Dem af jer der følger mig på instagram, har måske set, at jeg har sat mig for at udvikle en opskrift på vegetarisk fiskesauce uden fisk. Det er nemlig noget, jeg i høj grad selv har manglet for at kunne lave øst-asiatisk mad til fuldtidsvegetarer og veganere. Jeg synes ikke helt miso eller sojasauce er værdige erstatninger for den unikke umami fiskesauce tilbyder.
Uden fisk bliver det uanset hvad til noget lidt andet (for let’s be honest, fiskesauce smager ekstremt meget af fisk), men jeg synes, at jeg er kommet frem til en vegansk version, der er en yderst værdig erstatning!
Mine benspænd var:
- En vegansk sauce der direkte 1:1 kan erstatte fiskesauce i opskrifter.
- En sauce med havsmag og uden tydelig smag af miso eller soja.
- En sauce som ikke kræver alt for mange ingredienser som er svære at få fat på.
Kombu, lys miso og shiitakesvampe er de eneste specialingredienser, og dem handlede jeg ind i Den Kinesiske Købmand ved Nørreport.
Og ja, jeg har stået og smagt rigtig fiskesauce på en ske og sammenlignet med min vegetariske fiskesauce, og det var ikke den mest behagelige oplevelse kan jeg afsløre… Men man må ofre sig!
Vegetarisk fiskesauce
1-2 t / ca. 3 dl
Ingredienser
- 7-8 tørrede shiitakesvampe (ca. 35g)
- 1,5 spsk rørsukker
- 45 g (3 spsk) fint havsalt*
- 15 peberkorn
- 15 g kombu tang (et stykke på ca. 20×20 cm)
- 1 stort fed hvidløg
- 1 løg
- 1,5 spsk koncentreret tomatpuré
- 1 spsk kapers + 1 spsk kaperslage
- 1 spsk lys miso
- 1 spsk æblecidereddike
- 2 spsk lys soja
- 6 dl vand
Sådan gør du
Riv shiitakesvampene i lidt mindre stykker (ca. kvarte). Knus hvidløget og skær løget groft.
Kom alle ingredienserne i en gryde, kog op under låg og lad simre i 20 min ved lav varme.
Fjern kombutangen og lad saucen simre uden låg til den er kogt ind til 50-60% af hvad den var fra starten. Sluk for varmen, læg låg på og lad trække yderligere 30-45 min.
Si saucen gennem et osteklæde eller et gammelt viskestykke. Sørg for at presse al saften ud og kom så saucen på desinficeret flaske (skold den med kogende vand eller kom den i ovnen ved 125 grader).
Opbevares i køleskabet.
Hvor længe kan saucen holder sig på køl?
Mindst 3 måneder og måske længere pga. saltindholdet. 🙂
Fed ide, den vil jeg kaste mig ud i. Er der en særlig grund til at det skal være lys miso, kan jeg også bruge den brune?
Tror godt du kan bruge en anden slags miso, jeg plejer typisk kun at købe lys/hvid miso hjem (den er jo i princippet også brun i farven), da det er den jeg bruger mest. Kan godt lide den lidt milde, runde smag, hvor den brune/røde miso er lidt kraftigere i det. Varierer jo ret meget fra mærke til mærke også. Det blev et langt svar, det korte svar er vel, ja det kan du sikkert godt! 🙂
Tak for fiskesausen 🙂
Hvor længe vil du tro den kan holde sig på køl ?
Kh
Inger
Hej Inger. Så lidt! 🙂 Jeg har nået at bruge den, inden den er blevet dårlig. Jeg vil skyde på i hvert fald tre måneder i køleskabet på grund af det høje saltindhold. Kh Camilla