Lad os spole tiden en måneds tid tilbage. Til der stadig var blade på træerne og lidt varmere i luften. Inden det ægte begyndte at ligne efterår derude og bladene på træerne guldnede og faldt af, inden lyset virkelig lagde sig lavt og gyldent. For siden jeg tog disse billeder i starten af oktober, er de fleste blade faldet til jorden og køkkenhaven er efterhånden ved at være tømt for sommerens grøntsager og klar til vinterhi.
Hegnet var ikke malet færdigt her, det er det nu. Og specielt nu, hvor træerne står mere nøgent og brunt derude, er jeg ekstra begejstret for det falurøde hegn, som nærmest lyser op derude. Køkkenhaven er heller ikke helt håbløs at se på, for jeg har tænkt en del vinterafgrøder ind, så der står lidt grønt tilbage. Her ses mine tre bede med kål og porrer.
Mine frø med “collard greens” – altså den klassiske amerikanske kål – nægtede at spire på nær et enkelt frø, som blev til denne kålplante. En utroligt lækker, lidt mørere kål end grønkål. Dog ikke lige så hårdfør, så den skal spises, inden den hårde frost rammer.
Det samme gælder palmekålen. Det var en befrielse at tage kålnettet af i start oktober, så vi kan nyde deres skønhed. Det var ikke fordi kålnettet hjalp synderligt, de sultne kållarver fandt derind på trods. Heldigvis var de ikke så tarvelige mod palmekålen. Grønkålen derimod blev hårdt ramt, men er heldigvis kommet tilbage igen, nu hvor den har fået en pause.
Det grønne “ukrudt” i bedet er mest selvsåede kornblomster, og der skal luges lidt ud i dem, så de ikke overtager helt, men jeg elsker at have kornblomster i køkkenhaven, så mange får lov til at blive til næste år og stå og pynte med de grøntsager, der skal være i bedet.
De stolte kavalerer står rankt til det sidste! Næste år skal jeg finde en lignende rosa sort, som er høj og busket som denne.
De holder ikke så længe i vasen som andre blomster, til gengæld bliver de bare ved og ved med at blomstre, hvis man går og klipper de afblomstrede knopper af.
Her har vi grønkålsbedet som det så ud for en måned siden, det er mere frodigt nu. Jeg forspirede først grønkål i starten af juli, og det kunne jeg godt have gjort tidligere. Det bliver næste år. Til gengæld har jeg masser af planter, og det er en hårdfør tysk sort “Westland winter”, så mon ikke de står helt til foråret?
Det sidste lille røvhul. Jeg fjernede så mange kålorme fra grønkålen i september. Flyttede dem til andre dele af haven, og håbede de ikke kunne finde tilbage. Næste år skal jeg prøve at plante noget peberrod i et hjørne af haven, det kan de åbenbart virkelig godt lide, og så kan man jo flytte dem derhen. Til gengæld kan peberroden sprede sig på en irriterende måde, så jeg ved ikke, om det er en god eller mest en desperat plan.
Nogle af larverne kom Sonja og jeg i en lille bøtte, som vi havde på terrassen, og så fodrede vi dem med kålblade og holdt øje med dem. Da vi var på ferie en uge i slutningen af september, havde jeg ikke set, at bøtten var blevet sat inden for, og da vi kom hjem, havde vi to sommerfugle flyvende i stuen. Jeg hadede det ikke.
Jeg heppede på grønkålen med alle dens fine skud, og her i starten af november ser den faktisk helt frodig ud sammenlignet med det efterladte kålormsmåltid den mest lignede her.
Det sidste suk. Mine to mest frodige bede så bedrøvelige ud og var klar til at blive fyldt med bokashikompost og blive dækket for vinteren.
I det til højre har jeg allerede sat hvidløg og sået lidt hårdføre sommerblomster.
Vi tog frø af de tomater, vi bedst kunne lide, og så klippede jeg planterne over ved jorden (i stedet for at grave dem op, det er bedre for jordstrukturen) og smed på kompostbunken.
Det var en dårlig squash-sæson for mig, jeg aner ikke, hvad der gik galt. Var så god med gødning og opbinding. Tager revanche næste år!
Jeg er så taknemmelig for, at det gik godt med bønnerne i år. Vi høstede de sidste af Sonjas pink pralbønner for en måneds tid siden, kogte dem i 20 minutter i fond, og spiste med smør og havsalt. Det var vidunderligt godt. Syntes jeg. Barnet nægtede at smage.
Peberfrugterne gik det semigodt med. Vi høstede en håndfuld, men jeg ved ikke, om jeg var investeret nok i at passe dem. Tror de skulle have haft meget mere gødning og kærlighed. Den kolde forsommer gjorde, at de ikke fik den bedste start. Der var en orange sort, som jeg skal give et skud til, til næste år for Sonjas skyld. Peberfrugt er hendes yndlingsgrøntsag, hun spiser det som slik.
De sidste dage med denne udsigt.
Det har været en god dahliasæson, tænk at have smukke buketter non-stop fra juni-november? Jeg var rimelig forskånet for snegle i modsætning til mange andre. Jeg er i gang med et blogindlæg om hvilke sorter jeg havde i skærehaven i år, det kommer, når det kommer. <3
Mit lille porrebed med citrontagetesen, som har blomstret og blomstret. Jeg skal klart have tagetes i køkkenhaven igen næste år. Min favorit var den røde paprikatagetes, og den store røde “burning embers”, som jeg skal have taget frø af til næste år.
Porrerne er vinterporrer, så dem kan vi høste af ind til næste år. I midten har jeg sået honningurt som grøngødning.
Det er skørt at billedet her er for bare en måned siden, der er kun de stolte kavalerer tilbage nu.
I weekenden gravede jeg mine dahliaknolde op. Nu ligger de i skuret og venter på at blive pakket ind i avispapir og finde vinterhi i en papkasse. Jeg overvejer at sætte de tulipanløg, jeg har købt specifikt til buketter i disse bede i stedet. Det passer nogenlunde med, at man høster de sidste tulipaner, inden dahlia’erne kan komme i jorden igen.
Humlebierne har ELSKET denne dahlia. Der har ikke været en eneste gang, jeg har været i haven, hvor der ikke har ligget en lille humlebi og taget en beruset lur i denne.
Den allersidste buket for i år står midt i rodet og stråler.
Og se lige borlottibønnerne. Jeg kom fem bønner direkte i jorden i år, og det kom der tre planter og denne håndfuld bønner ud af (plus lidt ekstra). Jeg gemmer dem alle til næste år, så jeg forhåbentlig kan få nok bønner til et måltid. Smukke, smukke borlotti.
Og sådan ser her ud disse dage. Det sidste suk. Jeg har sået vilde blomster under træerne til højre, dem hepper jeg på. Og specielt tak til plankeværket, der lyser haven op.
Tak for i år, køkkenhaven <3 Du lærer mig så meget.
33 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlægget
Loading...
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Westland winter vokser godt hele vinteren og i slut april og maj sætter den hvidunderlige kålskud ala mini broccoli – de smager super- det gør blomstrene også-min dilemma er altid hvornår jeg skal rydde planterne 🙂 så nu sørger jeg for at kål bliver efterfulgt af bønner, majs og græskar for så skal jeg ikke rydde dem så tidligt.
Det er dejligt at høre! Og god idé at planlægge lidt sene afgrøder som afløsning, jeg glæder mig meget til kålskud til foråret. 🙂