Jeg har bagt de her ingefærsmåkager igennem de sidste 10 år, og jeg er simpelthen ikke træt af dem endnu! Og det kommer altså fra en person, der faktisk ikke er så glad for småkager. Men denne lille mundfuld er meget mere end en klassisk tør småkage! Den er sprød, den er chewy, den er faktisk lidt som en blanding mellem en karamel og en småkage? Og så har den et hint af julekrydderi og lækker smag af nødder. Jeg elsker den.
Opskriften stammer fra min veninde Cæcilies opskriftsbog, og den figurerede også på min gamle madblog. Det er første gang jeg har prøvet at bage småkagerne med miso (en asiatisk fermenteret bønnepasta). Det giver en ekstra umami-dimension, men du kan sagtens bruge havsalt i stedet, hvis du ikke lige har miso derhjemme.
Jeg bagte ingefærsmåkagerne i lørdags til et juleevent med Stilleben. Jeg tilbragte et par timer i deres smukke butik på Frederiksborggade 22 og fik duften til at sprede sig i butikken. Det er nyt for mig med events, og det er lige så hyggeligt, som det er grænseoverskridende, synes jeg. Men det gik heldigvis godt, jeg solgte en masse småkager (de er seriøst afhængighedsskabende) og så havde jeg taget mine svampeplakater med, som ser ret godt ud i det køkken der, hvis jeg selv skal sige det.
Ingredienser
45-60 min / ca. 40 småkager
- 250 g mel
- 0,5 spsk stødt ingefær
- 0,5 tsk stødte nelliker
- 0,5 tsk natron
- 50 g hakkede mandler eller valnødder
- 250 g sukker
- 1 æg
- 10 g gær*
- 1,5 spsk lys miso (erstat med 0,5 tsk havsalt)
- 125 g smør
- Flagesalt
Vegansk? Erstat ægget med 1 spsk knust hørfrø blandet med 2,5 spsk vand og brug vegansk smør.
*Du kan evt langtidshæve småkagedejen natten over i stedet for at hurtighæve. I så fald bruges kun en lille ært gær og natronen udelades.
Sådan gør du
Bland mel, krydderier og natron sammen i en mellemstor skål. Opskriften her er til mildt krydrede småkager, så tilsæt mere ingefær efter smag. Hak nødderne semifint.
Pisk æg, sukker, gær og miso godt sammen (bruger du salt i stedet for miso blandes den med melet). Gæren opløses af sukkeret.
Skær smørret i mindre terninger og smuldr smørret ind i melet med fingrene til der ikke er flere smørklumper.
Hæld melblandingen over æggeblandingen og fold sammen med en dejskraber. Ælt til sidst til en kugle med hænderne. Læg i plastfilm og lad hvile i køleskabet 30-60 minutter imens ovnen opvarmes til 175 grader varmluft.
Rul dejen ud i 4-5 pølser á tommelfinger-størrelse. Du kan have tre stænger på en bradepande. Tryk pølserne lidt flade og drys med flagesalt på toppen.
Bag i forvarmet ovn i 10 min, vend så pladerne, så det bager jævnt (det er i hvert fald nødvendigt i min ovn) og bag i 5 minutters tid til, eller til kagerne er gyldenbrune.
Skær i skrå snitter så snart dejen kommer ud af ovnen og lad køle ned på rist.
Opbevares i lufttæt beholder i op til en måned.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Bruger du rød eller hvid miso til dem her? De lyder fantastiske. Jeg vil prøve dem med det samme!
Altid hvid miso i bagværk. 🙂 De er SÅ gode.
Julens bedste småkage, tak Camilla! Jeg har lige bagt en omgang, og glæder mig allerede til at dele dem ud til venner og familie 🙂
Juhuu! Håber du ikke får spist dem allesammen selv først (det er sket for mig et år). Rigtig god jul! Kh C
Laver dem altså år efter år Camilla, virkelig en vinder (jule)småkage!