Det meste af min madlavningstid lige nu går til at udvikle opskrifter til den næste kogebog. Det er sådan et overvældende arbejde! Der er dog også dage, hvor jeg ikke har noget planlagt og resterne fra køleskabet trænger til at blive brugt. Det er generelt at godt tip: at have mindst en dag om ugen, hvor man får kigget køleskab og køkkenskabe igennem. Det kan der komme nogle ret magiske måltider ud af!
Da André var i Sverige i weekenden kiggede jeg dybt i køleskabsskuffen og fandt en del rester som trængte til at blive spist. Til det er sådan en åben pitabrødssandwich helt genial. Masser af hummus på brødet (med de bønner eller kikærter du har til rådighed) er helt essentielt, og så topper du bare op med whatever grøntsager og krydderurter, du har liggende!
Ingredienser
15-30 min / 1 portion
Hummus
- 1 dåse butter beans eller andre bønner
- 3 spsk lys tahin
- Citronsaft fra en halv citron (måske lidt mindre)
- Et skvæt olie
- 0,5 fed hvidløg
- Salt og peber
Valgfrie grøntsager og krydderurter fra køleskabet.
Her brugte jeg:
- 1 løg
- 1 snackpeber
- En håndfuld babyspinat
- En håndfuld sugar snaps
- Bredbladet persille
- Frisk mynte.
Noget syltet
F.eks. syltede løg, agurker, asier eller lign.
1 stenovnsbagt pitabrød fra fryseren
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader.
Blend ingredienserne til hummus’en sammen, til den er helt jævn og cremet. Tilsæt iskoldt vand efter behov. Smag evt. til med ekstra citronsaft, salt og peber.
Tø pitabrødet op i ovnen.
Skær grøntsagerne ud i strimler eller mindre stykker og steg på en pande i olie med et drys salt og peber. Du kan selvfølgelig freestyle med krydderier, hvis du har lyst.
Skyl og hak krydderurterne fint. Hak dit syltede element i mindre stykker.
Skær pitabrødet over i to halve, kom godt med hummus på hver halvdel og top med grøntsager og krydderurter.
Giv gerne et skvæt citron og et skvæt olivenolie på toppen.
Voila!
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.