Vinter på landet

Så kom den, vinteren. Træerne står nøgne, og de fleste dage er her gråt, brunt og koldt. Jeg kan godt mærke konfrontationen. Det er nu, vi virkelig kommer til at opleve, hvordan det (også) er at bo på landet. Når idyllen er gået i vinterhi, og vi mærker på både krop og sind, hvordan den mørke halvdel af året udspiller sig.

Der er en del af mig, der holder meget af denne tid af vinterdvale. Og ærligt er der noget fint ved at være mere i kontakt med årstiderne og læne sig ind i vintertrætheden. Jeg havde en dag i går, hvor det virkelig var det, jeg havde brug for, men hvor jeg havde så svært ved det. Jeg havde sådan lyst til en dag af effektivitet og checke-af-på-to-do-listen efter fem dage på Bornholm. Men kroppen og hovedet ville helst bare hvile.

Indgik et kompromis med mig selv og arbejdede langsomt fra sofaen det meste af dagen. En halv time, inden jeg skulle hente Sonja tvang jeg mig ud på en gåtur for at få lidt novembergråvejr i ansigtet. Man kan gå en runde i byen, ad grusvejen langs markerne, tilbage op langs kirkerne, ud langs markerne på den anden side af byen og så hjem igen. Et kvarters gåtur med mine tanker.

Roerne er alle oppe af jorden, og så ligger de sådan her og venter på en lastbil, mens jeg er sikker på, der sidder en landmand og krydser fingre for, de ikke begynder at rådne i mellemtiden. De skal ind til sukkerfabrikken i Nykøbing, som er et spektakel på denne tid af året. Flere roer end du kan forestille dig i store bunker bag fabrikken, lastbiler som kører i pendulfart mellem mark og by og kæmpe skorstene, der oser og oser, mens der bliver kogt sukker på livet løs. Jeg elsker på en måde æstetikken i den type af ældre industri, det er ærligt og brutalt.

Kigger man den anden vej, ser man den gamle skole, som er en af mine yndlingsbygninger i byen (den er endnu smukkere fra den anden side med vinduer langs hele facaden) og det lille kirketårn bagved. En dag vil jeg gerne bo på en gammel skole, der er altid så godt lys og højt til loftet. Måske lidt mindre end denne, hvis ikke vi finder på, at vi skal åbne b&b.

Dagene på Bornholm var langsomme og skønne. Vi besøgte gode venner, som har boet på øen de sidste syv år, og jeg elsker at besøge uden for højsæsonen. Der er ikke så meget at lave, men til gengæld har man øen for sig selv.

Formålet med at bo på landet var netop at få mere fleksibilitet til at kunne tage på små ture og besøge venner og familie oftere. I praksis synes jeg stadig, det er svært at finde balancen med, hvor meget vi skal gøre det. November blev lidt vel heftig med kun én weekend hjemme på Falster.

En weekend væk om måneden er i virkeligheden passende, måske to. Helst ville jeg ønske, at vi fik besøg en weekend om måneden, men det er jo ikke op til os. Det er nok noget, man må indse, når man flytter ud. Vil man se sine venner ligger ansvaret på egne skuldre. For mennesker der bor i København, er Falster en evighed væk (også selvom det kun er 1,5 time i bil eller tog), og nu hvor vi allesammen er i 30erne med jobs, små børn og vinterhalvårets minefelt af institutionsbakterier, ved jeg udmærket, at det kan være svært at planlægge.

En udflugt til Svaneke og Halleklipperne på Bornholm var et lille højdepunkt, Kravlede rundt på klipperne med den lille nisse, som legede, at det var hendes laboratorie (jeg ved ærligt ikke, hvilket tv-program hun havde set, som havde givet hende idéen til dén leg). Det store højdepunkt var selvfølgelig at have kvalitetstid med venner, der er som familie.

Vi besøgte et lille mikro-kafferisteri i Svaneke, som havde et baglokale med originalt tapet fra 1920erne. Jeg elsker det, tænk at have et spisekammer med dette på væggene?

I morges havde vi en helt umulig start på dagen. Der var en lille person, som fik det forkerte ben ud af sengen, og alt kørte bare skævt. André skulle køre mig til kontoret efter aflevering, og jeg foreslog, at vi gik en tur i Horreby Lyng på vejen for at ryste morgenen af os.

En tyve minutters gåtur hånd i hånd skal vi prioritere meget oftere. Det kan godt være, at de næste 3-4 måneders tid er ret tone-i-tone, men det kan også noget.

Jeg håber nu, at vinteren også bliver kold nok til en hel del mere af det her, som vi fik et glimt af for en uge siden.

Jeg har haft en lille smule panik over at bo hernede de sidste par uger. Måske mest fordi jeg kan mærke, at jeg ikke savner København specielt meget. Og betyder det så, at vi skal blive boende? Og hvordan kommer dét til at være? Jeg er bange for, hvad det betyder for min identitet, kan jeg mærke. Men jeg har ikke helt ord for det endnu.

Jeg tror meget af det ligger i, at der er ikke så frygtelig mange som os hernede (endnu). Gennemsnitsalderen er en del højere end 40, vil jeg skyde på. Og jeg forstår det jo godt, det er ikke mange par, der kan flytte herned og finde beskæftigelse til begge. Mange er bundet til byen på den måde. Men jeg drømmer om et større fællesskab.

‘

Det kan godt bekymre mig, om vi over tid kan opbygge et netværk, der får os til at føle os helt hjemme her. Selvom vi har mødt masser af virkelig dejlige hjertevarme mennesker. Måske er det bare mit vintertungsind, der er ankommet. Mon ikke det hjælper at finde julepynten frem i weekenden og gå og pynte op derhjemme med julespillelisten på anlægget og ild i brændeovnen? Jeg tror det.

Nu vil jeg sætte vand over til en kop kaffe og se, om jeg kan få checket de sidste punkter på min liste af inden weekenden. Hav en god en <3