Andre pizzaelskere derude? Når man ikke gider stå og lave dej på en hverdag og man ikke er den store fan af den færdigkøbte dej i køledisken, så har jeg løsningen. Pitabrød på frost! Helt genial bund til en minipizza. Eller burde de hedde pitza? Anyways, her er en opskrift på en åndssvagt lækker hvid minipizza med squash og rødløg.
Server med en tomatsalat til, og du har det perfekte måltid. Opskriften giver seks minipizza’er, som vi var tre voksne om at fortære. Det er sikkert en perfekt mængde til en familie på fire. Og ellers er de garanteret gode på madpakken også.
Ingredienser
30-45 min / 6 minipizza til 3-4 personer
- 2 squash
- 2-3 rødløg
- Et godt skvæt olivenolie
- Salt & peber
- 250 g mascarpone
- Skallen fra en halv citron
- 1 fed hvidløg
- 0,5-1 tsk salt
- Peber
- 3 frosne pitabrød (jeg brugte dem fra Coop)
- Topping: Skallen fra en halv citron og frisk mynte eller basilikum
Server med en tomatsalat til.
Sådan gør du
Sæt ovnen på 225 grader varmluft.
Skær squash og rødløg i cirka 5 mm skiver, og fordel et godt skvæt olivenolie og salt på dem. Sæt i ovnen 15 min.
Bland imens mascarpone, citronskal og revet hvidløg i en skål og smag til med salt og peber.
Rør rundt i grøntsagerne og bag i omkring 10-15 til eller til de er gyldne.
Sæt samtidig de frosne pitabrød nederst i ovnen og tø op i 10-15 min. Skær pitabrødene over i to halve. Gnid den skårne flade med et overskåret hvidløgsfed.
Fordel mascarponeblandingen på brødet og de bagte squash og rødløg på toppen. Bag i 6-8 minutter til osten bliver gylden.
Server med resten af citronskallen og mynte/basilikum på toppen og en tomatsalat ved siden.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Lavede den med aubergine istedet- også lækkert