Jeg har bagt denne her rabarbertærte med kokos utallige gange gennem de sidste 10 års tid. Den er nem og utroligt god, og jeg ved ikke, hvordan den først kommer op her nu. Den har eksisteret på mine tidligere blogs, og findes i en version med blåbær her på Vegetarisk Hverdag, men jeg synes nu, den er allerbedst med rabarber.
Kagen på billedet er halv portion af opskriften, for det var bare til mig og André, og den er allerbedst frisk fra ovnen.
Jeg vil vove at påstå at selv den mest uduelige bager kan lykkes med denne her kage, man skal bare skære nogle rabarber i skiver og lægge nogle dejklatter oven på. Easy peasy. Der skal utroligt meget til for, at det går galt. I dag kom jeg til at bage den ved for høj en temperatur, men jeg checkede heldigvis til den i sidste øjeblik. Ups!
Jeg er ekstra besat af rabarber denne sæson, og kan nærmest ikke få nok. Skal også have bagt ricottakagen med rabarber igen inden sæsonen er slut. Den er et lidt større projekt end tærten her, men helt fantastisk god, hvis man har lyst og tid.
Ingredienser
45 min / 6 portioner
Rabarber:
-
600 g rabarber
-
160 g sukker
-
0,5 tsk vaniljepulver (eller en halv vaniljestang)
Dej:
- 125 g blødt smør
- 125 g sukker
- 1 æg
- 100 g kokosmel
- 60 g hvedemel
- 0,25 tsk bagepulver
- 0,5 tsk salt
Sådan gør du
Tag smørret og ægget ud af køleskabet omkring en time, inden du går i gang. Skær evt. smørret ud i skiver så når det stuetemperatur hurtigere. Vil du bare have kage i en fart kan du smelte smørret let i en gryde eller i mikroovn. Ægget skal have stuetemperatur, så dejen ikke skiller, når man rører den sammen, men jeg har altså lavet denne her kage flere gange med en let skilt dej, og det gjorde ikke så meget for slutresultatet.
Sæt ovnen på 180 grader.
Skær rabarberne i mindre stykker, og bland dem med sukker og vanilje i en skål. Lad stå.
Smør og sukker piskes sammen med en elpisker. Tilsæt ægget som piskes sammen med blandingen. Tilsæt kokos, mel, bagepulver og salt og rør det hele sammen til en homogen masse.
Læg rabarberne i bunden af en ildfast form (klassisk tærteform) og fordel dejen oven på i klumper. Dejen behøver ikke dække rabarberne helt, det er en fordel hvis der er lidt huller som rabarbersaften kan fordampe ud af. Dejen smelter automatisk ud og dækker det meste.
Bag i 25-35 minutter til dejen er gyldenbrun.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Lun med en klat cremefraiche ….en drøm
Ja, hvor dejligt! ♡