Min mand har i årevis talt om svampesuppe med kærlighed i øjnene, og jeg har rynket på næsen af det, for er svampesuppe ikke sådan lidt tyktflydende og vammelt?
Jeg må tage alt tilbage, for hey, denne her svampesuppe var hverken tyktflydende eller vammel, men derimod et varmt kram på en kold dag.
Næste gang vil jeg prøve at tilsætte en dåse butterbeans som blendes i suppen for endnu mere fylde og mæthed, men med et stykke brød med ost er det her et helt måltid til 2-3 personer.
Svampesuppe med grønkål
30 min / 2-3 portioner
Ingredienser
Suppe
- 1 løg
- 2 spsk olivenolie
- Salt
- 250 g portobello eller brune champignon
- 1 fed hvidløg
- Nogle kviste timian
- 1,25 dl hvidvin
- 5 dl vand
- 1-2 spsk konc. grøntsagsfond eller 1 bouillonterning
- 2 dl fløde
Topping
- ca. 100 g grønkål
- 2-3 tsk citronsaft
- 200 g lidt mere spændende svampe
- Salt og peber
Tilbehør
- Godt brød, evt med smør og ost.
Sådan gør du
Hak løget fint og steg ved middel varme i godt med olivenolie og et drys salt i en mellemstor gryde.
Rens imens portobellosvampene, skær i mindre tern og tilsæt til gryden med ekstra salt. Steg til væsken er stegt ud af svampene. De må også gerne få lidt farve.
Tilsæt hvidløg skåret i tynde skiver samt timiankviste og steg med et par minutter.
Hæld hvidvin på og kog godt op. Tilsæt vand, fond og fløde og lad simre i 10 minutters tid.
Skyl imens grønkålen og snit fint. Rens svampene til topping og riv eller skær dem i mundrette stykker. Små svampe kan fint være hele.
Steg svampene ved høj varme med et drys salt. Når den værste væde er fordampet tilsættes et skvæt olivenolie eller 1 spsk smør. Steg videre under omrøring, til svampene er gyldenbrune. Smag til med salt og peber og sæt til siden.
Steg grønkålen i olie med et drys salt, til den er faldet sammen. Kom op i en skål og smag til med et skvæt citronsaft.
Blend suppen, så fint du kan, og smag til.
Server med grønkål og svampe som topping og godt brød til.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Virkelig god suppe.
Jeg kom butterbeans i.
Gæsterne var begejstret.
Altid dejligt med butterbeans i supper!
Vi har lavet denne suppe med kantareller, som er plenty i år. Total top lækker. Der blir lige lavet en portion mere idag. Grønkål tilsat ristede bacontern og græskarkerner.
Lyder bare så dejligt! 🙂
Hej lækker opskrift! Er det alm fløde eller madlavningsfløde du bruger? (hvor høj fedtprocent)
Hej! Altid almindelig fløde. 🙂 Kh Camilla