Olien her er med i min seneste kogebog Billig mad på dyre tallerkener, og den er ærligt noget af det bedste, jeg har derhjemme. Jeg bruger den i flere opskrifter i bogen (f.eks. i mine stegte ris og min opskrift på Dan dan nudler), og deler også en opskrift en af de næste dage, hvor jeg bruger den. Den løfter virkelig en nudel- eller risret! Den er stærk, krydret, parfumeret og bare helt fantastisk god.
For at lave denne her chiliolie, skal du have fat i et par specialingredienser, nemlig sichuanpeber og gochugaru (koreanske chili flakes). Sichuan smager helt anderledes end peber, som vi kender det. Det er et super aromatisk krydderi, som smager kraftigt af citrus, samtidig med den har en styrke og en bedøvende effekt på tungen. JEG ELSKER DET. Gochugaru er en knaldrød og forholdsvis mild chili, som man blandt andet bruger til kimchi. Jeg synes den er fantastisk i chiliolie, fordi den har en kraftig frugtig smag og giver en smuk farve.
Du kan købe begge dele hos f.eks. Den Kinesiske Købmand eller hos ASA spice – enten i deres fysiske butikker i København eller online. Jeg er kæmpe fan af ASA’s sichuanpeber, som teknisk set er af varianten timutpeber. Den er endnu mere crazy citrus end almindelig sichuanpeber, og er måske ikke for alle, men jeg synes, den er fantastisk.
Jeg laver olien ved at hælde brandvarm olie over mine krydderier, så det bobler op og fræser helt vildt. Det kan godt føles lidt voldsomt, men du får en friskere og renere smag ved denne metode, end hvis du varmer olien op med krydderierne. Smagen bliver helt enkelt ikke lige så livlig, som den gør med denne metode.
Ingredienser
15-30 min / ca. 3 dl
- 1 spsk sichuanpeber
- 1 tsk fennikelfrø
- 1 spsk chili flakes, stærke
- 2 spsk milde koreanske kimchi chili flakes (gochugaru)
- 1 spsk sesamfrø
- 2 laurbærblade
- 1 kanelstang
- 1 tsk havsalt
- 2 fed hvidløg
- 5 cm ingefær (ca. 20 g)
- 2,5 dl vindruekerneolie eller anden neutral olie
Sådan gør du
Start med at rense sichuanpeberen. Eventuelle sorte korn skal sorteres væk, så du kun har de fine rødbrune skaller tilbage.
Stød groft i en morter og kom i en mellemstor skål af stentøj eller andet materiale, der tåler høj varme. Stød også fennikelfrøene groft og tilsæt til skålen sammen med de resterende krydderier.
Hvidløget pilles og rives fint og kommes i skålen. Ingefæren skylles og rives fint. Kom også den i skålen.
Varm olien op i en lille gryde. Tjek, om olien er klar, ved at stikke spidsen af en spisepind af træ ned i olien. Bobler det rigtig godt omkring spisepinden, er olien varm nok.
Hæld olien over krydderierne i skålen. Det bobler godt op, så hæld stille og roligt og hold pauser undervejs. Rør godt rundt.
Lad olien køle af, kom den på et syltetøjsglas, og vent gerne 24 timer med at bruge den, så du får en så smagfuld olie som muligt.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Hej Camilla. Chiliolien er et kæmpe hit herhjemme og er også efterhånden blevet en bestillingsvare hos alle, der får den hos os! Jeg kæmper dog lidt med de små sorte korn. Du skriver, at du sorterer dem, men i nogle varianter sidder de små korn inde i skallerne. Fjerner du også dem? Jeg har én gang ladet dem alle være i dovenskab, men det smagte den besk af.
Fjerner altid alle sorte korn! I dovenskabens navn kan jeg godt finde på at sortere skallerne, hvor de små korn sidder godt fast, fra, og smide dem ud, i stedet for at forsøge at pille kornet ud. Livet er bare for kort. FEDT at den er et hit og en bestillingsvare! Gør mig mega glad. Kh Camilla
Måske jeg har været uheldig i Den kinesiske butik, men de sorte korn er i alle skallerne, så det er et kæmpe pillearbejde hos mig. Har dog lige købt timut versionen i Torvehallerne og det er et helt andet game! Vild smag til gengæld. Jeg kunne bedst lide at mikse dem halv/halv med de traditionelle 🙂
Det lyder som om du har været lidt uheldig ja. Men uanset hvad er det lidt et pillearbejde. Timutversionen er insane, kan godt forstå du foretrækker et 50/50 mix 🙂
Hej Camilla
Sætter man låget på glasset med det samme eller skal det først køle af?
Hej! Jeg ville lave olien i en skål af stentøj (eller en lille gryde!), da glas godt kan få et chok af en så hurtig og voldsom temperaturændring. Og så ville jeg lade olien køle lidt ned, inden jeg hældte det på glas. Den må godt være lunken, bare ikke brandvarm. God fornøjelse! Kh Camilla
Hejsa. Skal kanelstang og laurbærblade med ned i glasset til sidst?
De skal overhældes med olie sammen med de andre krydderier. 🙂
Og ja, jeg kommer dem også med i glasset! Kh Camilla
Hejsa. Har lige lavet olien og er så spændt på at bruge den! Bruger du bare den i stedet for olien du ellers ville stege i, eller tilsætter du den som topping og skal den opbevares på køl?
Mvh Martine
Hej Martine. Jeg bruger den som topping. 🙂 Jeg opbevarer den faktisk bare i et køkkenskab, men fordi der er hvidløg i skal den egentlig helst opbevares på køl (det synes fødevarestyrelsen i hvert fald). Det er noget med hvidløget, som kan reagere i olien. Kh Camilla
Oj, det lyder godt. Hvor længe kan den holde sig?
3 måneder vil jeg sige, men længere hvis du har den i køleskabet. 🙂 Nogle foretrækker at opbevare olier med hvidløg i køleskabet, da det mindsker risikoen for botulisme. Der er jeg lidt uforsigtig af mig.
Hej Camilla. Chiliolien er et kæmpe hit herhjemme og er også efterhånden blevet en bestillingsvare hos alle, der får den hos os! Jeg kæmper dog lidt med de små sorte korn. Du skriver, at du sorterer dem, men i nogle varianter sidder de små korn inde i skallerne. Fjerner du også dem? Jeg har én gang ladet dem alle være i dovenskab, men det smagte den besk af.