André og jeg følger hvert efterår religiøst med i Masterchef Professionals UK og årets sæson, der havde finale i december, var ret fantastisk! En af de mest stressende dele af programmet er de indledende runder, hvor deltagerne skal igennem en “skills test”. De kommer ind i masterchef-køkkenet én efter en og får en helt umulig opgave, som de skal løse på alt for kort tid. Det er desuden den allerførste gang de står ansigt til ansigt med dommerne, som er nogle meget anerkendte britiske kokke. Nervøsiteten er på sit højeste altså. Det er tåkrummende og virkelig godt TV.
En af skills testene i år var en ærterisotto, og jeg satte det straks på listen over idéer til opskrifter, jeg vil lave til Vegetarisk Hverdag. Så her er den! Min version på ærterisotto. En comfy ret, der ligner forår, og det er jo mildt sagt noget, vi har brug for her i januar.
Ærterisotto
30-45 min / 4-6 portioner
Ingredienser
- 2 L grøntsagsfond
- 200 g frosne ærter
- 1 løg
- 1 hvidløgsfed
- 4 dl ris
- 2 dl hvidvin
- En god klat smør
- 2 gode håndfulde parmesan, pecorino eller andet lagret smagfuld ost
- Citronsaft
- En håndfuld stangbønner
- 2 små squash eller en stor
Sådan gør du
Varm din grøntsagsfond op. Kom ca 2/3 af ærterne en skål sammen med et skvæt af din fond og blitz til en puré med en stavblender. Sæt til siden.
Steg finthakket løg og hvidløg i olie ved lav varme i fem minutters tid. Kom risene i og svits et par min. med en klat smør, inden du skruer op for varmen og tilføjer et kærligt glas hvidvin. Når risene har suget vinen til sig hældes der et par dl fond over ad gangen. Rør rundt i risottoen og tilsæt fond, når den er ved at koge tør.
Når riserne er 95% færdige smager du til med salt og peber og kommer ærtepuréen ned i risottoen, sammen med en god klat smør og valgfri ost. Smag til med citronsaft. Der skal være en god balance mellem ærternes sødme og en syrlighed fra citronen. Sluk for varmen og lad stå.
Steg imens squash, bønner og resterende ærter i smør og lidt fond. Server risottoen med grøntsagerne, olivenolie, citronsaft og ekstra ost.