På instagram skrev Jozefina Skovgaard for nylig om efterfødselskroppen, og hvordan det ikke er ukompliceret for alle at tage de korte shorts og bikinien på i sommervarmen. Det ramte mig virkelig, for selvom jeg føler, at jeg er et godt sted med min krop, har jeg klart dage, hvor jeg kæmper med tankerne om, hvordan jeg synes, den ser ud.
Da vi var på Bornholm i slutningen af juni, var vi på stranden og min ven tog et billede af Sonja og mig. Og da han sendte det til mig senere på dagen, kunne jeg kun se kritisk på min krop. Men da jeg fandt det frem igen i dag efter at have læst Jozefinas tekst, så jeg bare en lykkelig og stolt mor med kærlighed i blikket efter hendes barns første dyp i havet. Og det billede skal direkte i fotoalbummet, for det repræsenterer det, som ægte betyder noget.
Mit forhold til min krop går op og ned, men jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil tale grimt om min krop over for min datter. Og faktum er, at det ikke er nok, ikke at tale dårligt om min krop, hun skal se og opleve, at jeg holder af min krop. At jeg kan gå på stranden med hende uden at suge maven ind. At jeg tager det tøj på, som jeg er bekvem i. At jeg kan tumle rundt med hende og grine højt sammen. At jeg kan danse fjollet med skøre ansigtsudtryk og være ligeglad med, hvordan det ser ud. Jeg vil gerne vise hende, at det ikke er vigtigt, hvordan kroppen ser ud, men hvordan den føles, og hvad den kan.
Når vi snakker om sundhed og kroppen, kan der godt være en tendens til, at vi tænker i, hvor meget vi vejer. Om vi vejer “for meget” eller “for lidt”. Der er sikkert nogle af jer derude, der kigger på billedet af mig og vurderer jeres krop i forhold til min, det ville jeg selv gøre. Men sammenligning er så problematisk － vi har alle forskellige kroppe og forudsætninger, og det er ikke meningen, at vi skal se ens ud.
Jeg drømmer om, at vi lærer at fokusere mere på, hvordan vi har det. Har vi det godt mentalt? Kan kroppen, det vi har brug for? Er der noget, som gør ondt? Og hvad skal der til for, at vi får det bedre? Der er intet i vejen med at ønske et vægttab, hvis det er fordi vægten påvirker vores generelle velvære, og hvad vi kan med vores krop. Men jeg synes, vi skal passe på med at ville tabe os for at se ud på en bestemt måde.
For 5-6 år siden trænede jeg næsten udelukkende i håbet om at komme til at se “bedre ud”. Og jeg blev skuffet gang på gang, for faktum er, at træningen (i hvert fald på det niveau jeg har lyst til) ikke ændrer specielt meget på, hvordan min krop ser ud. Men den påvirker til gengæld markant, hvordan min krop føles! Jeg har færre smerter, og jeg får mere energi.
Jeg har haft en længere periode nu, hvor jeg ikke har trænet. Det er begyndt at gøre ondt i lænden, og jeg kan mærke min hånd brokke sig over al tid ved computeren. Det er problemer, jeg ved vil gå væk, så snart jeg begynder at træne igen, og det er klart en motivation for at komme i gang, men i livet med en 1-årig er det svært. Og det er ok. Det kommer.
Som Jozefina Skovgaard så fint skriver “Hvis tiden lige nu ikke er til de store livsstilsforandringer, er din energi måske bedre brugt på at finde dig tilrette og udforske, hvordan selvkærlighed ser ud og føles, der hvor du er netop nu?”
Vi kan bruge så meget tid og energi på at bebrejde os selv for alt det, vi ikke får gjort. Men livet det buldrer derudaf, og det vigtigste er, at vi møder op til de ting, der betyder noget.
Det fineste Jozefina skrev, vil jeg bære med mig, som en smuk påmindelse:
“Din vægt er det mest uinteressante ved dig. Din gestik, humor, sjæl og alle de andre unikke personlighedstræk er det, som vi andre husker og elsker dig for.”
Med det vil jeg ønske dig en rigtig god sommer. Vi ses til august! Medmindre jeg får feeling inden. ♡
85 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlægget
Loading...
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Jeg har været ude for at have sendt/vist billeder af veninder til dem selv, fordi jeg oprigtigt synes de var fine – men hvor de selv har skammet sig og påpeget “fejl” ved sig selv.
Da din ven tog billedet af Sonja og dig og sendte det til dig, har det jo været fordi han bare så sin ven have et fint øjeblik med sin datter. Havde han set det og tænkt at der var en uskøn vinkel og et du ville blive ked af at se, havde han formentlig ikke sendt dig det. Pointen er, det er tit kun én selv der ser alle fejlene – dem omkring dig ser kun resten. Det synes jeg er en ret fin tanke.
Jamen lige præcis <3 Hovedet på sømmet!