Hurra for mig! I dag er det nemlig kyndelmisse og samtidig min fødselsdag. Jeg fylder 33, og har bestilt Eggs Benedict og amerikanske pandekager til morgenmad. To af mine absolutte livretter! Og jeg tænkte, at jeg i anledning af dagen, ville dele den opskrift, vi bruger til pandekagerne. Den giver nemlig helt perfekte, luftige amerikanske pandekager, præcis som man forventer ville blive serveret på en amerikansk diner. Elsker det!
Mine planer for dagen er ret enkle. Efter en langsom morgen og verdens bedste morgenmad kører André og jeg en tur til Nordsjælland for at gå en tur ved havet. Og i aften skal vi hjem til nogle venner, der lige er flyttet til Christianshavn, og spise pizza blandt flyttekasser. Jeg skal have et glas vermouth og måske et glas orangevin senere på aftenen (glæder mig SÅ meget, lockdown uden alkohol er hardcore), og vi skal se de nyeste afsnit af Rupauls Drag Race US & UK. Tror det bliver en ret optur fødselsdag faktisk.
Kommer til at fejre lidt mere i løbet af ugen, min lillebror har nemlig fødselsdag tre dage efter mig og fylder 30 i år, så jeg ser ham og vores nære familie i weekenden. Og på onsdag har jeg en flødeskumskage-date med en veninde. Jeg elsker, når man kan sprede fødselsdagsfejringen lidt ud! Også selvom det bliver i lille skala i år.
Tilbehør til amerikanske pandekager
Helt klassisk serveres amerikanske pandekager med en god klat smør på toppen og masser af ahornsirup, og det er der intet galt med. Jeg er dog en større fan af lys sirup end ahornsirup, og så elsker jeg lidt blåbær, citronsaft og creme fraiche til mine pandekager. Om det så er de amerikanske af slagsen eller de klassiske danske. På billedet øverst er der også lidt duftgeranium, det smager fantastisk med bær!
Vil du have f.eks. blåbær eller chocolate chips i pandekagedejen, drysses det på dejen, når den er kommet i panden og den øverste side stadig er flydende. Det er nemmere at bruge friske blåbær frem for frosne, men frosne kan også sagtens fungere, hvis du dræner dem godt først. Det er trods alt lidt mere sæsonvenligt her midt i vinteren. Saften fra blåbærrene kan du koge ind med sukker, så du får en tyk blåbærsirup! Smager himmelsk.
Ingredienser
30 min / 2 portioner (ca. 6-8 pandekager)
- 150 g hvedemel
- 15 g sukker
- 1 nip salt
- 1 tsk bagepulver*
- 0,5 tsk natron*
- 170 g tykmælk / Acido / A38**
- 2 spsk mælk eller vand
- 2 æg
- Evt. lidt smør til stegning
*laver du dobbelt portion, så brug 1 tsk bagepulver og 1 tsk natron
** Eller andet tyndere syrnet mælkeprodukt. Kan erstattes af 160 g mælk + 1 tsk citronsaft
Sådan gør du
Si alle tørre ingredienser ned i en skål. Lav en fordybning i midten og hæld de våde ingredienser i.
Pisk forsigtigt sammen til en jævn dej. Pas på med ikke at overpiske, så får du ikke de der luftige lette pandekager, som du drømmer om. Dejen skal bare lige samle sig, og så lader du den være. Hvis der er lidt klumper er det ok.
Varm en pande (gerne non-stick eller lign.) op til middel varme og giv et tyndt lag smør til den første omgang pandekager.
Steg 2-3 pandekager ad gangen, vend når de er gyldne på undersiden og steg videre, til de er gennemstegte. Et par minutter på hver side.
Du kan evt. holde pandekagerne lune i ovnen ved 50 grader, mens du bager færdigt.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Hej Camilla! Tak for din opskrift på amerikanske pandekager – jeg er halv amerikaner og denne opskrift er den tætteste på de pandekager, jeg er vokset op med. Det er nemlig især vigtigt med pointen om, at man ikke må overpiske/overrøre dejen, noget jeg ofte har oplevet overset i andre opskrifter. Andre gange bliver pandekagerne tørre, gys! Men tak tak tak fra mig, de er flotte og smager dejligt! Min go-to opskrift fra nu af ☺️
Eej, hvor er det godt at høre! <3