Glimt fra de første decemberdage

Jeg sidder i sofaen med et lille feberbarn på dag 2. Føler allermest mening i mit forældreskab, når jeg en søndag har mit lille, varme, syge barn i nærmest konstant kontakt med min krop. Om det bare er, at hun læner sit hoved mod min arm, at holde i hånden eller har brug for fuld omfavnelse og tryghed på mit skød. Tænk at få lov til at være hendes trygge favn. Vi har ellers været ret sygdomsforskånede dette efterår, det er som om børnehavealderen er mere mild end vuggestueinfernoet.

I lørdags var vi et smut i Stubbekøbing for at checke ind hos dem, der forsøger at etablere en landhandel på torvet. Der sker så meget spændende hernede, specielt i Stubbekøbing som er fyldt med ildsjæle. Nogle gange drømmer jeg om at spole tiden 5 eller 10 år frem i tiden for at se, hvad alt det drive er mundet ud i. Jeg håber, det er begyndelsen på en genstart for egnen.

Vi besøgte Caféen på torvet, der det sidste år er blevet drevet af en ung Ukrainsk kvinde, men som skal til at skifte ejere. Vi overvejede, om det var os, der skulle tage over. Der har været en drøm om et sted, siden vi mødtes for 15 år siden, men vi landede i, at det ikke er nu. Vi vil ikke arbejde i weekenderne med et lille barn, og vi har heller ikke overskud til at have ansvar for ansatte, så både praktisk og økonomisk var det for uoverskueligt. Der har heldigvis været god interesse for at drive caféen videre, fik vi at vide, så forhåbentlig er det nogle gode mennesker, der overtager.

Sonja ville ind i kirken bagefter, og det skal hun ikke bruge meget energi på at overtale mig til. Fra jeg var 11 år, til jeg blev 18 arbejdede jeg som kirkesanger i et pigekor i Greve Sogn. Jeg savner ofte kirkesangen, og jeg elsker at være i kirkerum. Da jeg tjente meget lidt i den spæde opstart af Vegetarisk Hverdag, meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg er ikke kristen, og har det nok grundlæggende sådan, at jeg synes kirken burde adskilles fra staten. Men nu går jeg og overvejer at melde mig ind igen. En spiritualitet er vokset i mig gennem de sidste 4 år, troen på noget. Det er en lettelse ikke længere at tro på, at alt ansvar ligger på mine skuldre alene, at det kan være en værdi at overgive sig til en form for skæbne. Jeg er stadig ikke kristen, og jeg bekender mig ikke til nogen religion. Men jeg har til tider lyst til at gå i kirke. Synge salmer og mærke den fælles klang. Og min kærlighed til kirkerummene giver mig lyst til at bidrage til, at de bevares.

Sonja skal i kirke med børnehaven på onsdag, hvis hun altså er rask, og jeg ved, at de har øvet de første fire vers af Et barn er født i Bethlehem til lejligheden. Så nu, hvor vi var helt alene i kirken, fandt jeg en salmebog og slog op på nr. 104 (jeg har altid haft en klisterhjerne i forhold til tal, og når man synger i kirkekor, synger man netop dén salme mange gange). Og så sad vi der på kirkestolene og sang de fire første vers af Et barn er født i Bethlehem sammen, og jeg blev så rørt. Over at synge med mit barn, over klangen i det hvælvede rum. Det store savn efter at synge.

Bagefter slog jeg op på en af mine yndlingssalmer Hjerte, løft din glædes vinger og insisterede på at synge det første vers, selvom Sonja stod ved siden af og råbte “STOP. STOOOP.”. Der er grænser for idyllen.

Nu er feberen vist lettet hos barnet og energien er ved at vende tilbage. André har overtaget forældreansvaret, han var ellers oppe og sove ekstra efter de to stod op kl 4 i nat. Jeg skulle være kørt til kontoret, men det er for hyggeligt at sidde herhjemme og arbejde fra sofaen, mens jeg kan høre de to være kreative ved spisebordet.

Den første decemberuge var for mig ubegribeligt tung. Jeg havde flere dage, hvor jeg måtte lægge arbejdet på hylden og få grædt ud i stedet. Jeg ved ikke hvorfor, og det er den sværeste tunghed. Måske hang det sammen med en stor beslutning, jeg har taget i mit arbejdsliv, måske var det bare den store tristhed. Er den et menneskeligt grundvilkår for nogle af os?

Jeg tager ellers en pause i nedtrapningen af min antidepressive medicin og havde håbet, det ville give mig en mere rolig november og december, så det kom meget bag på mig. Og var ærligt et skræmmende flashback til, hvordan mit følelsesliv kunne se ud inden medicin. Jeg har allerede rakt ud til nogen, jeg kan snakke med det om, for det har jeg brug for. Og det lettede heldigvis i weekenden, og nu er jeg stabil igen med den almindelige gråvejrstræthed, der følger med denne tid på året.

En lang gåtur ved kysten i torsdags og en halv times snak med en veninde i telefonen hjalp. Vinterskoven, et brusende hav og vidunderlige venner, hvor rig har man lov til at være?