermånederne, men hvis du ikke kan få fat på det, så brug bare grønkål i stedet.
Pasta med palmekål & citronricotta
15-20 min / 2 portioner
Ingredienser
- En håndfuld mandler (kan udelades)
- 200 g pasta
- 3 gode spsk ricotta (sådan cirka 2/3 af en standard bøtte)
- 1 citron
- 1 fed hvidløg
- ca. 10 mindre stilke palmekål
- Salt & peber
Sådan gør du
Kog vand til pasta. Rist mandlerne på en pande ved lav til middel varme, til de er gyldenbrune.
Sæt pastaen over.
Skyl palmekålen. Lad tommel og pegefinger løbe langs stilken, så du får skilt stilk og blade. Hak det fineste af stilken helt fint og skær bladene i strimler. Steg ved middelhøj varme i olivenolie med lidt salt, til kålen falder sammen.
Kom ricottaen op i en skål og bland med fintrevet skal fra citronen og fintrevet hvidløg. Smag til med salt, peber og godt med citron-saft. Den skal være til den godt syrlige og let salte side.
Når pastaen er al dente gemmes lidt pastavand og resten sies fra. Bland pastaen med ricottaen, halvdelen af palmekålen og pastavand, til det hele får en cremet konsistens. Smag til og server med resten af palmekålen og hakkede mandler på toppen!
Tak for virkelig god opskrift – er blevet palmekålsfan
Velkommen i palmekålsfanklubben!