Garam Masala betyder “stærkt krydderi” og er en krydderblanding, der findes i utallige versioner. Man kan sagtens købe en færdig blanding, men jeg foretrækker at lave hjemmelavet garam masala ud af hele krydderier som ristes. Det giver en mere kompleks smag end de stødte krydderiblandinger.
Visse krydderier kan undlades, hvis de ikke er til at finde. Det allervigtigste er korianderfrø, spidskommen, sort peber, gurkemeje, kardemomme og nelliker. Men det bliver bedre og får en meget mere raffineret smag med alle krydderierne. Bukkehornsfrø er dem der lugter (og smager) virkelig karakteristisk af karry.
Tag i en god grønthandler (jeg har trofast købt mine krydderier i Dhadra Food Store på Nørrebrogade i mange år). Krydderierne skal være hele, da stødte krydderier hurtigt mister sin kompleksitet i smagen.
Når du alligevel køber stort ind, så køb også karryblade (helst på frost!), kanelstænger, ingefær og koriander. Der kommer nemlig flere indiske opskrifter i løbet af de næste par dage og måneder.
Ingredienser
10-15 min / Et lille glas
- 2 spsk hele korianderfrø
- 1 spsk hel spidskommen
- 1 spsk hel sort peber
- 1 spsk hele fennikelfrø*
- 1 spsk sennepsfrø*
- 1 tsk hele bukkehornsfrø*
- 10 hele nelliker
Yderligere tilsættes:
- Kardemommefrø fra 10-15 grønne kardemommekapsler
- 1-2 laurbærblade*
- 1 spsk stødt gurkemeje
- 1 tsk stødt kanel
- 0,5 tsk revet muskatnød*
*Kan undlades
Sådan gør du
Rist de hele krydderier (korianderfrø til nelliker) på en pande ved middel varme under omrøring til de dufter rigtig godt og begynder at springe lidt rundt på panden. Det er meget vigtigt, at de ikke brænder på.
Herefter stødes de på god gammeldags vis i en morter eller i en krydderikværn sammen med kardemommefrøene og laurbærbladene.
Si krydderierne for at være sikker på, at det er tilstrækkeligt fint. Både kardemomme og bukkehornsfrø kræver gode armmuskler.
Muskatnøden rives og tilsættes til de øvrige krydderier sammen med gurkemejen.
Blandingen holder ca. 3 måneder et mørkt sted i en lufttæt beholder.