Siden jeg startede Vegetarisk Hverdag har jeg haft en plan om at lave en opskrift på en vegetarisk burger med sorte bønner. Med ingredienser man kan finde hjemme i skabet eller i et almindeligt supermarked og uden en alt for lang tilberedningstid.
Jagten på en perfekt vegetarisk burger
Det her er klart en af de opskrifter jeg brugte længst tid på. Jeg ville lave en vegetarisk burger, som smagte mindst lige så godt som en klassisk burger.
Hvis du er kødspiser og forventer dig noget, der direkte kan erstatte kødburger-oplevelsen, så vil jeg ikke prøve at bilde dig ind at en bønneburger kan blive til en kødburger. Det kan den af gode grunde ikke. Når det er sagt, så smager de her burgere SÅ godt. De er saftige, de er propfyldt med umami, har lidt røget lækkerhed og er sprøde på ydersiden. Og cashewnødderne giver en virkelig tilfredsstillende konsistens.
Jeg synes, det er en vanvittigt god hjemmelavet vegetarisk burger, hvis jeg skal sige det selv.
Black bean burger
30-45 min / 4 små eller 3 store burgere
Ingredienser
Bøffer
- 1 dåse sorte bønner (ca. 240g)
- 1,5 dl havregryn
- 0,5 dl usaltede, uristede cashewnødder
- 1 spsk worcestershire sauce*
- 1 spsk olivenolie
- 1 æg
- 1 god tsk dijonsennep
- 0,5 tsk løgpulver eller 1 spsk ristede løg (knus til pulver)
- 0,5 tsk røget paprika
- 0,25-0,5 tsk salt og masser af peber
- Evt. 0,5-1 spsk soja
Desuden
- Burgerboller (brioche er lækkert)
- Modnet cheddar
- Grønt efter eget valg (vi havde iceberg salat, tomat, syltede agurker, rå løg og ketchup)
- Lidt ovnstegte kartofler til er heller ikke dumt, så kan man passende lave ekstra mayo.
Chipotlemayo
- 4-5 spsk mayo
- Stødt Chipotle efter smag
- Et squeeze lime eller citronsaft
- En smule sirup
Sådan gør du
Hæld vandet fra bønnerne og skyl dem. Lad dem dryppe af og tør dem godt i et rent viskestykke eller lidt køkkenrulle. Blend eller mos bønnerne med en gaffel til de er godt mosede, men der er lidt bønnestykker tilbage. Hak cashewnødderne i mindre stykker á cirka 2-5 mm størrelse.
Bland alle ingredienserne og lad stå i 20 min. Imens forbereder du grøntsager og blander en chipotlemayo.
Når bønnefarsen har hvilet kan du evt stege en lille prøve eller bare smage farsen til rå. Hvis farsen er lidt for løs kan du tilsætte lidt rasp eller havregryn, hvis den er for tør, tilsæt lidt vand eller soja (hvis den behøver salt).
Konsistensen skal være fugtig, men ikke for våd. Hvis den kan formes til bøffer er den fin!
Form til fire små eller tre store bøffer, som steges i rigeligt olie og smør. Læg dem på ved høj varme og skru ned til middel. Vend dem først, når de er blevet flot brune på den ene side.
Steg på den anden side i et par minutter og læg så osten på mens bøfferne ligger i panden. Læg evt et stort grydelåg over panden, så smelter osten bedre.
Nu mangler du bare at samle din burger!
Vi havde her: chipotlemayo, ketchup, strimlet icebergsalat, burger m. cheddar, syltede løg, tomat og helt tynde, rå løgringe som havde ligget i koldt vand i 20 min (gør dem mindre intense i smagen). NOM.
Bedste vegetariske burger jeg har fået😊
Den hænger sammen, der er noget at tygge i, og så smager den bare godt sammen med sædvanlige burger grønt
Hvor er det dejligt at høre!
Amen altså – virkelig gode, og dejligt med en opskrift på burgere, der kan laves af noget, som allerede er i huset.
Dejligt at høre!
Så lækre! Kan man lade bønnefarsen hvile i mere end 20 min? Det vil nemlig gøre det endnu nemmere at forberede maden nemlig
Sagtens! Du kan nok slippe afsted med at lave den et par dage før. Og jeg ved også at nogle har haft succes med at forme bøfferne, fryse ned og så have til hurtig mad.
Helt enig med Isabella – din black bean burger er så meget mere interessant og lækker en en almindelig kødburger! Tak for dit arbejde med at udvikle den, så vi andre kan nyde godt af det. Glæder mig til at spise den igen i aften. 🙂
TAK! Sikke en dejlig kommentar. <3
Vi forsøger at undgå æg. Jeg forsøger mig med noget hørfrø- eller chiagele. Men hvad med cashewnødderne? Har de andet formål end at være lækre?
(Hvor får du mest ud af at jeg køber en af dine opskriftbøger?)
Mvh L
Jeg tror også nogle loppefrøskaller kunne være en god idé til at få dem til at hænge sammen uden æg. Cashewnødderne er der primært for konsistens, jeg synes det er ret lækkert, at der lige er noget ekstra at tygge i. Men de kan udelades. 🙂 Jeg får mest ud af, at du køber mine bøger direkte hos mig, men jeg er glad for alle køb. 🙂 Kh Camilla
Hej Camilla!
Herhjemme er vi vilde med dine vegetariske burgere – vi synes, faktisk de er bedre end en almindelig hakkekødsburger! 🙂 Ved du om, ‘bøfferne’ kan fryses? Tak!
Det er jeg mega glad for at høre! <3 Jeg har ikke prøvet at fryse dem, men mon ikke man kan? Hvis du prøver, må du meget gerne give en tilbagemelding. 🙂 Kh Camilla