Det her er en ny KÆMPE favorit herhjemme. Jeg har egentlig altid været lidt skeptisk til Saag paneer, en indisk spinatsovs (saag eller palak) serveret med en frisk indisk ost (paneer). Det kan virkelig være ret hit and miss. Men nu tror jeg bare, jeg laver den til mig selv fra nu af, for hold nu kæft, hvor smager det godt. Det hele startede med at jeg så denne video på Bon Appetit’s Youtubekanal, og så har jeg haft det på listen i hundrede år at lave opskriften.
Det som overbeviste mig var at bruge feta i stedet for den lidt intetsigende paneer-ost (skal dog prøve retten med paneer også, hvis jeg finder det et sted, eller tager mig sammen til selv at lave det), og at krydderikombinationen var så enkel og frisk. Tilsatte selv lidt fond for ekstra smagsdybde, og brugte frossen spinat i stedet for frisk, fordi det føltes enklere.
Chhonk
Chhonk har mange forskellige navne, men det er i sin essens smeltet smør, ghee eller olie med krydderier i, som man hælder over sine indiske retter. I dette tilfælde Saag, men det er også ekstremt lækkert på f.eks. Dhal. Jeg er ret vild med at lave det med smør og hel spidskommen, som popper i smørret, og smager frisk og krydret.
Asafoetida
Asafoetida er et pulver, lavet af latex fra skærmplanten Ferula asafoetida, som ofte er blandet op med bukkehornsmel eller rismel. Det kaldes også Hing eller dyvelsdræk, og nogle bruger det som erstatning for løg eller hvidløg.
Det lugter virkelig dårligt i pulverform. Som sure tæer? Men varmes det op i olie eller smør skifter det karakter og giver (i hvert fald ifølge Priya Krishna hos Bon Appetit) den karakteristiske smag af indisk mad, som ellers kan være svær at opnå i hjemmekøkkenet.
Jeg købte mit hos Dhadra Food Store på Nørrebrogade, men du finder det nemt på nettet, hvis du ikke bor i København. Jeg har selv kun brugt det nogle gange, men det giver altså et eller andet til mine indiske retter, det må jeg sige. Noget umami-dybde, som man ellers ikke får. Det kan dog sagtens udelades, hvis du ikke kan finde det.
Saag Paneer (med feta)
30 min / 2 portioner
Ingredienser
- 20-25 g smør eller ghee
- 1 lille løg
- 1 spsk korianderfrø, hele
- 1/8 tsk stødt kardemomme
- 1 hvidløgsfed
- 2 cm ingefær
- 0,5 tsk chili flakes, stærke
- 250 g frossen helbladet spinat (optøet)
- 1 tsk koncentreret flydende grøntsagsfond
- 1 citron
- 150 g feta
Chhonk
- 20 g smør eller ghee
- 0,5 tsk spidskommen, hel
- En knivspids asafoetida (valgfrit)
- Evt. lidt chili flakes
Desuden
- En halv portion perfekte ris
Sådan gør du
Smelt smørret i en gryde. Tilsæt finthakket løg og steg ved middel varme til det bliver gennemsigtigt. Stød imens koriander-frøene semi-fint.
Steg korianderfrø og kardemomme med løget i fem minutters tid til løget er gyldent, og det dufter super aromatisk. Tilsæt revet hvidløg og ingefær sammen med chili flakes og steg ved lav varme et minuts tid. Tilsæt den optøede spinat til gryden og lad koge op under låg. Er der brug for lidt væske tilsætter du vand efter behov. Sluk for varmen og blend helt fint.
Kog op igen og smag til med citronsaft, grøntsagsfond og salt. Skær fetaosten i tern og vend den ned i spinatsovsen. Lad simre forsigtigt i 5 minutters tid.
Imens smelter du smørret til din chhonk i en lille gryde sammen med 0,5 tsk spidskommen til smørret bruner og spidskommenfrøene “popper”. Sluk for varmen og tilsæt asafoetida og chili flakes (valgfrit).
Fordel din chhonk over din Saag og server med ris.
Ej men altså… Det smager jo HELT fantastisk.. Fik næsten tårer i øjenene 🥲
Åårh, hvor dejligt! Jeg elsker virkelig også denne her ret.
Suuuper lækker ret. Fungerer også godt med stegt halloumi i stedet for feta 😋
Hej,
Så god ret jo! Tak for alle dine dejlige opskrifter. Kan retten fryses? Vores venner har introduceret os for dine opskrifter. Nu skal de have en baby og det kunne være lækkert at fylde nogle gode retter i deres fryser 😀
Den fryser desværre ikke så godt lige denne her.
Dette er min yndlings vegetar ret
Hej
Denne er klart på min liste over retter fra den nye kogebog, som jeg bare må få prøvet!
Jeg har for længe siden lavet saltede citroner, men jeg har ikke rigtigt fået dem brugt, ville det være et sted som her, at man kunne skifte en hel citron ud med noget saltet citron?
Hej! Ja, som grundprincip vil du kunne bruge saltet citron i alle opskrifter som indeholder citron+salt, som f.eks. her. Prøv dig frem med mængderne, saltet citron har en ret kraftig smag, så du skal ikke bruge særlig meget ad gangen. 🙂
Helt fantastisk opskrift! Jeg har ledt efter en “simpel” udgave af retten, og den her rammer lige i øjet – det smager vidunderligt!
Fantastisk! <3 Den er også med i Billig mad på dyre tallerkener, for synes den er så god så god. Vh Camilla
Den er fluks røget på næste uges madplan! Er der en feta du vil anbefale at putte i?
Tak for opskrifter, vi glææææder os til at kogebog nr 2 udkommer!
Dejligt! 🙂
Jeg elsker den feta de har i Rema 1000. Tror desværre ikke den er øko, men den er god. Du kan bruge de fleste feta’er, ville dog holde mig fra de helt bløde og super cremede, jeg tror de smelter for nemt.
Håber I kan lide opskriften! Kh Camilla
Det her smager himmelsk, tusind tak og også tak for mange andre læææækre opskrifter, du har beriget min madlavning med! Et par små kommentarer:
1. Jeg så i en anden opskrift, at der skulle et par tomater i retten. Jeg lavede dobbelt portion af din opskrift og kom en dåse hakkede tomater i. Det var et hit. Til gengæld kun saft af én citron.
2. Jeg fattede ikke, “Fordel din chhonk over din Saag”, da jeg troede, at vi skulle gøre det på tallerkenen. Sikker mig der er fatsvag, men chhonk-en skal ned i gryden og indgå i tilsmagningen … selvfølgelig :).
Ih tak, det er jeg godt nok glad for at høre! Man kan godt komme tomater i, det kan være jeg skal prøve med en dåse tomater i en dobbelt opskrift på et tidspunkt. 🙂 Altså jeg hælder Chhonk’en på toppen af Saag’en i gryden/skålen den serveres i, så den lissom ligger som en sø af smør oven på. Når man så tager en portion blandes den let med spinatsovsen, men der er stadig smør som ligger og skinner lidt på toppen. Men du kan sagtens servere den ved siden af ved bordet, det kan ikke rigtig gå galt. 🙂
Du skal seriøst overveje at bruge friskkværnet kardemomme i din mad. Jeg har været en del i Indien og må bare sige at jeg aldrig er gået tilbage til at købe stødt kardemomme. Uanset hvad jeg laver hvor der skal bruges kardemomme, kommer min krydderikværn (egentlig bare en kaffekværn) op fra skuffen. Prøv det!
Jeg har skam hele kardemommekapsler herhjemme og støder ofte selv. Opskrifterne her på siden forsøger jeg at gøre så nemme for mine læsere at kaste sig over som muligt, og derfor har jeg lige i denne her sammenhæng valgt stødt kardemomme, for at holde tilberedningstiden nede. I min garam masala derimod lægger jeg op til, at man bruger kardemommekapsler og selv støder frøene. Jeg er dog helt enig med dig, kapslerne eller hele kardemommefrø har klart mest smag! De er bare ikke lige så nemme at finde i et normalt supermarked. 🙂
Førte mig fluks tilbage på ferie i Indien
Det tager jeg som et kæmpe kompliment. 🙂
Det er supernemt og meget lækkert at lave sin egen Paneer:
2 liter mælk ( gerne den til nedsat pris på sidste salgsdag) bringes langsomt i kog under omrøring. Lige når den koger tilsætter du saften af en halv citron (eller lidt eddike).
nu skiller mælken i fnug (ellers tilsæt lidt mere citronsaft).
hældes op i en si med et groft klæde, f. eks et billigt viskestykke, og drypper af i 3 minutter, fold klædet om ostemassen, og læg det på en tallerken. Sæt en gryde med vand ovenpå som pres i 1-2 timer, så har du en sammenhængende ostemasse ( må ikke blive for tør) som skæres ud i små stykker og bruges i opskriften i st f feta.
Hej Poul. Mange tak for tip! Jeg skal helt bestemt prøve at lave min egen Paneer snart. VH Camilla
Absolut himmelsk – min beste Palak Paneer til dato. Synes dog man skal være påpasselig med citroen. Jeg brugte kun 1 stor citroen til 4 portioner og det smagte rigeligt igennem. Jeg gav den også noget mere med krydderierne, men det er bare mig.
Hvor er det dejligt at høre! Citron er jo bestemt en smagssag, så der må man prøve sig frem. Og godt du bare fulgte din mavefornemmelse i forhold til krydderierne, man kan jo have forskellige præferencer. 🙂
Hejsa – hvis du ikke har fundet det allerede, så fandt jeg Paneer i Føtex
Super, tak! 🙂
Hejsa. Er det frosset hakket spinat du bruger?
Hej Charlotte. Det er frossen helbladet spinat, det må jeg hellere lige gøre tydeligt i opskriften! 🙂
Hej, mangler der noget væske i opskriften? Det er svært at få spinaten (og løget osv.) blendet ud til noget, der kan koges op. Der er heller ikke nævnt i opskriften hvornår den halve teske bouillonkoncentrat skal bruges? De to andre opskrifter på retten, jeg hurtigt lige fandt, brugte hhv. surmælk og tomater til at give retten væske.
Hej Toke,
Hm, jeg tror faktisk at væsken fra den optøede spinat var nok for mig, men du tilsætter da bare lidt vand, hvis din blev for tør. 🙂 Tak for kommentar om fonden, den må jeg lige få tilføjet i teksten! En smutter. Kh Camilla