Wow, juni var godt nok en hvirvelvind af en måned. Nyt kontor, en artikel på DR, der gik viralt, tre større deadlines, nyt oplag af Vegetarisk i aften? til tryk, og så har der heldigvis også været en uge i sommerhus med venner. Vigtig detalje for at kunne holde hovedet koldt.
Dette er mit andet indlæg i føljetonen af tilbageblik på måneden, der er gået, og en gennemgang af mine drømme og planer for den kommende måned. Det første indlæg om juni kan du læse her.
Det største, der skete for mig helt personligt i juni, var at jeg flyttede ind i mit nye kontor! Det føles så stort. Jeg brugte den første uge af juni på at komme på plads. Fik leveret min reol fra IKEA (den hedder IVAR), brugte nogle lange dage på at male den, og fik overtalt André til at komme forbi på hans fridag og hjælpe mig med at samle den. Den er blevet mindst lige så fin, som jeg drømte om!
Der er mange på insta som har spurgt om farverne, så de kommer her. Den rosa hedder Norrtälje og kommer fra Beckers, og den har NCS kode S 2020-Y60R. Den perfekte rosa efter min mening! Inden i skabene har jeg malet en meget klar blå, og det er Akvamarin (S 4050-R90B ) fra Beckers. Jeg køber altid maling i Beckmanns på Amager, og anbefaler den butik varmt.
Jeg elsker at være her, men desværre fik jeg nogle dårlige nyheder i fredags. Det erhvervsområde som kontoret er en del af, er nemlig blevet solgt af den nuværende ejer, som min udlejer lejer af. Det betyder, at der er et større firma, der skal flytte både produktion og kontor til Frederiksberg, og os der lejer garagerne og lokaler nu, skal flytte ud. NEEEEEJ.
Vi kan formentlig være her til udgangen af 2020, men jeg skal altså finde noget nyt, nærmest inden jeg var kommet på plads. Æv, æv, æv. Så hvis du hører om noget, så giv mig endelig besked? Drømmen er et gammelt butikslokale på en stille sidegade, hvor jeg både kan have showroom og kontor, men alt hvor jeg kan indrette mit eget space og har god plads til mit lager er relevant. Helst på Nørrebro eller Frederiksberg. På forhånd tak!
Det vildeste der skete i juni var nok, at der kom et portræt ud på dr.dk om mig og min rejse med Vegetarisk Hverdag, som gik viralt. Artiklen kom ud en lørdag og da journalisten kom på arbejde om mandagen, havde 117.000 allerede klikket sig ind på den. Svindlende! Normalt regner de med mellem 30-40.000 klik, så det sætter det lidt i perspektiv. Senere den mandag kom artiklen ud på DR MADs Facebookside og blev set af mere end 300.000 mennesker, fordi folk gik amok i kommentarfeltet over DR redaktionens valg af ordet “kødsovs”. Godt træk af DR for at få artiklen bredt ud, må man sige. Det hele var ret overvældende, men også virkeligt givende og Vegetarisk i aften? lå på top 3 på saxo’s topliste i en uges tid og har været udsolgt fra lageret i et par uger.
Juni blev rundet af med en uge i sommerhus med venner, og det var godt for sjælen. Denne aften med André i gylden sol ved Knud Rasmussens hus var mit absolutte højdepunkt. Kæft hvor jeg elsker ham altså, jeg er en heldig kartoffel (føler mig lidt blød i kanten i dag).
Vi badede i havet hver dag, spiste virkelig god sommermad og fik besøgt en passende mængde loppemarkeder (hehe). Det var en god uge at tage i sommerhus i med hedebølgen.
Drømmer så inderligt om et sommerhus, jeg kan så tydeligt mærke, hvad det gør ved mig at komme ud af byen. En skønne dag! Drømmer om Møn eller andetsteds på Sydsjælland. Og også lidt oppe omkring Hundested efter vores uge deroppe.
Nu er vi jo allerede et stykke inde i juli, og i går underviste jeg på mit første madkursus! Jeg havde forberedt et kort oplæg til de 24 sommerkursister på kurset Klimavenlig Køkkenkunst på Suhrs Højskole, og så var vi ellers i køkkenet i et par timer og lavede en masse opskrifter fra Vegetarisk i aften?. Det var virkelig hyggeligt og sjovt! Jeg håber, at kursisterne også synes det.
Noget af det jeg elsker mest ved mit arbejdsliv nu er, hvor varieret det er. Det bliver spændende at se, hvor stor en del oplæg og workshops bliver af mit arbejdsliv på sigt, nu har jeg i hvert fald et koncept på plads, så der bliver forhåbentlig lidt mindre forberedelse næste gang.
De sidste måneder har jeg haft virkelig svært ved at finde tid til at prioritere Vegetarisk Hverdag. Med kogebogsudgivelse, en kæmpe opskriftsudviklingsopgave for Sæson og andre deadlines for kunder, har jeg ikke rigtig kunnet række til.
Jeg kan godt mærke nu, at jeg har presset mig selv lidt for hårdt. Jeg elsker at være min egen chef, men nogle gange er jeg virkelig også en dårlig chef for mig selv. Jeg skal arbejde lidt med at tro på, at jeg gør nok, og at jeg har tid nok. Jeg elsker jo Vegetarisk Hverdag, men det er også en læringsproces at finde ud af, hvad jeg skal prioritere i min business. Og at stole på at det økonomiske løser sig, så længe jeg holder hovedet koldt og hjertet varmt. Og helbredet er intakt, vigtigst af alt. I hvert fald det af det man selv kan styre.
Her i juli er min primære plan altså bare at lade mig styre af min lyst. Holde fri en dag, hvis jeg har brug for det, og ikke have for mange to do lister. Det dejlige ved at have arbejdet hårdt det sidste stykke tid, er jo netop, at jeg ikke har noget, som jeg bør gøre nu.
De nye plakater er kommet fra tryk, 2. oplag af Vegetarisk i aften? er ved at blive sendt fra trykkeriet og skulle meget gerne blive leveret på torsdag og mine konsulentopgaver er afsluttede. Så nu skal jeg bare koncentrere mig om mit arbejde med Vegetarisk Hverdag og opskriftsudviklingen, som jeg har savnet. Dejligt!
Om et par uger planlægger jeg at holde åbent hus på kontoret, så man kan komme forbi og se plakaterne og købe en kogebog. Det bliver nok lørdag den 18. juli, så sæt et kryds i kalenderen, så kommer der mere info senere!
En idé om en ny kogebog er også ved at forme sig i min underbevidsthed, og det glæder jeg mig til, at jeg endelig kan dykke ned i. Det tager jo omkring et år at lave en bog, så det føles passende at gå i gang nu, og jeg føler også, jeg har lysten til det.
Det kan godt være, jeg trækker stikket helt fra instagram og blog lidt senere på sommeren, men jeg har ikke helt besluttet mig endnu. Jeg skal i hvert fald en weekend til Bornholm og besøge min veninde og hendes familie, der bor derovre, i slutningen af juli. Savner dem helt ind i knoglerne, så det bliver så dejligt. Forhåbentlig bliver det også til lidt flere dyp i havet, når solen og varmen kommer tilbage.
Håber I har en dejlig sommer. ♡
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.