I løbet af sommeren har jeg lavet så meget couscoussalat. Det er genialt til frokost, når man ikke er i nærheden af andet end en elkoger. Lidt kogende vand over couscous og nogle udvalgte grøntsager, og der er mad på et kvarter!
Jeg har altid en base af couscous, citronsaft, olivenolie, løg, kalamataoliven og en frisk krydderurt (typisk persille eller mynte). Og så kommer jeg sådan set bare de grøntsager i, som jeg har lyst til, eller som jeg lige har i køleskabet. Nogle gange har jeg bare rå grøntsager i, andre gange bruger jeg grøntsager, som har godt af at blive stegt som her. Det er en genial tøm køleskabet ret!
Forstår ikke, at jeg engang ikke kunne udstå couscous? Men sådan går alt i bølger.
Ingredienser
15-30 min / 4 portioner
- 1 rødløg
- Et godt bundt persille
- 2 majskolber
- 0,5 savoykål eller hvilken som helst anden kål
- 250 g tomater
- 1 glas kalamata oliven
- 4 dl vand
- 3 dl couscous
- 0,5 tsk salt
- Skal fra 1 citron
- Saft fra 0,5-1 citron
- 3-4 spsk olivenolie
Sådan gør du
Skær rødløget i tynde strimler og læg i koldt vand. Skyl persillen og lad dryppe af.
Skær majsene fra kolberne. Steg majsen i olie med et drys salt ved høj varme, til den har godt med farve. Læg op i en stor skål.
Kog imens vand, og bland couscous og salt i en skål eller gryde. Hæld vandet over couscousen og lad stå under låg.
Skær kålen i strimler eller mindre stykker og steg ved høj varme med et drys salt til den har fået godt med farve. Bland med majsen.
Skær tomater i mindre stykker og hak oliven groft (jeg kan godt lide at bruge lidt af lagen i dressingen også – tip!). Hak persillen fint.
Brug en gaffel til at skille couscousen ad. Kram vandet ud af løgene.
Bland alt i den store skål og smag til med citronskal, -saft, olivenolie, evt. lidt olivenlage, samt salt og peber.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.