Her er en lille bonus for ugen i form af min go-to rabarbertærte. Det er en rabarbertærte, jeg er vokset op med – min mor laver den altid flere gange i løbet af foråret. Og med god grund! For den er både utroligt nem, og utroligt god.
Det var længe siden, jeg havde lavet den, men min veninde Lucia spurgte efter en rabarbertærte i mandags og siden har jeg ikke kunnet få den ud af hovedet. Og så er der jo ikke andet for end at bage rabarbertærte!
Den er syrligt sød med en sprød, let karamelliseret crumble, og det er lige sådan jeg kan lide den.
Da jeg skulle bage i går aftes gik det op for mig, at vi var løbet tør for sukker. Så jeg brugte halvt brun farin og halvt flormelis, hvilket faktisk blev virkelig vellykket. Bare en lille anekdote om, at det for det meste går fint at improvisere.
Ingredienser
30-45 min / et ildfast fad (ca. 20×30 cm)
-
750-850 g rabarber
-
2,25-2,5 dl sukker
-
Reven skal af 1 citron (valgfrit)
- 100 g smør
-
1,5 dl sukker
- 3,5 dl mel
-
0,5-1 tsk vaniljepulver (du kan også variere med stødt kanel eller kardemomme)
-
1 knsp salt
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader.
Rens rabarberne og skær dem ud i skiver á 0,5-1 cm. Fordel rabarberne i dit ildfaste fad og bland dem godt med sukker og citronskal.
Smelt smørret i en gryde. Tilsæt sukker, mel, krydderier og salt og rør rundt til det er godt blandet.
Smuldr dejen over rabarberne i et jævnt lag.
Bag i 30-40 minutter eller til dejen har fået godt med farve og rabarberne ikke ser alt for våde ud (saften skal gerne blive til en tyk karamel).
Server rabarbertærten med vaniljeis, flødeskum, græsk yoghurt eller vaniljecreme rørt på creme fraiche, vaniljepulver og flormelis.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.